Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

På privatskole eller i koranskole

Hver aften ved solnedgang mødes tusindvis af unge ved porten uden for Lahore. Porten står på grænsen mellem Indien og Pakistan, og når solen går ned, bliver de to landes flag på begge sider af grænsen også taget ned.

Af Lasse Nørgaard

Soldaterne opfører den samme ceremoni hver aften. De folder flagene sammen og bærer dem væk i strækmarch. Med alvorlige ansigtsudtryk, sjove huer og store overskæg. Bortset fra uniformernes farve er det umuligt at se, hvilke soldater der tilhører hvilket land, for proceduren er den samme på begge sider af grænsen.

Men de unge tilskuere fjerner enhver tvivl. De sidder og råber "Pakistan, Pakistan" på den ene side, og "India, India" på den anden, som var de til fodboldkamp - eller cricket, som er noget mere populær i denne del af verden.

Den nationale stolthed florerer, og spændingerne mellem de to lande er store. Sådan har det været, siden Pakistan blev etableret som en selvstændig stat for muslimer i 1947. Og sådan er det stadig, selv om der er fredsbevægelser i begge lande, der kæmper for øget samarbejde og tolerance og ikke mindst en løsning på konflikten om Kashmir (se Krig eller fred).

I Lahore er mange af de unge drenge og mænd, der går ned til porten hver aften, elever på en af byens madrassa-skoler. Faktisk betyder "madrassa" skole på arabisk, og i Pakistan er der over 8000 madrassa med ca. 600.000 elever.

Skolerne er religiøse og private. De bliver finansieret af rigmænd fra Saudi-Arabien og andre oliestater, og de er ikke kontrolleret af undervisningsministeriet, men af ministeriet for religiøse anliggender.

I de senere år er der kommet mere fokus på madrassa-skolerne. Først og fremmest fordi de er blevet beskyldt for at uddanne fundamentalister og terrorister. Og det er sandt, at nogle af dem er meget rabiate og anti-vestlige, og at eleverne lærer, at Vesten er ude på at ødelægge islam og muslimske værdier. Under krigen i Afghanistan sendte en af de store skoler næsten 3000 unge mænd over grænsen for at hjælpe Taleban-styret.

Men der er mange forskellige varianter af madrassa-skoler. Nogle er stærkt fundamentalistiske. Andre er konservative og bygger primært undervisningen op om koranen. Religion og historie spiller en stor rolle, mens der ikke lægges så meget vægt på andre fag, der kan forberede eleverne på den moderne verden. Og så er der madrassa-skoler, der underviser i engelsk, fysik og matematik, har computere og internet, og mest af alt minder om almindelige skoler, selv om de er bygget og finansieret på et religiøst grundlag.

De mange madrassa-skoler er også en konsekvens af, at det offentlige skolesystem fungerer elendigt. Det er præget af dårlig styring, dårligt uddannede lærere, ingen deltagelse fra forældrene og korruption f.eks. i forbindelse med at bestå eksamen.

I mange områder af Pakistan findes der ikke folkeskoler, og hvis der gør, er de ikke velfungerende. Piger har ikke adgang til madrassa-skoler og er derfor henvist til folkeskolerne - eller til privatskoler, hvis forældrene har råd. Der findes både blandede skoler og områder, hvor skolerne er delt op i drenge- og pige-skoler. Og der findes blandede skoler med hundredvis af drenge og kun nogle få piger - fordi forældrene satser på drengenes uddannelse.

For de fattige forældre er madrassa-skolerne ofte den eneste mulighed for at sende deres drenge i skole. Det koster ikke noget, og skolen sørger også for mad og logi. Her kan drenge og mænd bo, fra de er otte år, til de er først i tyverne.

I et land, hvor de fleste voksne er analfabeter, håber mange forældre, at deres børn får en eller anden form for uddannelse. At madrassa-skolerne kan uddanne dem til at blive imamer, præster, eller måske lære nok til at åbne en butik eller få job som taxichauffør.

Madrassa-skolerne er en mulighed for fattige familier. Men de allerfattigste har ikke råd til at sende deres børn i skole, selv om det ikke koster noget. De har brug for børnene til at hjælpe med arbejdet derhjemme, som babysittere eller markarbejdere eller som blikfang, når de er ude at tigge med forældrene.

Den rige middelklasse og den endnu rigere overklasse sender deres børn på privatskoler. De kunne ikke drømme om at bruge folkeskolerne. På den måde er skolesystemet med til at splitte Pakistan endnu mere. I forvejen er der store forskelle på de fire provinser, hvor to af dem er mere velhavende og styret af moderate muslimer, mens de to andre er fattigere og mere konservative. Deværre hænger fanatisme og fundamentalisme ofte sammen med fattigdom, manglende muligheder og en følelse af at stå uden for samfundet. Ikke bare for muslimer, men for alle religioner.

Sidste år forsøgte Pakistans præsident, General Musharrah at reformere madrassa-skolerne. Han opfordrede dem alle til at indføre fag som engelsk, fysik og matematik for at forberede deres elever på at kunne klare sig i det moderne samfund.

Ligesom tidligere præsidenter er Musharraf ikke anti-vestlig. Han meldte sig øjeblikkeligt til den globale koalition mod terrorisme efter flyangrebene i New York 11. september 2001, selv om han var den leder i verden, der tog den største risiko. Først og fremmest fordi Taleban-styret i Afghanistan og Osama bin Laden har mange tilhængere i Pakistan, og sekundært fordi mange moderate muslimer er oprigtigt bekymret over især USA's indflydelse og dominans i verden.

Men Musharraf er stadig præsident, og hans ord når ud over hele landet. Også hans ord om at reformere madrassa-skolerne. Men spørgsmålet er, om de religiøse ledere og lærere i de mere konservative provinser som Baluchistan og North Western Frontier og på skolerne i Lahore ændrer noget som helst på skemaet. Nok er Musharrafs regering stærk, men kontrol med skolerne ude i provinserne har den ikke.