Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Fra børnesoldat til rapper og talsmand

Han ved, hvad han taler om, den 25-årige Emmanuel Jal, når han protesterer mod brugen af børnesoldater. Han fik sin første AK-47 stukket i hånden, da han var otte år gammel.

Af Lasse Nørgaard

I dag er Emmanuel talsmand for en kampagne, der går ud på at få lande og hære til at holde op med at anvende børnesoldater. Emmanuel var selv soldat, fra han var 8, til han blev 13 år. Han blev rekrutteret af oprørshæren SPLM/A (Sudan People's Liberation Movement and Sudan People's Liberation Army) i det sydlige Sudan og sendt til en af deres tre store lejre i Etiopien, dels for at gå i skole, dels for at blive uddannet som soldat.

Det var en del af en storstilet plan fra SPLM/A's side om at uddanne titusinder af drenge i udlandet. De blev primært hentet fra familier, der blev tvunget til enten at give deres kvæg eller en af deres sønner til oprørsbevægelsen. Da mange nomadefamilier er fuldkommen afhængige af deres kvæg, var der ofte ikke noget alternativ. Og i nogle tilfælde skete det også med familiens billigelse, for næsten alle i det sydlige Sudan støttede SPLM/A, der kæmpede mod regeringshæren fra nord.

Emmanuels historie er lidt anderledes. Hans far var flygtet fra det nordlige Sudan og havde tilsluttet sig oprørshæren i syd. Hans mor tog senere børnene med til Sydsudan for at finde faderen, men uden held. Moderen døde, og Emmanuel blev passet af en tante, indtil han blev rekrutteret af SPLM/A.

Emmanuel var kun i lejren i seks måneder, før han fik sit første våben, en AK-47. "Med et våben er man mere sikker end uden. Dem, der ikke havde våben, skulle tit gå forrest og bære mad og udstyr for de andre, men med et våben kunne man beskytte sig selv og skyde dyr for at skaffe mad," fortæller han.

Da Emmanuel var 12 år gammel, kom lederen af SPLM/A til Etiopien og fortalte drengene og deres lærere, at de skulle flytte til Kenya. De skulle først gennem Sydsudan, og mange af drengene kom i kamp. Det var hele tiden SPLM/A's plan at træne nogle af drengene til at blive soldater i fremtiden og samtidig give nogle af dem gode boglige uddannelser, så de kunne blive fremtidens ledere af bevægelsen. Men det stod også klart, at nogle af børnene skulle bruges som "kanonføde" i kampe, hvor de fik lov til at gå forrest for at lokke fjenden frem.

Under turen gennem Sydsudan stak Emmanuel og 400 andre drenge og nogle få voksne af. De havde mad med til en måned, men efter tre måneder var de stadig ikke nået i sikkerhed i byen Waat, der var deres mål. De sultede, levede af snegle og overvejede at spise deres døde kammerater. Kun 12 af de 400 nåede Waat. Emmanuel var en af dem.

SPLM/A var på det tidspunkt blevet splittet i fraktioner mellem de etniske grupper dinkaer og nuere. Nuernes leder, Riek Machar, var i Waat, og han var gift med en ung engelsk kvinde, Emma McCuen, der arbejdede med at hjælpe gadebørn og tidligere børnesoldater. Emma tog sig af Emmanuel og fik ham smuglet ud af Sydsudan til Kenyas hovedstad, Nairobi. Hun døde nogle måneder senere i en trafikulykke, men nogle af hendes venner tog sig af Emmanuel, der fik en uddannelse og begyndte at interessere sig for musik.

Sidste år udgav han sit første hiphop-album, og titelsangen "Gua" (der betyder "Fred") røg til tops på hitlisten. Nu er han i gang med en uddannelse som elektriker, men han fortsætter sin musikalske karriere. Han er ved at indspille et album sammen med musikeren Abdel Gadir Salim fra det nordlige Sudan, netop for at demonstrere fred og forsoning mellem de to parter. Emmanuel var også med på scenen, da Live 8-koncerterne i juli 2005 satte fokus på fattigdommen i Afrika.

Hvad skete der med de andre drenge? 15.000 af dem kom til Kakuma i Kenya, hvor de fortsatte deres uddannelse og deres militære træning. 3.000 kom snart tilbage til Sydsudan, men 12.000 boede i Kakuma i mange år. Her fik de mad og hjælp til uddannelse fra FN og andre organisationer, som valgte at give støtte til de mange børn, selv om der også foregik militær træning i lejren.

Krigen i Sydsudan kostede hundredtusinder livet. Det var en krig delvist baseret på religiøse modsætninger, da flertallet af befolkningen i syd er kristne, mens folk i det nordlige Sudan er muslimer. Men det var også en kamp om ressourcer, ikke mindst om oliekilderne i syd.

Nu er der indgået en fredsaftale mellem alle parter, men spørgsmålet er om den holder. Som led i fredsaftalen blev oprørslederen John Garang udnævnt til Sudans vicepræsident, men tre uger senere - den 31. juli 2005 - døde han ved et helikopterstyrt. Han var på vej hjem fra et officielt besøg i nabolandet Uganda, da helikopteren faldt ned. Garangs død skabte frygt for, at fredsaftalen vil falde fra hinanden. I 2010 skal der være folkeafstemning om, hvorvidt Sydsudan skal være en selvstændig stat.

Mens verden venter på, om freden i syd holder, er fokus nu på den komplicerede konflikt i Darfur-regionen (se Landefakta). Det er vanskeligt at skaffe penge til både krisehjælp i Darfur og genopbygningen i Sydsudan. Det har fået FNs humanitære koordinator, nordmanden Jan Egeland, til at bruge store ord. Verden har ventet i 20 år på fred, nu skal der bruges penge i Sudan, så krigen ikke kommer igen: "Betal nu, eller fortryd i al fremtid," siger han.

For ikke alle børnesoldater har klaret sig lige så godt som Emmanuel Jal.


Oprørssoldat fra SPLM/A
En meget ung soldat fra oprørsgruppen SPLM/A bærer våben og ammunition i det sydlige Sudan.
Foto: AP Photo/John Cobb

Landefakta
Sudan
I Nordafrika med grænser til bl.a. Egypten, Libyen, Tchad, Den Demokratiske Republik Congo, Uganda, Etiopien, Eritrea og Det Røde Hav.
Oprørshær i Sudan
Se fotograf Carsten Ingemanns billeder fra et besøg hos en oprørsgruppe i det vestlige Sudan i eftersommeren 2004.
Se billedserie