Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Te-kafeer og tvangsarbejde

Livet leves i de små te-kafeer. Her sidder folk på små taburetter og drikker te af små bitte kopper, mens de ser livet gå, cykle eller køre forbi.

Af Lasse Nørgaard

Går forbi gør mange af de kronragede buddhistiske munke og nonner - sidstnævnte er der flere af her end i andre sydøstasiatiske lande. Går forbi gør også gadehandlerne med deres mange varer på nedsunkne skuldre. De sælger blomsterdekorationer, isblokke, kyllinger med benene bundet sammen, snacks, koste, ispinde og negleklippere. Elever og lærere går forbi i deres hvide skjorter og grønne longyi, et klæde slynget rundt om benene. Et mærke på skjorten fortæller, hvilken skole de hører til.

Imens kører cykeltaxierne forbi med kunderne i en lille sidevogn beskyttet af en farverig parasol, mens chaufføren sveder bravt. Mange af kunderne er kvinder og børn med ansigterne dekoreret med thanaka, en hvid kosmetisk masse fremstillet af barken fra træer i Nordburma og god til at køle og fugte huden.

Ombyggede pick-ups passerer med op til 18 passagerer hængende bagpå, så vognen vipper og er lige ved at lette med forhjulene. Kører forbi gør også de gamle busser fra 1940'erne, malet i stærke farver af grøn, rød, blå og gul og med åbne vinduer fyldt med ansigter.

Myanmar, landet der tidligere hed Burma, er rigt på farver og på natur, kultur og historie. Alligevel bliver Myanmar sjældent besøgt af turister eller investorer, for landet er klassens sorte får. Siden 1962 er Myanmar blevet regeret med hård hånd af en militær-junta, der ganske vist officielt tillader et oppositionsparti at eksistere, men som sender oppositions-ledere og -medlemmer i husarrest, fængsel eller eksil, udkommanderer børn og voksne til tvangsarbejde, voldtager og mishandler etniske minoriteter og fængler drenge og piger ned til 13 år som "politiske fanger".

Det er et regime, der ikke bare overtræder, men stamper og spytter på menneskerettighederne.

I 1988 gjorde befolkningen oprør for at få indført demokrati og i protest mod den faldende levestandard. Militær-juntaen indførte undtagelsestilstand, slog oprøret ned ved at dræbe over 3000 demonstranter og fængsle endnu flere. Men juntaen forstod, at den måtte tillade frie valg. Efter en række forsøg på at kontrollere resultatet, tillod juntaen, at Myanmar kunne gennemføre de første frie valg i næsten 30 år i 1990. Valget blev vundet overbevisende af oppositionspartiet, NLD (den Nationale Liga for Demokrati), men juntaen ville ikke afgive magten og nægtede de nye parlamentsmedlemmer at begynde deres arbejde.

Juntaen sidder stadig på magten, og siden 1990 har der ikke været afholdt valg.

Lederen af NLD er den populære Aung San Suu Kyi, der er datter af Bogyoke Suu Kyi, Myanmars nationalhelt. Det var ham, der stod i spidsen for uafhængighedsbevægelsen, og det lykkedes ham at indgå en aftale med flere af de store etniske grupper om delvist selvstyre, allerede inden Myanmar blev uafhængigt.

Det er ikke blot politiske, men også etniske konflikter, der præger Myanmar. Mange grænseområder bebos af store etniske grupper, der omfatter deres eget område som en stat, og de har kæmpet mod styret i Yangon. På det seneste har militær-juntaen dog indgået aftaler med flere af de etniske hære. Aftalen er, at den nationale hær lader dem være i fred mod at modtage en del af indtægterne fra den narkotika, der bliver dyrket og fremstillet i grænseområderne - en vigtig del af juntaens økonomi.

Allerede før valget i 1990 blev Aung San Suu Kyi sat i husarrest, og de seneste 13 år har hun i perioder været arresteret, i perioder forholdsvis fri. I skrivende stund er hun løsladt - det har hun været siden maj 2002, og man mener, at der er fortrolige forhandlinger med juntaen om politiske reformer. Men foreløbig har der ikke været nogle resultater eller ændringer.