Sitemap | Avanceret søgning |
 

Et gæstfrit hjørne af Tanzania

I over 30 år har et fattigt område af Tanzania huset flere millioner flygtninge fra nabolandene. Det er sket uden alvorlige problemer eller sammenstød, fordi en karismatisk præsident sagde til befolkningen, at de skulle tage godt imod flygtningene.

Af Lasse Nørgaard

Ngara

En medarbejder fra FN forsøger at kile en hvid plade ned mellem mor og datter, og det får datteren til at sætte i et gennemtrængende vræl, der overdøver alt andet i rummet.

Der er ikke tale om tortur, men om en ny form for registrering af flygtninge, så FN's flygtningeorganisation, UNHCR, ved hjælp af personoplysninger og digitale billeder får alle vigtige oplysninger om en flygtning.

Den lille pige skal fotograferes ligesom samtlige andre 230.000 flygtninge i det nordvestlige Tanzania. En efter en skal de sidde foran et kuglerundt web-kamera forbundet til en computer, så UNHCR fortsat kan holde styr på dem.

»Vi har aldrig haft digital registrering før, og nu er det sidste chance, for mange af flygtningene her er på vej hjem,« siger tanzanieren Charles Gondwe fra UNHCR.

Tanzania er lidt af en solstrålehistorie i den internationale flygtningedebat. Her i Lukole-lejren, tæt på grænserne til Burundi og Rwanda, har burundiske flygtninge boet siden 1993, og området har også været hjemsted for flygtninge fra andre lande i regionen.

Hvis alle flygtninge rejser hjem, er det afslutningen på 30 års værtskab for befolkningen i det nordvestlige Tanzania. Befolkningen i fire provinser har med stor gæstfrihed huset flere millioner flygtninge fra diverse konflikter i nabolandene, og i perioder har der været flere flygtninge end lokale.

En af de voldsomste flygtningebølger skyllede ind over grænsen, da 250.000 rwandere krydsede Kagera-floden i løbet af 24 timer i april 1994 på flugt fra folkemordet i deres hjemland. På få timer blev Benaco-lejren oprettet takket være hjælp fra tanzaniske myndigheder og frivillige, og i løbet af nogle få dage fungerede lejren, som om den havde ligget der i månedsvis.

I dag er Benaco igen afløst af tomme bakkeskråninger, og der er intet spor af en af verdenshistoriens største flygtningelejre. På nabogrundene ligger en skov finansieret af Danida.

Lokalbefolkningen tog godt imod de mange flygtninge, selv om der også var skepsis og negative reaktioner.

»Vi har et stort land, og nogle siger, at vi også har store hjerter. Præsident Nyerere opfordrede os engang til at tage godt imod flygtninge, fordi vi har god plads, og fordi de var i nød. Den ånd gælder stadig,« siger Charles Gondwe.

Nu er flygtningene på vej hjem. Efter valget i Burundi i 2005 vendte mange flygtninge hjem. En del flygtninge vendte tilbage til Tanzania efter nye uroligheder i deres hjemland i 2006, men i dag er der igen gang i repatrieringen.

Danida har finansieret både et værksted og en systue i lejren. De er åbne for både flygtninge og lokale, og de er eksempler på, at donorerne er begyndt at tænke mere på lokalsamfundene omkring flygtningelejrene.

F.eks. er Dawsoni Paulmon fra Tanzania blevet tilbudt et kursus på tømrerværkstedet i Lukole-lejren, og han har to flygtninge som lærere. »Flygtningene er ligesom os, de har bare ikke deres eget hjem,« siger han.

Samtidig er der oprettet nye projekter uden for lejrene. De omfatter skov- og landbrug, rent vand og kurser i forskellige håndværk og bedre miljø.

I alt har Danida over de seneste tre år brugt 60 mio. kr. i områderne med flygtningelejre.

Selvfølgelig er ikke alt fryd og gammen. De lokale kvinder på markedet klager over, at de ikke kan konkurrere med flygtninge, der får for meget mad og tøj, som de kan sælge til dumpingpriser. Andre klager over, at de mange flygtninge fælder store mængder af træer, som ikke bliver genplantet. Oveni kommer, at området er præget af væbnede røverier. Der er mange kriminelle, både blandt flygtninge og lokale, og det har været nødvendigt at oprette et projekt for at få folk til frivilligt at aflevere deres våben.

»Men vi har aldrig haft sammenstød mellem flygtninge og lokale,« siger Charles Gondwe og fastslår, at »folk her er også glade for faciliteter som hospitalet i Ngara By, for det havde de ikke fået, hvis ikke flygtningene havde været her.«

Tanzania har igennem årene taget imod millionvis af flygtninge og har stadig flere hundredtusinde boende, men landet håndterer værtskabet anderledes end de fleste europæiske lande. For tiden er flygtninge på vej tilbage til både DR Congo og Burundi, men Charles Gondwe frygter ikke at blive arbejdsløs. »Der kommer sikkert nogle andre, vi kan tage os af,« smiler han.


Flygtningelejr i Tanzania
Tanzania har i over 30 år huset flere millioner flygtninge fra nabolandene. I Ngara-flygtningelejren kom de enorme flygtningemasser fra folkemordet i Rwanda. I dag er flygtningene ved at vende hjem.
Foto: Niels Hougaard