Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Jord og vand - og moderate muslimer

Det strækker sig over en ottendedel af ækvator. Fra det enorme Sumatra i vest til det ret ukendte Irian Jaya i øst, over øer som Java, Bali og Sulawesi. Indbyggerne selv kalder det "Tahah air", der betyder "Jord og Vand". Med en befolkning på over 200 millioner er det verdens fjerde folkerigeste nation efter Kina, Indien og USA. Med islam som hovedreligion er det også verdens største muslimske stat.

Af Lasse Nørgaard

 Trods sin størrelse og sit befolkningstal er Indonesien alligevel et land, som mange i resten af verden ikke ved så meget om, og som spiller en forholdsvis beskeden rolle i verdenssamfundet. Det er også et land, det er svært at karakterisere, for der er mange flere politiske, religiøse, kulturelle og historiske forskelle, end der er fællestræk.

Storbymennesket i Jakarta har meget lidt til fælles med skovarbejderen i Sumatra, den hinduistiske præst på Bali, risbonden på Sulawesi eller den lokale landsbyformand fra en af de oprindelige stammer på Irian Jaya.

Er der et fællestræk, er det måske lyden af gamelan-musik. Xylofoner, gong, bambusfløjter og andre instrumenter skaber de karakteristiske rytmiske klange, der bl.a. spilles som akkompagnement til wayang kulit - et særligt skyggespil med flade dukker, der kan vare i flere timer og kræver et godt historisk kendskab for at forstå handlingen.

Indonesien var hollandsk koloni i næsten 300 år, helt frem til 2. Verdenskrig, hvor landet blev besat af japanerne. I kolonitiden var landet leverandør af sukker, kaffe og gummi og andre tropiske produkter til Europa og Amerika.

Efter krigen voksede frihedsbevægelserne i styrke og antal, og i december 1949 blev Indonesien selvstændigt med den karismatiske Sukarno som første præsident. Han formåede i nogen grad at skabe en nationalitetsfølelse - en samlet ide om landet og enheden Indonesien - men økonomisk og politisk var der mange problemer i det nye land. Sukarno mistede gradvist både popularitet og kontrol, og i 1965 var der et kupforsøg, som militæret beskyldte kommunisterne for at stå bag. Efter en brutal udrensning af kommunister - og mange andre - tog militæret selv magten. General Suharto blev præsident, og han regerede landet de følgende 33 år under parolen "Ny Orden".

Indonesien gennemlevede en vis økonomisk udvikling, men Suharto fortsatte med at styre landet med hård hånd, støttet af et korrupt og brutalt militær. Suharto og hans familie stod selv i spidsen for korrupte og lyssky forretninger. Efter folkelige protester og oprør i 1998 blev Suharto væltet. Man mener, at han har drænet landet for millioner af dollars, men han er selv sluppet for en retssag pga. dårligt helbred. Derimod er hans søn Tommy nu i fængsel.

Efter et par overgangspræsidenter bliver Indonesien i dag ledet af Megawati Sukarnoputri, datter af Sukarno. Hun har foreløbig formået at holde sammen på det store land, bl.a. ved at diskutere selvstyre for nogle af de områder, der vil løsrive sig fra Indonesien. Men senest er konflikten i Aceh igen brudt ud (se Krig eller fred under temaer).

I oktober 2002 blev over 200 lokale og turister dræbt, da to bomber sprang på den ellers så fredelige ø Bali. Bomberne var anbragt af yderliggående muslimer, der senere blev anholdt. Lederen af en af de mere rabiate muslimske grupper er også blevet anholdt og stillet for retten.

Men selv om der finders fundamentalistiske muslimer i Indonesien, er det helt store flertal moderate. Befolkningen ønsker ikke islamisk lov indført, og de anser ikke tilhængere af andre religioner for vantro - tværtimod accepterer de dem med tolerance.

Indonesien er ikke noget stærkt land, men det kunne som nabolandet Malaysia komme til at spille en langt større rolle i verden, end tilfældet er i dag - ikke mindst som brobygger og mægler mellem fundamentalistiske kristne og fundamentalistiske muslimer.