Sitemap | Avanceret søgning |
Dette dokument stammer fra:

Afrikanske fodbolddrømme

Mali og hovedstaden Bamako bliver fra lørdag centrum for hele kontinentets fodbolddrømme som vært for de afrikanske fodboldmesterskaber.

Drømmen lyser i øjnene, da en gruppe drenge stimler sammen i et fattigkvarter i Bamako for at overvære træningen. Banen har kun et par totter afsvedne græsstrå tilbage, men det gør ikke så meget.

Det gør heller ikke noget, at spillerne på banen kun spiller i Malis 2. division, for det lugter alligevel af rigtig fodbold. Og alle i hovedstaden Bamako for slet ikke at tale om Mali eller hele Afrika taler kun om fodbold i disse dage.


Afrikanske fodbolddrømme (1)
Fodboldbanen i fattigkvarteret i Bamako har kun et par afsvedne græsstrå tilbage.
Foto: Carsten Ingemann

19. januar fløjtes De Afrikanske Mesterskaber i gang på "Stade de 26 Mars" i Bamako med åbningskampen mellem Mali og Liberia. Selv om de ikke hører til favoritterne, håber malierne på, at deres hold kan skabe overraskelsen. Lidt i stil med Danmarks uventede titel som Europamester i 1992.

»Jeg er sikker på, at vi ender i finalen mod Cameroun, og jeg er sikker på, at vi vinder,« siger den 34-årige arbejdsløse lastbilchauffør Drissa Dumuja med fortrøstning i stemmen, men også et lille smil.

Selv spiller han kun fodbold på de talrige babyfoot-spil, som udgør en af hovedattraktionerne på gadehjørner overalt i hovedstaden. Han er far til to drenge, og sammen skal de se alle kampe på TV.

Vejen til Europa
Især de fattige i Afrika lever og ånder for fodbold, og både drenge og piger kæmper for at få plads ved babyfoot-bordene. Interessen er steget i takt med, at afrikanske spillere har fået succes i europæiske klubber.

Drømmen om at blive så god, at fodbolden senere kan løse billet ud af fattigdommen og åbne vejen til en karriere i en klub i Frankrig, Tyskland eller Storbritannien, er blevet drivkraften i mange afrikanske fodboldhjerter. Nøjagtig som boksning for nogle sorte amerikanere blev en vej ud af ghettoen.

Danmarks afrikanske modstander ved sommerens VM-slutrunde, Senegal, er i år kåret som Afrikas bedste hold og er en af favoritterne i den forestående African Cup-turnering - ikke mindst takket være sine mange stjerner i fransk fodbold.

Men det er ikke nok til at fratage maliske fodboldfans drømmen om en triumf for hjemmeholdet. Håbet er, at Malis stjernespiller i den franske klub Lorient, Seydou Keita, vil gøre forskellen.

»Problemet for Senegal er, at næsten alle dets spillere er ansat i europæiske klubber, og teknisk er europæisk og afrikansk fodbold to vidt forskellige ting,« siger 42-årige Camara Moussa Dikolo. Han er kasserer for spillerne i 2. divisionsklubben, der i øjeblikker udfolder sig på jordbanen, og engang spillede han selv for storklubben Club Olympique de Bamako.

»Afrikansk spillestil er langt hårdere end den europæiske.


Afrikanske fodbolddrømme (2)
Her træner et 2. divisions hold i Malis hovedstad Bamako.
Foto: Carsten Ingemann

I Afrika spiller vi med individuel markering, og spillerne går til den, mens man i Europa spiller med zonemarkering. Det kan blive meget svært for Senegals spillere at vænne sig til, fordi de har glemt forholdene her.«

Problemer omkring bonusordningen til spillerne under Afrika-mesterskaberne var på et tidspunkt med til at skabe usikkerhed om Senegals deltagelse. Men de er nu løst, og Senegal er i hård konkurrence med Cameroun, Nigeria og til dels Sydafrika favorit til titlen som Afrika-mester. Hvis altså ikke Mali med et fanatisk hjemmepublikum i ryggen er i stand til at skabe overraskelsen.

Dyr satsning
Trods fattigdommen har Malis regering satset stort på at gøre sportsbegivenheden til en succes. Kampene spilles på to stadions i Bamako og på fire nyopførte arenaer i provinsbyerne Segou, Mopti, Sikasso og Kayes. Hvert af dem har plads til 25.000 tilskuere og har kostet omkring 125 mio. kr.

Oveni er der investeret i nye veje og anden infrastruktur i form af bl.a. flere hoteller. Hvis alt går vel, vil Malis mobiltelefonnet også være udbygget og dække en betydelig del af landet, når turneringen går i gang.

Alle kampe transmitteres på TV, og ingen ved på forhånd, om stadiontribunerne vil være fyldt. I Mali sælges billetterne ikke år og måneder før tiden som ved EM eller VM. De sælges i timerne op til kampene.

»Meningen er at give så mange som muligt adgang til turneringen, og billetterne sælges derfor til yderst rimelige priser,« fortæller en anden fodboldleder i Bamako, Brahima Traoré.

Hotellerne i hovedstaden ventes ikke at have kapacitet til at huse alle udenlandske tilskuere, og derfor har hovedstadens seks kommuner hver påtaget sig at sørge for de udenlandske tilskuere, der vil blive tilbudt privat indkvartering.

Der er derfor på alle måder lagt op til afrikansk fodboldfest i Mali i de kommende uger. Og ingen er i tvivl om, at stort set al aktivitet vil gå i stå i det store vestafrikanske land, når åbningskampen lørdag eftermiddag fløjtes i gang.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Sport

Stednavne
Mali
Timbuktu

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse