Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter
 
Dette dokument stammer fra:

Eritrea vil selv bestemme

Eritrea er kun 12 år gammelt som selvstændigt land, og det har gennemgået en imponerende udvikling på mange områder. Men det er også et land i konflikt med sin store nabo Etiopien, og med interne konflikter, der kan splitte og ødelægge det nye land. Og så er det et land, som Danmark har stoppet bistanden til.

Af Lasse Nørgaard

Hvor tålmodig skal man være med et nyt land, der har kæmpet for selvstændighed i 30 år? Er 10 år nok til at opbygge et demokrati, eller er det for kort tid?

Hvis landet er et af verdens allerfattigste, men samtidig selv vil bestemme, hvordan udviklingshjælpen skal bruges, er politikerne så kloge og ansvarlige? Eller er de arrogante og besværlige?

Danmark støttede det nye selvstændige Eritrea med bistand i næsten 10 år. Der var nok at tage fat på. Efter 30 års krig mod Etiopien var landet belagt med miner, skoler og klinikker var ødelagt, der var tusinder af krigsinvalider og titusinder af familier uden en forsørger - og statskassen havde ingen penge.

Men Eritrea havde muligheder - med sin lange kystlinje, sin varierede natur og en hårdtarbejdende befolkning. Landet havde også en ny regering af "eks-helte" fra krigen, der startede med at fortælle omverdenen, at Eritrea gerne ville have hjælp, men at man selv ville bestemme, hvor meget, hvornår og hvordan hjælpen skulle bruges.

Det passede fint med dansk bistandspolitik. Aktiv deltagelse fra modtagerlandet er et af nøgleordene for dansk bistand, og der blev sat gang i store projekter, fra minerydning til støtte til hele sektorer.

Men i 2001 var det slut. Den danske regering bestemte, at bistanden ville blive stoppet, når igangværende projekter var ovre i 2005. Begrundelsen var, at nogle studenter og oppositionspolitikere var blevet anholdt, og at der var censur mod de kritiske aviser - og at Eritreas regering dermed ikke respekterede grundlæggende principper for et demokrati.

Det rejste så straks nye spørgsmål: Skal man standse bistanden til lande, der ikke lever op til alle de demokratiske spilleregler, eller skal man netop bruge bistanden til at presse på for demokratiske reformer og menneskerettigheder?

Det er et centralt dilemma i bistandspolitik, fordi fattige lande ofte er dem, der har problemer med demokrati og menneskerettigheder, og fordi Danmark netop er interesseret i at forbedre forholdene på begge områder. Faktisk skal en del af bistanden gå til projekter, der netop styrker demokrati og menneskerettigheder.

Måske var Eritrea på vej i den gale retning set med danske øjne. Præsidenten har visioner for landet, men han er ikke nogen tilhænger af kritik. Da hans regering og parti blev splittet i 2000-2001, gik der ikke længe, før nogle af hans nye politiske modstandere blev arresteret. Der er stadig kun en statsligt kontrolleret tv-kanal, og aviserne skal være forsigtige med, hvad de skriver. En del journalister blev anholdt, og flere af dem sidder stadig fængslet uden at have været gennem en retssag.

Blandt dem er den svensk-eritreanske journalist Dawit Isaac. Sverige har forsøgt at få ham frigivet - eller i det mindste stillet for en dommer, men foreløbig forgæves. Dawit Isaac blev anholdt, fordi han som andre journalister og politikere mente, at Eritrea nu var moden til demokratiske reformer. To år senere blev den eneste udenlandske journalist i landet - fra BBC - udvist af landet, fordi han havde skrevet, at grænsen mellem Eritrea og Etiopien stadig ikke lå fast. Dermed udfordrede han den officielle eritreanske holdning, at grænsen ligger helt fast.

Sagen om grænsen til nabolandet er kommet op efter endnu en krig mod Etiopien i 1999, der ikke bare kostede menneskeliv, men også millioner af kroner, der kunne være brugt til udvikling. Tusindvis af unge mænd, der var studerende eller hjalp familien med job i landbruget eller industrien, blev rekrutteret til hæren.

Regeringens undskyldning for den stærke kontrol og de mange soldater er, at det handler om national sikkerhed. Eritrea er et nyt land, der skal beskytte sine grænser og skabe en stærk følelse af patriotisme.

Den er der allerede - ellers kunne man ikke have vundet krigene mod Etiopien - men nu er der også "indre farer" og ikke kun ydre fjender. Og dem er Eritrea ikke moden til at håndtere.

Den ene kilde til spændinger er dem, der ønsker reformer og pressefrihed.

En anden potentiel fare er religiøse modsætninger. Halvdelen af befolkningen er muslimer, og halvdelen kristne. Det udgør ikke i sig selv noget problem, men kan bruges til at skabe splid og sætte de to grupper op mod hinanden. Regeringen forsøger derfor at begrænse religionens indflydelse og slog hårdt ned på islamiske fundamentalister, der kom fra Sudan og Iran umiddelbart efter selvstændigheden. De blev udvist, og de diplomatiske forbindelser med Sudans hovedstad, Khartoum, blev afbrudt.

Samtidig har Eritrea også vist, at landet på andre områder er på vej i den rigtige retning. Mange penge er blevet brugt på infrastruktur, vejene er uden huller, og telefonerne virker. Der er investeret store summer i landbruget for at sikre fødevarer til befolkningen, og de bare bakkeskråninger bliver genplantet for at forhindre mere erosion. Havnen i Massawa ved Rødehavet bliver genopbygget, og Eritrea har ikke de samme problemer med korruption som mange andre afrikanske lande.

Regeringen har sågar sagt nej til Verdensbanken og IMF og deres betingelser for lån, fordi de hellere vil arbejde med bilaterale donorer og selv bestemme.

Så det store spørgsmål er: Skal man straffe eller presse Eritrea med bistand?

 

Gem eller send Landeportræt


Børn i Adikeshi-lejren
Der er ikke fred i Eritrea og mange bor derfor, som disse to børn, i flytningelejre.
Foto: AP Photo/Karel Prinsloo


Nødhjælp
I Adikeshi-lejren i Eritrea transporterer flygtninge nødhjælpen på et æsel.
Foto: AP Photo/Karel Prinsloo

Landefakta
Eritrea
Eritrea ligger i det østlige Afrika og har grænser til Det Røde Hav, Djibouti, Etiopien og Sudan.
Opgaver