Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Plads til alle

Canada er verdens største eller næststørste land - lidt afhængigt af, hvordan man regner Ruslands areal ud. Alligevel har Canada en del tilfælles med et lille land som Danmark.

Af Lasse Nørgaard

Sammen med de øvrige nordiske lande, Holland og New Zealand tilhører både Canada og Danmark en gruppe af lande, der tænker nogenlunde ens på en række politiske og humanitære områder - det, man internationalt kalder for "like-minded countries".

Landene har nogenlunde samme holdning til emner som f.eks. miljø, menneskerettigheder, landminer og ulandshjælp, og de ved, at de kan spille en rolle internationalt, hvis de samarbejder om forslag, konventioner og resolutioner i f.eks. FN.

Der er selvfølgelig også store forskelle på holdningerne i Canada og Danmark. Canada støttede ikke USA's krig mod Irak, som Danmark gjorde, og Canada har også en anderledes holdning til udlændinge og flygtninge. I årtier er Canada blevet betragtet som et af de mest åbne samfund i verden, der hilser tilflyttere velkommen, og hvor folk af forskellig herkomst lever relativt harmonisk med hinanden. Gennem de seneste 300 år har Canada udviklet sig til det land, det er i dag, fordi det har taget imod millioner af tilflyttere, primært fra Europa. Den oprindelige indianske befolkning udgør i dag kun to procent af landets indbyggere.

Trods den relative åbenhed og harmoni har Canada også problemer, der handler om etniske forskelle. De franske efterkommere i provinsen Quebec er ofte på kant med de engelske efterkommere i resten i landet. Spændingerne påvirker hele landet og præger canadisk politik, fordi Quebec er en stor og vigtig provins. I flere omgange har befolkningen i Quebec haft folkeafstemning om, hvorvidt de skulle løsrive sig fra resten af Canada, og ved seneste afstemning i 1995 var det lige før, de havde gjort det: 49 % stemte for, 51 % imod. En løsrivelse ville have haft enorm betydning, ikke bare for Quebec, men også for resten af Canada, der så ville blive delt i et Øst- og et Vestcanada uden en fælles grænse. Selv hovedstaden Ottawa ville have haft store problemer, fordi en del af byen ligger i Quebec-provinsen og en anden del i Ontario-provinsen. Det gælder også regeringsbygningerne i Ottawa, der er delt mellem de to provinser.

Befolkningen i Quebec er meget bevidste om at bevare deres eget sprog og deres egen kultur, og det har de succes med. Landets premierminister er som regel en, der er født i Quebec-provinsen, og fransk er nu officielt nationalsprog på linje med engelsk. Det betyder, at alle skolebørn skal lære begge sprog, og at alle officielle papirer og skilte osv. skal skrives på både fransk og engelsk. Dette møder imidlertid modstand i Quebec, hvor en del af befolkningen opfatter det som et angreb på deres sprog og kultur, at alt nu er tosproget, og derfor forsøger at fjerne engelsk, hvor de kan komme af sted med det - til trods for at loven om tosprogethed netop blev vedtaget for at tilfredsstille dem.

Loven om de to sprog har også resulteret i, at der i dag ikke er nogen sjove spil eller konkurrencer på cornflakes-pakkerne i hverken New Foundland eller Vancouver. Det bliver for besværligt, når alt det, der står på engelsk, også skal stå på fransk - et sprog, der tales flere tusinde kilometer væk af landets største sproglige minoritet. Det griner man lidt ad og undrer sig lidt over, men man træder ikke på minoriteter, små eller store.

En anden minoritet, der har været på kant med myndighederne i mange årtier, er efterkommere af landets oprindelige indianske befolkning. De kæmper først og fremmest for at få deres jord tilbage, men det er vanskeligt, fordi jorden ligger under nogle af Canadas moderne storbyer eller tilhører mange forskellige ejere.

I stedet forsøger myndighederne at kompensere enten økonomisk eller ved at finde ny jord til indianerne. Sidste år fik en mindre indianerstamme råderet over et område næsten på størrelse med Danmark, og premierministeren var stolt over igen at kunne sige, at Canada er et land, hvor der er plads til alle.

Trods den megen plads bor 85-90 procent af landets befolkning inden for 300 kilometer fra den amerikanske grænse. Det betyder, at Canada har meget store tyndt befolkede områder med enorme skove og et imponerende dyreliv. Klimaet svinger fra tempereret i syd til artisk i nord. Indianerne - eller "de første folk", som de hedder i Canada - er blandt dem, der har observeret klimaforandringer, og deres iagttagelser bliver taget seriøst. Canada er et miljøbevidst land, der har underskrevet de fleste konventioner om bedre miljø, og som nu aktivt både studerer klimaændringer og forsøger at udbedre tidligere skader på miljøet.

Regeringen i Canada har de seneste år brugt mange penge på miljøtiltag, og i februar 2004 blev det besluttet at bevilge 3,5 milliarder canadiske dollars (ca. 16,6 milliarder kroner) over de næste 10 år til at forbedre miljøet. Det skal bl.a. ske gennem en formindskning af udslippet af drivhusgasser og en oprydning på gamle forurenede industrigrunde.

Alene landets størrelse gør det selvfølgelig vanskeligt at generalisere om canadierne. Forretningsmanden i Toronto har ikke meget tilfælles med indianeren i New Territories eller hvedebonden i Manitoba. Og hverdagen for fiskeren på New Foundland kan ikke umiddelbart sammenlignes med hverdagen for oliemillionæren i Alberta, kunstneren i Quebec eller den asiatiske tilflytter i Vancouver.

Men det er ikke forkert at sige, at de fleste canadiere har et anstrengt forhold til den store dominerende nabo i syd, selv om der selvfølgelig er mange forskellige holdninger til USA. Canadierne er ikke anti-amerikanske, men skeptiske over for stor amerikansk indflydelse, både kulturelt, mentalt og politisk.

Og det har de også grund til at være, for USA er tæt på. Ikke bare bor størsteparten af Canadas befolkning tæt på verdens længste landegrænse; USA er samtidig Canadas største handelspartner.

Canada markerer tit, at landet har andre holdninger end USA. Canada gav asyl til tusindvis af militærnægtere, der ikke sympatiserede med krigen mod Vietnam, og Canada boykotter ikke Cuba. Samtidig var Canada et af foregangslandene i den internationale konvention mod landminer (som USA ikke har underskrevet), og som nævnt var de også mod krigen i Irak.

Men nu er canadiske firmaer alligevel blevet tilbudt at kunne hjælpe med genopbygningen af Irak, og samtidig er lovene om immigration ved at blive strammet. Nogle ser det som nødvendigt, fordi alt for mange har udnyttet landets liberale immigrations-politik, mens andre ser det som endnu et lille skridt i at tilpasse sig storebror i syd.

Så i fremtiden er der måske ikke plads til alle i Canada.

Landefakta
Canada
Vidste du, at hovedstaden hedder Ottawa, at arealet er 9.976.000 km², og at befolkningen er på 33,2 millioner mennesker?