Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Happy er en ulykkelig ung mand

Sydafrika er "hele verden i et land" med en befolkning, som er en kosmopolitisk blanding af forskellige racer og etniske grupper. Men trods store forandringer de seneste 15 år, er det fortsat et land, hvor hvide har langt højere levestandard end de fleste sorte. Måske derfor ville drengen Happy være hvid.

Af Lasse Nørgaard og Helle Maj


Zuludrenge spiller fodbold
Zuludrengenes eneste beskæftigelse i landsbyen Trustfeed er at spille fodbold - og det er de gode til.
Foto: Niels Hougaard

For syv år siden mødte en teenager op hos politiet i Pretoria og bad om hjælp. Happy Sindane hedder han, og han påstod, at han som barn var blevet bortført af en sort barnepige fra sine hvide forældre, og at han var blevet holdt som slave i 12 år hos en sort familie.

Happy erklærede altså, at han trods sit afrikanske navn i virkeligheden var hvid, og fire hvide forældrepar stod frem og sagde, at Happy var den søn, de havde mistet for netop 12 år siden.

Happys historie skabte overskrifter og røg på TV med det samme, og det til trods for at Happy ikke lignede andre hvide drenge af udseende. Men i et land, der i årtier var baseret på apartheid - på adskillelse efter race og hudfarve - var der ingen, der turde drage forhastede konklusioner.

Happy kom på institution, mens hans sag blev undersøgt. Han stak af flere gange, og den ene gang kørte han beruset rundt på en hovedvej, indtil to biler kørte ind i ham. Han fik kraniebrud, brækkede flere ribben, og lungerne blev skadet. Men han overlevede.

Da resultaterne fra dna-analyserne kom, stod det klart, at Happy ikke var hvid, men "farvet". Hans historie om bortførelse var opdigtet, men hans barndom havde såmænd været dramatisk nok: Happy er søn af en hvid tysk far og en sort mor. Faderen har man aldrig kunnet spore, og moderen havde ikke ressourcer til at passe og opdrage Happy, så han blev sendt rundt til forskellige familier, indtil han en dag endte hos familien Sindane, der tilhører ndebele-folket.

Hellere hvid end sort
Happy ville hellere være hvid, selv om hvide i Sydafrika formelt ikke længere har flere rettigheder end andre. Efter det første frie valg i 1994 vedtog Sydafrika en af verdens mest moderne og vidtgående grundlove, der bl.a. forbyder enhver form for diskrimination på basis af race, etnisk eller social oprindelse, sprog, religion, køn, seksuel orientering, handicap og sågar alder.

Samtidig blev der indført en række regler og kvoter, der skulle hjælpe især landets sorte befolkning til at få større adgang til arbejdspladser og uddannelser. Alt dette skulle bidrage til at rette op på de uligheder, som 400 års undertrykkelse af landets afrikanske befolkning og 40 år med apartheid som national politik havde skabt.

Apartheid bestemte ikke blot, hvor folk skulle bo, men også hvilke rettigheder og privilegier, de havde. Befolkningen blev opdelt i fire hovedgrupper: Hvide havde alle muligheder, "farvede" og indere langt færre, og sorte næsten ingen. Vigtigst af alt: Kun hvide kunne stemme, når der var valg.

Et af de hvide magthaveres formål med apartheid var at skabe orden, men systemet skabte det modsatte: kaos. Først og fremmest fordi den sorte befolkning kæmpede mod systemet, men også fordi apartheid bevirkede, at grænserne for, hvad der var tilladt og ikke tilladt, blev flydende uden fælles regler og samfundsnormer for alle.

Politiet og domstolene havde ingen troværdighed blandt sorte, fordi de altid var på apartheid-styrets side. I mange grupper var det derfor accepteret at anvende kriminalitet til at opnå det, som samfundet forhindrede en i at få.

Høj kriminialitet
Sydafrika havde og har stadig nogle af verdens højeste tal for mord, voldtægt, hustruvold, børnemishandling og anden kriminalitet. Meget af skylden ligger hos apartheid-politikerne.

Opdelingen af folk efter race var ikke altid nem for myndighederne. Hvert år blev tusindvis af sydafrikanere "om-kategoriseret", og det skete efter forskellige test. Først og fremmest ved at studere, hvilke racer en persons far, mor og bedsteforældre tilhørte, men også ved at sætte en kam gennem håret for at se, om det var glat eller ej. Det kan lyde absurd, men i 40 år afhang ens rettigheder og muligheder helt af, hvilken race man tilhørte, så det var nødvendigt, at få det fastslået.

Det skete ofte, at familier blev splittet af samme grund, fordi børn blev kategoriseret anderledes end den ene af deres forældre, og i nogle tilfælde blev søskende endda kategoriseret forskelligt. Groteske konsekvenser af at lægge det diskriminerende system ned over en befolkning, som er en kosmopolitisk blanding af alle racer og mange etniske grupper. Den tidligere ærkebiskop Desmond Tutu har udtrykt det meget flot ved at beskrive sydafrikanerne som et "regnbuefolk".

Men mens Sydafrika er hele verden i et land, så er der også stadig en del sandhed i, at det er "to verdener i et land". Der er stadig kolossal forskel på levestandarden for hvide og flertallet af den sorte befolkning.

En vej ud af elendigheden
Måske derfor ville Happy Sindane gerne være hvid. Måske så han det som en vej ud af elendigheden. Eller måske har han bare altid følt sig anderledes, at han med sit glatte hår og lysere hud ikke var rigtig afrikaner og ikke passede ind hos ndebele-folket.

Siden Happy kom på alverdens forsider i 2003, er hans liv ikke blevet lettere. Det gik ellers godt i starten: Malings-giganten Dulux brugte Happys historie om etnisk forvirring i en reklamekampagne. »Enhver farve du kan komme i tanke om,« lød den. De lovede at lave en fund for Happy. Men han har stadig ikke fået nogle penge her syv år efter.

Efter et år på institution kom han tilbage til den afrikanske familie, han voksede op hos. Han gennemgik ndebelernes indvielses-ritual for at blive en voksen mand, og han sagde bagefter, at han drømte om at blive gift med en hvid kvinde.

Men så slog familien pludselig hånden af Happy. Måske fordi, de følte han havde svigtet dem? Måske fordi, der ikke kom penge på hans 15-minutters berømmelse?

»Jeg er bare alene nu. Familien, jeg plejede at bo hos, har slået hånden af mig«, siger Happy til Sunday Times i slutningen af 2009.

Han har fået store ar og er lettere handicappet efter trafikulykken i 2004.

»Jeg var smuk og folk plejede at beundre mig, specielt pigerne. Men når folk ser mig i dag, tror de jeg er en drukkenbolt. De glemmer, at jeg har været involveret i en trafikulykke. Mit højeste ønske er at blive genforenet med min far,« siger Happy Sindane.

Den hvide far, han aldrig har set, og som politiet stadig ikke har fundet.

En lang vej at gå endnu
Happy kan sandsynligvis ikke huske livet under apartheid, men han skal finde sin plads i det ny Sydafrika efter apartheid. Ligesom 40 millioner andre sydafrikanere. Et fundamentalt forandret Sydafrika med en ny grundlov, der forbyder diskrimination, og med en ny hær, et nyt politi og et nyt parlament, der bedre afspejler hele befolkningen.

Et Sydafrika, der har haft en "Sandhedskommission", som har kortlagt uhyrlighederne under apartheid - både dem begået af regeringen og af oprørsbevægelserne - og givet folk en mulighed for at »tilgive uden at glemme.«

Da lederen af oprørsbevægelsen ANC, Nelson Mandela, blev løsladt efter mange års fængsel, var der mange pessimister, der sagde, at alt nu ville blive kaos. Og senere at alt ville blive kaos, når han blev præsident. Da Mandela så viste sig at være en forsonende landsfader, sagde de, at alt ville blive kaos, når han ikke længere var præsident.

Så blev Thabo Mbeki præsident, og det førte ikke til kaos. Kun til nogle meget uheldige politiske beslutninger som ikke at anerkende, at HIV fører til AIDS. Det har kostet, skønner eksperterne, mindst 300.000 sydafrikanere livet.

I dag er Jacob Zuma præsident, og selvom mange hvide frygtede, at den populistiske politiker ville føre kaos med sig, så er det ikke sket. Ganske vist er det ikke noget idealsamfund. Kriminalitets- og voldsstatistikkerne fortæller blandt andet, at hver dag bliver fire kvinder slået ihjel af deres mandlige partner. Landet har også store problemer med fattigdom, arbejdsløshed og hiv/aids.

Der er farvede, der klager over, at »før var vi ikke hvide nok, nu er vi ikke sorte nok,« og der er hvide, der siger, »lad os nu se, om de sortes regering kan gøre det bedre.«

»Vi har stadig en lang vej at gå,« sagde Zuma i december 2009 om problemerne med at danne fællesskab efter 40 års apartheid.

Men Sydafrika har taget enorme skridt for at forbedre vilkårene for hele sin befolkning, både i form af levestandard, rettigheder og værdighed. Der er bare, som præsidenten siger, en meget lang vej at gå endnu, før Sydafrika med stolthed kan kalde sig en regnbuenation. 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Raceopdelt strand
Under apartheid i Sydafrika var strandene delt op med særlige områder for hvide.
Foto: UN Photo


Huse i Soweto
I Johannesburg-forstaden Soweto ligger de små huse tæt.
Foto: UN Photo


Landsby
Zululandsbyen Trustfeed hvor hvide politifolk begik massakre mod de sorte. Ida Hadebe på 65 år var en af de overlevende.
Foto: Niels Hougaard

Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Tema
Sydafrika efter Mandela
Meget af Danmarks bistand til Sydafrika er ikke særlig synlig. Alligevel hjælper den tusinder og atter tusinder af mennesker. Den går for eksempel til anti-korruptionsprogram, uddannelse og hjælp til voldtægtsofre.