Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Buddhisme og besættelse

I landsbyen Xia He er der ikke megen støj fra biler, fabrikker eller byggeri af højhuse. Man kan sidde ved byens tempel om morgenen og høre tempelklokkerne ringe.

Af Lasse Nørgaard

Bedehjulene knirker, når dem, der går forbi, skubber til dem. Munkene i deres orange kåber nærmest svæver af sted over morgendisen, som endnu ligger på jorden. Religionens betydning føles stærkt her i den isoleret beliggende landsby.

Xia He ligger i Gansu-provinsen i Kina, og ikke i selve Tibet. Men enhver, der har været i Xia He, er ikke i tvivl om, at det er en tibetansk landsby med tibetanske indbyggerne. For den tibetanske befolkning og kultur lever ikke kun i Tibet, men også i hovedparten af Qinghai og dele af Sichaun-, Yunnan- og Gansu-provinserne i Kina. Faktisk bor halvdelen af de fem millioner tibetanere uden for Tibet. Det gør de, fordi Tibet engang var meget større. I det 8. århundrede var det tibetanske imperium det mest frygtede i hele Asien, og det omfattede store dele af Central-Asien. På et tidspunkt besejrede tibetanerne sågar den kinesiske hovedstad Chang`an, og jog kejseren og hans hof ud af byen. Men interne uroligheder splittede det store rige i mindre områder.

I dag er Tibet ikke en selvstændig stat, men en del af Kina - med det officielle navn "Xizang Autonome Region". Tibet er verdens højest beliggende land. Den autonome region udgør den vestlige halvdel af det fire-fem kilometer høje Tibetanske Plateau, hvor en del af Syd- og Østasiens floder udspringer. Tibet kaldes også for "Land of Snow", sneens land.

Vejrmæssigt og iltmæssigt er det et hårdt sted at leve, fordi det ligger så højt. Luften er tynd, her er koldt, og jorden er ikke frugtbar - kun 0,2 procent af jorden er opdyrket. Varm "smørte" er en styrkende specialitet på disse kanter, og hvis man besøger en nomadefamilie, bliver man ganske sikkert inviteret på et glas te, lavet med smør af yak-oksernes mælk. Tibetanerne er kendt for at være fantastisk gæstfri. Oprindeligt bestod befolkningen af nomader, og selv i dag bor kun 10-15 procent af den tibetanske befolkning i byerne.

Tibet har i århundreder haft skiftende alliancer med Kina og Indien om militær og udenrigspolitik. Det tætteste, Tibet kom på at være en selvstændig stat i nyere tid, var fra 1912 til 1951, hvor landet var isoleret og uden alliancer med andre. Efter kommunismens sejr i Kina i 1949 accepterede Tibet i 1951 en aftale med kineserne, som gjorde Tibet til en del af Kina. Aftalen var, at indblandingen fra Kina skulle være begrænset. Men efter nogle uroligheder i løbet af 1950'erne og et mislykket oprør i 1959, rykkede kineserne ind og overtog kontrollen med Tibet i 1959.

Det åndelige overhoved, Dalai Lamaen, flygtede sammen med tusindvis af sine tilhængere, og de bor fortsat i Indien.

Buddhismen har ualmindelig stor betydning i Tibet. Før kineserne rykkede ind, var hver femte mand i landet munk eller præst. Klostrene og templerne er ikke bare symboler og spirituelle steder, men også læreanstalter. Og læreren - lamaen - der skal følge sine elever til den højeste oplysning, er højt værdsat. Derfor kaldes den tibetanske buddhisme af og til for lamaisme.

Men Dalai Lama er ikke populær blandt kineserne. Det er forbudt at have billeder af Dalai Lamaen hængende, og enhver henvisning til ham er forsvundet, selv fra det store tempelpalads Potala i hovedstaden Lhasa. Kina protesterer også per rutine, hver gang Dalai Lama besøger et andet land.

Siden kinesernes magtovertagelse er der blevet bygget mange imponerende vejnet, skoler og hospitaler i Tibet. Og shoppingcentre og karaokebarer. Ideen er ikke længere at forbyde den tibetanske kultur, men at oversvømme og udkonkurrere den. Samtidig hævder kineserne, at Tibet var en tilbagestående provins, der havde brug for og krav på deres hjælp.

Men på trods af de gode intentioner om at udvikle provinsen, kan man ikke sige, at tibetanerne er blevet særlig godt integreret i det kinesiske samfund - eller omvendt, selv om nogle unge tibetanere har tilpasset sig de nye tider. Tibetanerne siger selv, at de i dag kun udgør 44 procent af provinsens indbyggere - resten er tilflyttede kinesere.

Tibetanerne har aldrig accepteret kineserne som andet end en besættelsesmagt. Et indtryk, der blev forstærket under Kulturrevolutionen i 1960'erne og 1970'erne, hvor klostre og templer blev ødelagt, og hvor modstandere blev fængslet og tortureret af kineserne.

Når Kina med jævne mellemrum bliver beskyldt for at overtræde menneskerettighederne, er det ikke mindst på grund af deres opførsel i Tibet.


Tibet
Foto: Erling Vester