Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Hvis jeg var præsident.

Der er masser af graffiti på huse, mure og vægge i Nicaragua, men det er hverken bandeord, kærlighedserklæringer eller storbykunst. I landet med den blodige fortid handler livet om politik.

Af Ulrikke Moustgaard

Hundredevis af mennesker kommer kørende i biler og busser i en uendelig lang række, der strækker sig så mange kilometer både forud og bagud på vejen, at alle andre køretøjer må vente i timevis på at komme forbi. De hujer, synger og vifter med rød-sorte flag. Kursen er Nicaraguas hovedstad Managua. Målet: En gigantisk folkefest til ære for den venstreorienterede politiske bevægelse la Frente Sandinista de Liberación Nacional - også kaldet sandinisterne. 

Mandag d. 19. juli 2004 var en historisk dag i Nicaragua. Denne dag kunne Nicaragua nemlig fejre, at det var 25 år siden, landet slap af med den stenrige og skruppelløse diktator Somoza, hvis familie havde regeret Nicaragua siden 1937. At Somoza-dynastiet omsider faldt, skyldtes i høj grad sandinisterne, som havde ført guerillakrig mod Somoza og d. 19. juli 1979 endelig kunne erklære Nicaragua frit. Men ikke alle borgere i Nicaragua havde lyst til at fejre dagen. De betragtede med afsky de lange rækker af biler og busser, der fra alle hjørner i Nicaragua sneglede sig af sted mod folkefesten. Nogle kaldte ligefrem festen for en provokation. 

Hvis der er noget, der kan få nicaraguaneres blod i kog, er det nemlig politik. Lige siden Somoza stak af, og sandinisterne overtog magten i landet, har politik været et meget ømt punkt i landet. 

I godt 10 år slog nicaraguanere hinanden ihjel i den borgerkrig, der fulgte i kølvandet på sandinisternes revolution. For der var dem, der var sandinister - og dem, der ikke var det. Da borgerkrigen stoppede i 1991, og Nicaragua afholdt valg, var der dem, der var sandinister - og dem, der ikke var det. Og sådan er det stadig i dag. 

Kører man gennem Nicaraguas byer, kan man se huse, der har hele facaden overmalet med politiske slagord. Nogle har et politisk flag på taget, der viser, om beboeren er sandinist eller liberal, som sandinisternes modstandere kaldes. Lygtepæle og elmaster på landevejene er malet med politisk graffiti. Der er radiostationer, der enten er sandinister eller liberale. Ja, selv hele byer i Nicaragua bekender sig til den ene eller anden fløj. Og møder man folk på gaden, kan man være sikker på at få en lang og grundig snak, hvis man bevæger sig ind på emnet politik. 

Nicaraguas tidligere præsident Daniel Ortega i spidsen for fejringen af 25-året for revolutionen d. 19. juli 2004. Foto: AP Photo/Esteban Felix

Mange nicaraguanske familier har familiemedlemmer, som døde i borgerkrigen. Enten som tvangsindlagte værnepligtige eller som frivillige i den sandinistiske hær. Eller som soldater i kontrabevægelsen, der kæmpede mod sandinisternes styre. Derfor vækker politik helt andre følelser i Nicaragua end f.eks. i Danmark. 

Nicaragua er også Mellemamerikas fattigste land, så der er nok emner at diskutere og problemer at løse både for politikere og befolkning. Kaffekrisen har for længst ramt Nicaragua, som ellers har haft kaffe som en af sine vigtigste eksportvarer. Kaffebønderne kan ikke længere konkurrere med andre lande på prisen. Derfor forsøger de nu at konkurrere på kvalitet i stedet og er begyndt at dyrke økologisk kaffe. 

Landet har også været udsat for naturkatastrofer som f.eks. orkanen Mitch i 1998, der blev en slem økonomisk lussing i en i forvejen slunken økonomi. Mange mennesker mistede deres hjem og livsgrundlag under orkanen. 

Kriminalitet, vold og hjemløshed er stigende problemer i Nicaragua, hvor det heller ikke er ualmindeligt, at børn starter med at arbejde, når de er 5-7 år gamle for at hjælpe til i familien.

Korruption florerer alle steder i samfundet. Sidste år blev Nicaraguas tidligere præsident Arnoldo Aleman dømt til 20 års fængsel for korruption og hvidvaskning af penge, men selv om Aleman var en "stor fisk" at få fanget, er korruptionen i landet nærmest umulig at få bugt med. På grund af dårlige lønninger sker det, at skolelærere tager penge for at lade deres elever bestå en eksamen, eller at politiet lader kriminelle gå fri - eller omvendt anholder uskyldige - for penge under bordet.

Også på grund af landets mange problemer elsker nicaraguanere uanset alder og køn at diskutere landets politiske tilstand. De har holdninger til alt - og altid gode ideer til, hvad præsidenten burde gøre: "Hvis jeg var præsident, ville jeg..." 

I 1997 fik en række nicaraguanske børn på en børnekonference lov til at fuldende sætningen. Børnene var ikke i tvivl. Hvis de var præsidenter, ville de ikke have et land, hvor alle blev uvenner over politik. De ville lave et land, hvor der kun boede gode mennesker - og hvor der var fred. 

Landefakta
Nicaragua
Vidste du, at hovedstaden hedder Managua, at arealet er 129.494 km², og at befolkningen er på ca. 5,3 millioner mennesker?