Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Kapitalisme og kontrol

Da Singapore sidst i april indførte elektronisk overvågning af SARS-patienter og andre, der var i karantæne på grund af mistanke om at kunne udvikle sygdomme, gav det ikke anledning til de store offentlige protester.

Af Lasse Nørgaard

Folk i Singapore er vant til at blive kontrolleret og overvåget. Der er kameraer på mange veje, i de fleste bygninger og sågar i elevatorerne. Der er sensorer på mange toiletter for at checke, om brugeren trækker ud efter sig. Der er bøder for at smide affald eller spytte på gaden, for at sælge tyggegummi og for at krydse gaden andre steder end i de fodgængerfelter, hvor et digitalur viser, hvor mange sekunder, der er tilbage, før lyset igen skifter til rødt.

Og der er endnu hårdere straffe for alvorligere forbrydelser - Singapore har stadig dødsstraf og stokkeslag som strafudmåling.

Det lyder brutalt, og det er det på mange måder også. Men Singapore er samtidig et af verdens rigeste og reneste lande, med en levestandard som andre asiatiske lande kun kan drømme om, og et sundhedssystem, der kan få en dansk sundhedsminister til at blive grøn af misundelse.

Alt det stod ikke skrevet i kortene, da Singapore for knap 40 år siden blev uafhængigt. Det var en lille ø-stat på størrelse med Bornholm, beliggende på ækvator, med masser af kriminalitet, sygdomme og elendig jord, der ikke kunne bruges til landbrug. Udenlandske investeringer forsvandt, da PAP - People´s Action Party - vandt lokale valg, for partiet blev betragtet som venstreorienteret. Og Unionen med Malaya på halvøen nordfor, der blev etableret i 1963, holdt kun i to år.

I 1965 blev Singapore en uafhængig stat, og premierminister Lee Kuan Yew udtalte sin frygt for, hvordan det skulle gå med den lille ø, smidt ud af unionen og med det enorme Indonesien som nabo i syd.

Men det kom til at gå godt. Singapore satsede på frihandel, kapitalisme og udbygning af havnen, der stadig er en af verdens travleste. Udenlandske investeringer kom tilbage, da PAP viste sig mere nationalistisk end socialistisk, og Singapore oplevede en årlig vækst på over 10 procent baseret på shipping, bankforretninger, turisme og lettere industri. Singapore har også et olieraffinaderi, der leverer olie til en del lande i regionen.

Singapores økonomiske succes bliver tilskrevet Lee Kuan Yew, der dog trak sig tilbage som premierminister i 1990, men fortsatte som regeringens rådgiver. Premierminister siden dengang har været Goh Chock Tong.

Hovedparten af Singapores indbyggere er etniske kinesere, men der er også store grupper af indere, arabere og europæere. Der er et byområde, som hedder "Little India", med hindutempler og en Arab Street med moskeer, ligesom der naturligvis er en Chinatown med nogle få gamle, renoverede kineserhuse.

Ellers er byen præget af moderne bygninger for banker, shippingfirmaer, forsikringsselskaber og hoteller. Et af de nyeste kontor- og forretningskomplekser hedder Suntec City og er bygget med fem tårne rundt om et springvand. Tårnene symboliserer fingrene på en hånd, mens springvandet i midten symboliserer håndfladen, hvor pengene ifølge kinesisk tro vil regne ned.

Springvandet er verdens største, med en omkreds på over 1600 meter, og i bedste Singapore-stil hedder det "Fountain of Wealth" - Rigdommens Springvand.

En af de få negative konsekvenser af den økonomiske vækst og forbedrede sundhed er, at befolkningstallet er faldet. Folk tænker mere på karriere end på at gifte og formere sig, og samtidig er det dyrt at få børn. Det har bekymret politikerne så meget, at de har indført forskellige foranstaltninger for også at øge den menneskelige reproduktion: Bl.a. kan et par få fri fra arbejde, hvis de synes, tiden er inde til frugtbart samvær. En af landets aviser har sågar bragt billeder af gode, mørke og isolerede steder, hvor forelskede par kan køre hen og være i fred. For nogle ting vil man alligevel helst have for sig selv, selv om man er vant til overvågningskameraer og kontrol i Singapore.


Singapore
Foto: Håvard Bjelland