Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Penge og prestige

Gå ind i en 7-eleven i Hong Kong, find dine varer, og vent med at betale til det bliver din tur - og du kan vente længe.

Af Lasse Nørgaard

Du kommer ikke frem til kassen og får lov til at betale, med mindre du skubber lige så meget som alle de andre kunder, vifter med varer og penge under næsen på den stressede ekspedient, og gør skuldrene brede, så ingen bagfra kan overhale dig.

I Hong Kong gælder det om at komme frem. Om at tænke på sig selv, eller sine allernærmeste. Om at tjene masser af penge og vise, at man tjener masser af penge. Om at sende børnene i de bedste og de dyreste skoler - skoler, der snildt kan koste 10-15.000 kroner om måneden, plus det løse.

Også i fritiden gælder det om at vise, at det går godt. Eleverne fra de dyre skoler går til musik, ballet, dans eller sport - iført de nyeste og dyreste mærkevarer. Men fritid er der ikke meget af, for skolen varer til kl. 16 hver dag, også lørdag, og så er der lektier.

Hong Kong handler om penge og prestige. Det er verdens frieste økonomi, Asiens næststørste økonomi (efter Japan), og et af de dyreste steder at bo og leve i hele verden. Allerdyrest er der på den stejle Victoria Hill midt i byen med udsigt over havnen og nogle af Hong Kongs mange øer. Men det er også dyrt at bo i de boligkvarterer, hvor lejlighederne er langt mindre, og hvor mange bor tæt sammen.

Men boligen betyder mindre for mange Hong Kong kinesere. De fleste arbejder alligevel i mange timer hver dag, og børnene går i skole til sent. Og i fritiden er man ude og vise sig frem.

I et samfund, hvor der er så høje krav og så meget fokus på succes, kan mange ikke klare at være en fiasko. Hong Kong har en høj selvmordsprocent, også blandt unge, og i modsætning til andre asiatiske lande er selvmord noget, man taler om, fører kampagner imod og forsøger at forhindre - f.eks. gennem hotlines og kampagner.

Årsagerne bliver analyseret, ligesom trends, meninger og holdninger, især blandt unge. På Hong Kongs Federation of Youth Groups website www.hkfyg.org.hk kan man finde alt om unges holdninger om alt fra rygning, pornografi, familiesammenhold, deres egne engelskkundskaber og hvordan de tror, økonomien kommer til at udvikle sig. Her kan man bl.a. se, at mange unge ikke er tilfredse med deres egne kundskaber, og at de tror, at Kinas økonomi vil vokse langt mere end Hong Kongs i de kommende år.

Et så specielt samfund danner også grobund for en stærk og alternativ kultur. Ikke mindst i filmens verden har Hong Kong gjort sig stærkt gældende, også med alternative og samfundskritiske film. Men de største helte er stadig Jackie Chan og instruktørerne John Woo og Ang Lee, der instruerede hhv. "Mission Impossible 2" og "Crouching Tiger, Hidden Dragon".

Hong Kong er en gammel britisk koloni. Som en frihandelszone blomstrede byen - kolonien - i årtier som symbolet på den ultimative kapitalisme. En lille enklave tæt på det kommunistiske Kina. I 1997 blev Hong Kong "overdraget" til Kina, og mange frygtede, at det frie økonomiske system ville ændre sig, men det gjorde det ikke.

Hong Kong fik status af en "Special Administrativ Region" med egne love på en række områder i det, man kalder "Et land, to systemer". Så den frie økonomi kunne fortsætte. Kina er ganske vist stadig kommunistisk, men er i de seneste 15 år gået i retning af mere markedsøkonomi, så Kina ville gerne beholde de store internationale firmaer, investorer og rige kinesere, der holder til i Hong Kong.

I dag har Kina naturligvis mere kontrol med Hong Kong end tidligere, og mange klager over, at nogle af de civile rettigheder - som ytringsfriheden - bliver begrænset.

Kina og Hong Kong handler meget med hinanden. Hong Kong sender ordrer til Kina, der forarbejder materiale, der så bliver leveret tilbage til Hong Kong og eksporteret herfra under de frie regler. Hong Kong køber også de fleste af sine mad- og dagligvarer i Kina, da der ikke er meget landbrugsjord mellem de store skyskrabere.

I foråret 2003 blev Hong Kong kendt som et af de steder, der har flest tilfælde af den nye lungesygdom SARS. Med en stor befolkningstæthed spredtes sygdommen nemmere. Hospitalerne var overfyldte, og sundhedspersonalet ikke blot udsat, men også udkørt efter nogle måneder.

De fleste forlystelser lukkede, koncerter og andre arrangementer blev aflyst, og livet ændrede sig for hele befolkningen. Økonomisk var konsekvenserne også store - over 60.000 blev midlertidigt fyret fra deres arbejde, og arbejdsløsheden nåede op på 10 procent. Det nationale luftfartselskab aflyste mange af flyvningerne, og man regner med, at Hong Kongs økonomi i år 2003 kun vil vokse minimalt, eller måske endda kun holde niveauet.

Det er helt usædvanligt for folk i Hong Kong, der pludselig har fået noget andet at tænke på end penge og prestige.