Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Venlige værter og musikalske præsidenter

Forestil dig, at Danmark skulle spille VM-semifinale i fodbold mod Tyskland på hjemmebane, og at der på stadion stod en stor gruppe danskere og heppede på tyskerne. Ikke fordi de boede i Tyskland eller var tilhængere af det tyske landshold, men fordi regeringen havde bedt dem om det. For at vise, at danskerne var gode værter...

Af Lasse Nørgaard

Nej, det er ikke nemt at forestille sig i et lille land, hvor tilskuerne til fodbold buh'er, når modstanderens nationalmelodi bliver spillet. Eller hvor publikum til et melodi grand prix rejser sig op og går, inden vinderen er blevet hyldet, selv om man er vært for en TV-begivenhed med næsten en milliard seere.

Men i Sydkorea er det ikke usædvanligt. VM i fodbold i 2002 var en af de største begivenheder i nationens sportshistorie, ikke mindst fordi landsholdet nåede semifinalen. Samtidig var koreanerne stolte og glade for at kunne byde de forskellige nationers landshold og tilhængere velkommen til deres land. En af måderne at vise det på var at sørge for, at hver eneste nation havde en gruppe sydkoreanere som tilhængere. Derfor blev studerende udvalgt til at lære om de deltagende lande og deres landshold. Og de lærte, hvordan man hepper.

Derfor kunne man også under Danmarks kampe finde en gruppe trænede tilhængere i rød-hvide farver, der med stor begejstring skreg "Koooom så, Danmark!" med lettere koreansk accent.

Og i semifinalen blev Tysklands "tilhængere" ikke betragtet som landsforrædere, men som gode, trofaste ambassadører for værtslandet Sydkorea. De var også svære at få øje på blandt de millioner af tilhængere, der fyldte stadion, gader og stræder, efterhånden som Sydkorea sendte den ene store fodboldnation efter den anden hjem igen.

VM i fodbold betød samtidig, at Sydkorea fik forbedret forholdet til den anden værtsnation, Japan. Korea var japansk koloni fra 1910 til 1945, og siden Korea blev delt efter 2. Verdenskrig har både nord og syd haft et anstrengt forhold til Japan.

Sydkorea har f.eks. haft forbud mod import af japansk kultur - og omvendt - og det forbud blev først ophævet i 1998. I de senere år har de to lande lært meget mere om hinanden, ikke mindst gennem kulturudveksling.

Forholdet til Nordkorea er dog langt mere kompliceret. De to lande er adskilt af en af verdens bedst bevogtede grænser, og der er ikke meget kontakt mellem de to lande.

Sydkorea har stadig over 30.000 amerikanske soldater i landet, og de er en torn i øjet på Nordkorea, men også på mange unge sydkoreanere, der ikke bryder sig om deres tilstedeværelse og opførsel. De mener ikke, at amerikanerne er nødvendige for sikkerheden, og de tror, at amerikanerne i Sydkorea er med til at forsinke en genforening af nord og syd.

De unge i Sydkorea spiller en stor rolle i politik, fordi de udgør næsten halvdelen af vælgerskaren. Tidligere var det de færreste, der gad at stemme, fordi politik blev betragtet som korrupt, aftalt på forhånd og styret af store karteller. Men nu viser de 20-30 årige større interesse for politik, og under det seneste præsidentvalg i december 2002 appellerede begge kandidater til de unge.

Den ene kandidat, Roh Moo-hyun, gik endda ind og så en film produceret af en ung instruktør, der tidligere var studenteraktivist. "Den klaverspillende præsident" hedder den, og instruktøren Cheon Man-bae ville gerne vise, at en præsident kunne være ung, følsom, musikalsk og tage sig af arbejderklassen.

Det sidste er blevet stadig mere aktuelt i Sydkorea, hvor mange arbejdere bor og lever tæt på fabrikkerne, der sørger for huse, skoler og butikker, invalidepension og folkepension. Det gør det svært at skifte job, og det gør det vanskeligt, når og hvis fabrikken lukker.

Roh Moo-hyun syntes godt om filmen og sagde, at sådan en præsident ville han gerne være, hvis han blev valgt. Det gjorde han. Han spiller dog ikke klaver, men guitar. Det har han sågar gjort på TV - og sunget til.