Sitemap | Avanceret søgning |
Dette dokument stammer fra:

Den store dræber

Doktor Dicky Akanmori løfter øjenbrynene og slår ud med armene. »En myg og en parasit. Mere skal der ikke til. Så har man problemet.«

Af HENRIK THOMSEN og CHR. THYE-PETERSEN
Publiceret 06-11-1998

Accra

Problemet, som lægen taler om, koster hvert år mindst en million mennesker livet. Men 900.000 af dem er ubemidlede afrikanere. Og derfor står problemet ikke højt på den internationale dagsorden.

Problemet er malaria.

Doktor Akanmori, seniorforsker på Immunologisk Afdeling på det japansk betalte Noguchi Memorial Institute i Ghanas hovedstad, Accra, har utvivlsomt valgt forkert, hvis han drømmer om at blive rig og berømt.

Akanmori er - sammen med andre forskere her i Ghana og i den øvrige verden - på jagt efter en vaccine mod malaria. Men den er der ikke penge i, for ofrene for malaria er verdens fattigste. I hvert fald ikke samme slags penge, som der vil være i en vaccine mod HIV- smitte. For AIDS er også blevet den hvide mands sygdom - og han kan betale.

Mere AIDS-forskning

Set i forhold til antallet af dødsfald, så investeres der mindst 50 gange mere i forskning i AIDS end i malaria. Hovedparten af midlerne til den type forskning skal hentes i medicinalindustrien, og her er det simpelthen en dårlig investering at lede efter løsningen på et af klodens alvorligste sygdomsproblemer.

Det koster i gennemsnit 13 milliarder kroner at udvikle et nyt lægemiddel og få det godkendt af de skrappe, amerikanske myndigheder. Men patentet løber kun i 25 år, fra udviklingen begynder, og dermed skal fabrikanten reelt tjene sin investering, renter og helst også fortjeneste hjem på typisk 18 år.

Forudsætningen for, at det kan lykkes, er købedygtige patienter - og dem findes der ikke mange af blandt malariaens ofre.

Endnu.

For malariatruslen vokser, og ifølge Akanmori kan sygdommen sprede sig til Europa.

»Insekter er de mest modstandsdygtige skabninger på Jorden. De kan leve overalt - også i Europa. Og man skal bare have en myg og en parasit...«

Magtfulde myg

Myg ser ikke ud af meget, men de har eksisteret på Jorden 40 gange længere end mennesket. Kun hunmyggene stikker - den skal have blod til at nære æggene. Det er når, hunmyggen stikker og suger blod, at malariaen overføres.

For malaria-patienten har sygdommen i blodet - i form af parasitter. Den formerer sig i menneskets lever og giver i første omgang feber. Ubehandlet kan sygdommen, som findes i forskellige varianter, være dødelig.

Myggen skal man ikke have ondt af. Den får ikke selv malaria.

Allerede i 1950erne og 1960erne forsøgte FNs Verdenssundhedsorganisation (WHO) at komme malariaen til livs. Strategien var at udslette myggene - hovedsageligt ved at giftsprøjte vandområder, hvor myggeæggene udklækkes.

Men planen slog fejl.

FN tog ikke højde for, at myggelarver kan udklækkes i selv de mindste vandansamlinger, når temperaturen er rigtig - for eksempel i et fodaftryk eller i en halv kokosnød.

I stedet for at afhjælpe problemet, så opstod der nye. DDT-sprøjtningen af vådområderne ødelagde miljøet. Projektet måtte opgives - og få år efter tog malariaen et opsving, som man ikke tidligere havde set.

Siden har kampen mod malariaen været en kamp mod uret.

Kun et pusterum

Udviklingen af et billigt og effektivt middel mod sygdommen gav forskerne et pusterum, men heller ikke mere. For klorokinfosfaten viste sig snart at have svagheder. Parasitten udviklede resistens overfor den, og i dag er klorokin uanvendelig overfor malariaen i store dele af verden, blandt andet Østafrika.

Og sådan går det hver gang, forskerne finder på noget nyt.

»Et malariamiddel holder typisk i 20 år - så skal der et nyt til,« siger doktor Akanmori.

Flere midler er under udvikling i laboratorierne, og en ny DNA-vaccine har under kliniske forsøg vist sig lovende. Men malariaforskning er erfaringsmæssigt et frustrerende videnskabsfelt med langt flere skuffelser end gennembrud.

Samtidig breder malariaen sig længere og længere ud mod polerne, ifølge nogle forskere på grund af den globale opvarmning. Hvert år inficeres mellem 300 og 500 millioner mennesker af parasitten, og et nyt dødsfald føjes til listen hvert 15. sekund. Og det er i dag mest en tilfældighed, at der ikke findes malaria af betydning i det sydlige Europa.

Der er lige så mange bud på fremtiden, som der er eksperter.

Dansk forsker-hold

Et hold danske malariaforskere arbejder tæt sammen med dr. Akanmori og hans folk i Accra - og Jørgen Kurtzhals, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet i København, har i fire et halvt år været udsendt til Ghana.

»Resistensen overfor de kendte behandlingsmidler koster mange menneskeliv. Hvis ikke behandlingen forbedres, og vi finder nye stoffer, så vil vi se en fordobling af dødsfaldene indenfor de næste ti år,« forudser han.

Forudsigelserne varierer fra forsker til forsker. Men alle er enige om én ting: Den eneste bæredygtige løsning på malariaproblemet er en vaccine. En billig vaccine.

Akanmoris største frustration er, at løsningen formentlig ligger lige for næsen af forskerne.

»Vi ved stort set alt, hvad der er værd at vide om malariaparasitten. Derfor er vi formentlig tættere på en malariavaccine, end HIV- forskerne er på en vaccine mod AIDS,« siger lægen.

Og i forhold til AIDS-forskerne har malariaeksperterne endnu et forspring: Den ultimative kur mod malaria findes allerede. Opfundet af naturen selv. Hundreder af millioner mennesker har nemlig malariaparasitten i bloden - uden at blive syge. Et eller andet i deres immunsystem sætter malariaparasitten skakmat.

Og dette et eller andet - det er, hvad Dicky Akanmori og hans lille forskerhold her i Accra er på jagt efter, sammen med en snes danske malariaforskere, der kan tilføre det ghanesiske institut viden, maskineri og hårdt tiltrængte midler.

Ingen malaria-penge

Noguchi Memorial Institute - placeret i en næsten kvadratisk bygning på Ghanas Universitet - er bygget og finansieret af den japanske regering, men typisk for de store forskningsdonorer vil japanerne ikke finansiere malariaforskning - mens der gives masser af penge til forskning i AIDS.

»Det har jeg jo altid undret mig noget over, eftersom malaria slår flere afrikanere ihjel end AIDS,« siger dr. Akanmori tørt.

Jagten på gådens løsning er lang og sej, og den involverer hundreder af ganske almindelige ghanesere. I særlige feltområder har forskerne taget blodprøver af 300 børn for at få kortlagt hvem, der bærer parasitten. Derefter er børnene fulgt tæt - uge for uge, år for år - for at observere, hvem der bliver syge. Og så til sidst har alle fået taget en ny blodprøve.

De fleste af børnene var smittet med malariaen, men nogle udviklede aldrig sygdommen. De var immune.

Fælles immunsystem

Nøglen til malaria-gåden er muligvis fundet, hvis forskerne kan finde fælles træk i immunsystemet hos dem, der var smittet, men ikke udviklede sygdommen.

Arbejdet er ikke alene langsommeligt og svært at få finansieret. Det har også lav status i forskerverdenen. WHO har ikke penge af betydning til den slags, men alligevel vil organisationen nu på ny slå et slag for kampen mod malaria.

FN-organisationens nye generalsekretær, Gro Harlem Brundtland, satte i maj malariaen på den internationale dagsorden med endnu en global strategi, der skal halvere antallet af malariadødsfald inden 2010. Men pengespørgsmålet er foreløbig uløst.

Med medicinalindustrien langt ude på sidelinien er en eller anden form for statsfinansiering af malariaforskingen den eneste realistiske mulighed. Men de rige lande viser ligesom industrien ikke stor interesse for sagen.

»Det er meget sigende, at malariaforskningen i USA i al væsentlighed foregår indenfor hæren og flåden. Med det formål at udvikle en effektiv malariabeskyttelse til udsendte amerikanske soldater. Det er ikke for vores skyld,« siger dr. Akanmori.

Til danskere på rejse i troperne har eksperterne kun àt sikkert råd mod malaria: Undgå at få myggestik.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


På laboratoriet
Flere malaria-midler er under udvikling i laboratorierne, og en ny DNA-vaccine har under kliniske forsøg vist sig lovende.
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere