Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Forsoning efter folkemordet

Rwanda forsøger at genopbygge landet efter et af historiens værste folkedrab. Det er ikke huse og bygninger, der skal genopbygges, men sjæle og tillid.

Af Lasse Nørgaard

Hvad ville du gøre, hvis der pludselig stod en gruppe bevæbnede mænd i dit hus, og de sagde til dig, at du skulle slå dine naboer ihjel? Og hvis du ikke gjorde det, så ville de voldtage din søster og din mor og bagefter myrde både dem og dig selv?
Hvis dit eget liv var truet, kunne du så dræbe den nabo, der havde passet dig, når dine forældre var væk, eller hans børn, som du legede med og sad ved siden af i skolen?
Hvad ville du gøre?
Og hvad ville du sige til din nabo 10 år senere, hvis du havde slået hendes mand og børn ihjel? Ville du tilstå og bede om tilgivelse? Og ville du forvente, at hun kunne tilgive dig?

Det er heldigvis teoretiske spørgsmål for de fleste, men for mange i Rwanda er det virkelighed. I 1994 blev over 800.000 indbyggere skudt, banket eller hakket ihjel af soldater, landsmænd og naboer. Folkedrabet i Rwanda var et af de hurtigste og mest brutale i verdenshistorien, for drabene skete i løbet af kun godt en måned. Og spørgsmålet om, hvordan det kunne gå så galt, optager stadig verden nu over 10 år efter.

I dag forsøger Rwanda at rejse sig igen. Ikke blot ved at bygge huse, veje og skoler, men også ved at bygge tillid. Over 120.000 har siddet fængslet for at have deltaget i folkedrabet. Titusinder er foreløbig blevet løsladt, for Rwanda har ikke kapacitet til at give alle en langvarig retssag med forsvarer og anklager - det ville tage mange årtier. I stedet er dem, der ikke var de værste mordere, blevet løsladt.

De skal så i stedet deltage i en "græsrods-domstol" i deres landsby ("gacaca" hedder de i Rwanda, og det betyder bogstaveligt talt "på græsset"). Her skal morderne bekende deres synder foran et panel af landsbyens kloge mænd og kvinder, og foran de pårørende til dem, de har slået ihjel. Ideen er, at de pårørende skal forsøge at tilgive morderne, hvis de tilstår, og de kloge mænd og kvinder skal idømme dem en straf, der normalt svarer til den tid, de allerede har siddet i fængsel.

Gacaca er en gammel og traditionel form for domstol, og den er blevet taget i brug igen, fordi Rwandas fængsler har været ved at sprænges af pladsmangel, og fordi retssystemet også var brudt sammen. Gacaca-systemet bliver kritiseret, fordi fangerne ikke har nogen forsvarer, og fordi de måske bliver fristet til at tilstå, så de kan blive sat fri og komme videre med deres liv. Men Rwandas regering svarer på kritikken med, at medmindre nogen er villige til at låne dem 12.000 advokater de næste 10 år, er dette den eneste måde at sikre retfærdighed på.

Det andet formål med gacaca er naturligvis at konfrontere mordere og ofre med hinanden. Både regeringen og Rwandas stærke katolske kirke opfordrer til at lytte til hinanden i et forsøg på at tilgive og komme videre. Ved at høre ofrenes og de pårørendes historier, kan morderne måske bedre forstå, hvilken smerte og hvilke problemer de har forårsaget. Men for ofrene er det svært. De er klar over det dilemma, mange mordere har været i, men de kan også huske den blodrus og entusiasme, som mange af drabsmændene lagde for dagen, da de slog deres landsmænd ihjel.

Men hvorfor blev så mange slået ihjel og så mange gjort til mordere? Folkedrabet kunne ske, fordi der blev skabt frygt og had, modsætninger og mistro mellem to forskellige etniske grupper: tutsier og hutuer. Opdelingen er ældgammel (se Landefakta), men blev udnyttet af de belgiske koloniherrer til at sætte folk op mod hinanden efter "del-og-hersk"-princippet. Opdelingen fortsatte, selv om folk giftede sig på tværs af de etniske skel, boede i de samme landsbyer, og selv om det blev mere og mere vanskeligt at skelne, hvem der var hvad.

Rwanda havde en hutu-præsident i 1994. Han var moderat og samarbejdede med tutsierne, og der sad tutsier i regeringen. Det fik nogle hutuer til at mene, at præsidenten var i færd med at sælge ud til tutsierne, som så ville overtage magten. De skød derfor hans fly ned 6. april 1994, og derefter startede de udrydningen af tutsier og andre moderate hutuer.

Historien om dette folkedrab er fyldt med rædselsberetninger. En af dem er om kirke-massakren i Nyarubuye, hvor hundredvis af tutsier havde søgt ly i dagevis, indtil de blev angrebet af endnu flere hutuer.
Gitera Rwamuhuzi var en af angriberne, og ti år senere fortalte han om, hvordan han sammen med andre hutuer var med til at slå venner og naboer ihjel inde i kirken.
"Jeg slog kun en ihjel, og der var nogle, der slet ikke dræbte nogen, for vi var flere, end de var," husker han. Gitera siger, at han troede, det var tutsier, der havde skudt præsidentens fly ned, og at de ville slå ham og hans familie ihjel bagefter. Men han siger også, at han tror, de var besat af Satan i de dage, for ellers ville de ikke have kunnet myrde deres venner og naboer.

Det lille frugtbare og overbefolkede Rwanda vil i al fremtid blive husket for dette folkemord. Ikke kun fordi så mange blev dræbt, men også fordi det er historien om konflikters dilemmaer og menneskets natur, og historien om hvad tvang, frygt og hadefuld propaganda kan få folk til.
Samtidig er det historien om, hvilke konsekvenser det kan få, når man deler samfund op i etniske grupper, i "dem og os". Og om hvad der kan ske, hvis ingen griber ind.

Folkedrabet skete, mens verden så passivt til. FNs udsending i Rwanda havde sendt advarsler til hovedkvarteret i New York, men da folkemordet begyndte, og nogle få belgiske soldater blev dræbt, blev næsten alle FN-soldater trukket ud af landet. Og amerikanerne havde kort forinden fået brændt både fingre og soldater i Somalia, så de forholdt sig også passive. Franskmændene støttede hutuerne, og selv efter folkemordet gav både Frankrig og Belgien asyl til nogle af dem, der var mistænkt for at have udtænkt planen om udryddelse af tutsier.
Den eneste organisation, der kunne blive og hjælpe lidt i Rwanda, var ICRC, den Internationale Røde Kors Komite, men den kunne selvfølgelig ikke hverken forhindre eller stoppe uhyrlighederne.

Først da den senere præsident Paul Kagames hær RPF, Rwandan Patriotic Front, kæmpede sig vej fra Uganda og ned til hovedstaden Kigali, stoppede folkedrabet. Til gengæld flygtede hundredtusinder af hutuer nu til nabolandene af frygt for gengældelse, og her boede de i lejre, hvor yderligere tusinder døde af kolera og andre sygdomme.

Flygtningene er nu vendt tilbage, og Rwanda er i færd med at opbygge et nyt samfund. Og meget er lykkedes i det lille land siden 1994, hvor 80 pct. af befolkningen var blevet dræbt eller var på flugt, og hvor både bygninger og institutioner lå i ruiner. I dag er der gang i byggeriet, sågar af nye, store hoteller, der skal tiltrække internationale turister. Og Rwanda har en helt speciel rekord, da det er det land i verden, hvor kvinderne er bedst repræsenteret i parlamentet: Næsten halvdelen af medlemmerne, 48,8 pct., er kvinder.

De ansvarlige for folkemordet bliver - forhåbentlig - stillet for retten, ligesom de værste mordere. Nogle af dem i Rwanda, og nogle ved en international domstol i Arusha, Tanzania. Men ellers skal folk lære at leve med, at deres nabo måske har slået nogen fra deres familie ihjel. Og lære at leve med, at de måske selv har slået deres nabo ihjel.

I dag er der officielt ingen tutsier eller hutuer - alle har et identitetskort, hvor der står "Rwandan". Rwanda forsøger ikke at glemme folkedrabet, men at lære af det og komme videre.

Det ene store spørgsmål er, om det er muligt at tilgive, at hele sårene, eller at leve med visheden om, at man er morder.
Det andet store spørgsmål er, om verdenssamfundet har lært noget.


Flygtninge i Rwanda
Flere end 800.000 blev dræbt og over to millioner mennesker drevet på flugt under folkedrabet i Rwanda i 1994.
Foto: Carsten Ingemann

Landefakta
Rwanda
Rwanda ligger i Centralafrika med grænser til Burundi, DR Congo, Tanzania og Uganda.