Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Frihed og fattigdom

Victoria og Florbelle sidder på gulvet i et skur sammen med 30 andre børn. Foran dem står en frivillig lærer, der underviser på portugisisk, et sprog de to søstre ikke forstår. Skuret fungerer som skole, for den rigtige skole er brændt ned til grunden og endnu ikke genopbygget.

Af Lasse Nørgaard

Det er i slutningen af maj 2003, og Øst-Timor har netop fejret et-års dagen for sin uafhængighed. Det er verdens yngste nation, men også en af verdens fattigste. 25 års kamp for frihed slog en fjerdedel af landets indbyggere ihjel, og de sidste par år før uafhængigheden var kolossalt blodige.

Øst-Timor var en portugisisk koloni i modsætning til det store naboland Indonesien, der var hollandsk. I 1975 forlod portugiserne Øst-Timor, og landet blev selvstændigt, men kun i en meget kort periode. Så blev det besat af indonesiske tropper, der overtog styringen, og Øst-Timor blev en del af det store ø-rige.

Kort efter startede befrielseskampen. Den varede helt frem til 1999, hvor den indonesiske præsident endelig tillod et valg, hvor befolkningen selv kunne bestemme, om de ville være uafhængige eller være en selvstyrende del af Indonesien.

Valgets resultat var, at næsten alle ønskede en selvstændig stat. Men valget og de efterfølgende måneder blev skæmmet af et blodbad, som pro-indonesiske militser-styrker med hjælp fra den indonesiske hær stod bag. Civile blev myrdet i brutale massakrer - selv i kirker - og hele byer blev brændt ned. Kun med FN's hjælp blev freden genoprettet, og FN styrede derefter Øst-Timor i en overgangsperiode. I maj 2002 blev Øst-Timor verdens nyeste stat, med eget flag og med den populære Xanana Gusmao som præsident.

Nu skal Øst-Timor rejse sig efter befrielseskampen og blodbadet. Skoler, huse, kirker og infrastruktur skal genopbygges og sårene skal heles. I mange byer bliver der arrangeret møder, hvor medlemmerne af de pro-indonesiske militser-styrker bekender deres synder. Formålet er at bede om tilgivelse for igen at kunne blive integreret i samfundet. Det er ikke let. Blandt tilhørerne sidder folk, der selv er blevet tortureret og folk, hvis familiemedlemmer blev dræbt af militserne. Og de har svært ved at tro på det, når synderne forklarer, at de ikke vidste, hvad de gjorde, at de blev tvunget til at deltage i massakrerne, eller at de ikke selv har slået ihjel, men kun været passive medlemmer af militserne.

Men befolkningen vil også gerne se fremad. Og det faktum, at folk er frie nok til at selv at bestemme, gør det lidt lettere at tilgive dem, der stod bag uhyrlighederne. For de tabte, mens friheden og demokratiet vandt.

Økonomisk har det første år været hårdt. De mange FN-folk var med til at holde gang i økonomien, men nu er de rejst, og Øst-Timor skal klare sig selv. Øst-Timor har stået alene før, men dengang var landet ikke så sønderbombet, som det er nu. Vist er der gang i genopbygningen, men både arbejdsløsheden og kriminaliteten vokser.

Victoria og Florbelle sidder stadig på gulvet i et skur og bliver undervist på et sprog, de ikke forstår, indtil de bliver hentet af deres far, Eduardo, der selv var frihedskæmper. Han blev fanget og mishandlet ni gange under frihedskampen, men han overlevede og er stolt af, at Øst-Timor i dag er et frit land.

Den økonomiske genopbygning får måske et gevaldigt skub, når Øst-Timor begynder at udvinde de oliereserver, der er ud for kysten. Det håber man at kunne starte på i 2004.

(ovenstående er delvist baseret på BBC-artikler)