Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

"Stalinistisk slyngelstat" på sultegrænsen

Der er stille på gaden i Pyongyang, når man løber en morgentur. Ikke fordi folk i Nordkoreas hovedstad sover længe, men fordi de ikke siger noget.

Af Lasse Nørgaard

De stiller sig op i køer og venter på busserne uden at tale sammen. Der er ingen musik fra butikker, ingen TV, der kværner, ingen lysreklamer, ingen hundegøen. Besynderligt nok er der heller ikke nogen fuglesang, selv om der er så fredeligt.

Trafikken på de store boulevarder er sparsom. Den bliver kontrolleret af smukt sminkede kvindelige trafikbetjente, der med stenansigter og mekaniske bevægelser dirigerer de få biler og busser i rigtig retning.

Alt og alle bliver kontrolleret i Nordkorea. Af staten og af hæren, der er en af regionens største med ca. en million soldater. Alle skal indordne sig af hensyn til fællesskabet, og afvigelser bliver ikke accepteret.

Nordkorea betegner og betragter sig selv som et "arbejderparadis" skabt af "Den store Leder", Kim Il-Sung. Han døde i 1993, og nu bliver landet regeret af hans søn, "Den kære Leder", Kim Jung-Il.

Beskrivelsen "arbejderparadis" er der ikke mange udlændinge, der er enige i. USA betegnede en overgang Nordkorea som en "stalinistisk slyngelstat", inden det senere blev udnævnt til medlem af "Ondskabens Akse" af den nuværende præsident Bush.

Mere afdæmpet kan man konstatere, at Nordkorea i dag er verdens mest isolerede og lukkede land, og et land med kolossale økonomiske problemer. Da Sovjet gik i opløsning, DDR blev genforenet med Vesttyskland og Kina åbnede for markedsøkonomi, mistede Nordkorea tre vigtige handelspartnere, som de tidligere havde kunnet foretage byttehandler med.

Økonomien brød sammen, og i midten af 1990'erne var Nordkorea flere gange tæt på hungersnød. Trods nogen egenproduktion af ris og massiv nødhjælp fra omverdenen er mange døde af sult de seneste syv år, men ingen ved præcis hvor mange.

I dag står det meste af industrien stille, der er ingen røg fra fabrikkernes skorstene, ingen lys i byerne om aftenen, og sundhedssektoren kører på nødhjælp. Landbruget fungerer, men alt udstyr er forældet og langt det meste arbejde foregår ved håndkraft. Nordkorea er som et frilandsmuseum, men uden mad, løn eller frihed til de ansatte. Der er indført stavnsbånd, så man skal søge om tilladelse til at besøge selv nabolandsbyen. Derfor har mange nordkoreanere aldrig været uden for deres egen fødeby.

Skolerne kører, men de fleste tekster er udarbejdet af Kim-familien og handler om deres glorværdige liv. I regnetimerne lærer børnene blandt andet, hvor mange amerikanske soldater, en nordkoreansk soldat kan slå ihjel med én, tre eller fem håndgranater.

Økonomien i Nordkorea er svær at gennemskue. Officielt har landet næsten ingen eksport, men der kommer penge ind. Nogle diplomater og udenlandske journalister, der er eksperter i Nordkorea, mener, at landet primært tjener sine penge på narko- og våbenhandel og trykning af falske pengesedler.

I de senere år har Nordkorea åbnet døren på klem til omverdenen. Kim Jung-Il har haft topmøde med den sydkoreanske præsident, og han har selv været på besøg i både Kina og Rusland for bl.a. at studere, hvordan markedsøkonomi fungerer. Samtidig har han tilladt, at der bliver arrangeret korte besøg for nordkoreanske og sydkoreanske familier, der blev adskilt under krigen, som sluttede med en midlertidig våbenhvile for 50 år siden. Officielt er krigen aldrig blevet erklæret ovre.

Allersenest er Nordkorea igen kommet i søgelyset for at have genstartet sit atomprogram. Ingen - bortset selvfølgelig fra nordkoreanerne selv - ved, om landet virkelig har produceret atomvåben, men risikoen er der. Japan og Sydkorea føler sig truet, men begge er tilhængere af at løse krisen med diplomati.

Både koreanere i nord og syd håber på en fredelig genforening. De føler sig som et folk med et sprog, og de fleste håber, at det kan ske uden konflikt, selv om der er krise nu. Selv en fredelig genforening bliver ikke uproblematisk. Det økonomiske forhold mellem syd og nord er som 80:1 - dvs. at Sydkorea er 80 gange rigere end Nordkorea. Da Vest- og Østtyskland blev genforenet var forholdet 10:1.


Nordkorea
Foto: Jes Randrup