Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Overbefolkning og oversvømmelser

I løbet af fire morgentimer en dag i april 1991 døde tæt på 150.000 personer i Bangladesh. De blev totalt overrumplet af en tyfon og en ledsagende flodbølge, der skyllede ind over landet. I 1998, da landet igen oplevede samme voldsomme naturkræfter, døde "kun" ca. 1500. Den helt store forskel var, at Bangladesh havde gennemført et kolossalt effektivt projekt for at forberede sig på katastrofer.

Af Lasse Nørgaard

I 1991 var der intet varslingssystem, ingen evakueringscentre og tusindvis af kvinder og børn blev hjemme, fordi de ikke havde fået tilladelse af deres mænd til at forlade hjemmet.

I 1998 blev folk evakueret til de højtliggende centre bygget i cement, så de ikke kunne blæse omkuld. Hvert lokalsamfund vidste, hvordan de skulle forholde sig, hvem der skulle stå for evakuering, og hvem der kunne give tilladelser til kvinder og børn til at forlade hjemmet, hvis manden i huset ikke var der.

Bangladesh har brug for et godt katastrofe-beredskab. Landet bliver jævnligt hjemsøgt af tyfoner og oversvømmelser. De sidste er nogle gange forudsigelige, andre gange pludselige. Men man ved, at hvert år i juni-juli-august svulmer de to vandrige floder Bhramaputra og Ganges gevaldigt op, og tilsammen kan de oversvømme op mod en tredjedel af landet. Så må folk flytte til højtliggende områder og bo endnu tættere sammen.

 

En dreng hjælper en cyklist med at krydse en oversvømmet vej i Munshigonj syd for Dhaka. Mere end seks millioner mennesker blev ramt, da næsten halvdelen af Bangladesh blev oversvømmet under monsunen i 2002. Foto: AP Photo/Pavel Rahman

I forvejen er Bangladesh et af verdens tættest befolkede lande - med knap 140 millioner indbyggere på et areal, der kun er ca. 3½ gange så stort som Danmark. Der bor mange mennesker overalt, men netop på grund af oversvømmelser og jorderosion er mange rykket ind til byerne, så befolkningspresset her er enormt.

Bangladesh er også et af verdens fattigste lande - knap halvdelen af befolkningen lever i dag under fattigdomsgrænsen.

Man kan spørge sig selv, hvorfor der bor så mange i Bangladesh? Det er en kombination af det historiske forløb, da Vest- og Østpakistan blev skabt (Østpakistan blev i 1971 til Bangladesh), og en stor befolkningstilvækst.

Samtidig er Bangladesh et kolossalt frugtbart land. Der bliver produceret mad nok til det meste af befolkningen, men bortset fra fødevarer er produktionen lav, og der bliver importeret mere, end der bliver eksporteret. Så Bangladesh er et fattigt land.

Derfor modtager Bangladesh flere milliarder dollars i udviklingshjælp hvert år, og Danmark har været en stor donor lige siden selvstændigheden i 1971. I øjeblikket støtter Danmark bl.a. et projekt, der skal hjælpe med til at rense grundvandet, der mange steder er forurenet med arsenik.

Bangladesh yder også hjælp til selvhjælp. For nogle år siden var statens bidrag til udviklingsprojekter kun 10 procent, men nu betaler Bangladesh selv over halvdelen, 55 procent.

En af de få større industrier i Bangladesh er tekstil og beklædning. I Dhakas udkant ligger dusinvis af fabrikker, og hver eftermiddag ved fyraftenstid bliver tusindvis af arbejdere lukket ud samtidig. Så fylder de gaderne, mens de venter på transport tilbage til de barakker eller slumkvarterer, hvor de bor.

Det er et hårdt liv, men mange betragter sig som heldige. De har et arbejde. Op mod 90 procent af de unge mellem 16-30 år er arbejdsløse. Det er en af årsagerne til, at landet har store problemer med narkotikamisbrug og kriminalitet, især blandt unge.

Strejker - "hartals" - er også hyppige. De bliver indkaldt natten før eller samme morgen, og som regel er det oppositionspartiet, der står bag.

Bangladesh er et demokratisk, muslimsk land. Normalt står kampen om regeringsmagten mellem to store partier, der begge er ledet af kvinder, som begge er døtre af tidligere præsidenter. De skiftes nu til at have regeringsmagten, og det parti, der taber valget, boykotter parlamentet. Bortset fra den ene dag, hvor de skal være der for at få løn.

Selv om Bangladesh er et demokrati, har landet stadig mange problemer med korruption, overtrædelse af menneskerettighederne, politiets magtmisbrug og vold mod kvinder.

Landefakta
Bangladesh
Vidste du, at hovedstaden hedder Dhaka, at arealet er 144.000 km², og at befolkningen er på mere end 141 millioner mennesker?