Sitemap | Avanceret søgning |
 

Perlemord

Uganda har haft nogle af de værste diktatorer, krige og massakrer i Afrika. Der er stadig ikke fred i hele landet, som i næsten 20 år har været hærget af rebeller i nord, men nu er der håb om fred. Samtidig er der sket store fremskridt på andre områder, f.eks. er det lykkedes Uganda på nogle få år at knække aids-kurven.

Af Lasse Nørgaard

Engang var Uganda kendt som "Afrikas perle". Det var journalisten og forfatteren Winston Churchill (senere premierminister i Storbritannien), som i 1907 blev så betaget af landets kultur, rige dyreliv og storslåede landskab, at han fandt på tilnavnet.

Man siger, at hvis man planter en enkrone i jorden, kommer der en tikrone op. Så frugtbart er Uganda. Og det er måske forklaringen på, at der aldrig har været udbredt hungersnød i landet, der ellers har været plaget af magtsyge diktatorer og utallige krige i mange årtier.

Hundredtusinder af ugandere blev slået ihjel under diktatorer som Idi Amin og Milton Obote i 1960'erne-1980'erne. Andre tusinder døde i kampe for at forsvare eller fjerne diktatorerne.

I 1986 så det ud til, at Uganda endelig ville opleve fred. Yoweri Museveni blev præsident, efter at hans modstandshær havde indtaget hovedstaden Kampala. Det skete efter en flere år lang borgerkrig, hvor Musevenis hær havde indtaget landsby efter landsby og vundet folks hjerter, fordi hans soldater opførte sig ordentligt, og fordi han indførte en form for græsrodsdemokrati. Samme model blev udvidet til at omfatte hele landet, da Museveni blev præsident.

Men Uganda er et land med store spændinger mellem nord og syd, og freden varede kort. En tidligere alterdreng og healer, Joseph Kony, startede i 1988 sin egen oprørshær mod regeringen og kaldte den "Lord's Resistance Army" ("Herrens Modstandshær", LRA). Hans mål var at regere Uganda ud fra De Ti Bud. Siden da har LRA kæmpet mod regeringshæren og terroriseret befolkningen i det nordlige Uganda, og over 1,4 million personer har været drevet på flugt fra deres hjem.

Mange af ofrene for konflikten er børn, der bliver myrdet, bortført, hjernevasket og misbrugt som soldater, slaver og sexobjekter. FN skønner, at Kony og hans hær i 2003 bortførte 8.500 børn, og at omkring 25.000 børn i alt er blevet bortført af LRA under konflikten.

Mange af disse børn mister livet. En af dem, der har overlevet, er Simon Atenon, der nu bor på et hjem i Kampala. Simons far og mange andre passagerer blev dræbt, da LRA gennemhullede en almindelig passagerbus med geværkugler. Seksårige Simon og andre overlevende blev taget til fange, og han blev tvunget til at bære tunge sække, mens hæren bevægede sig gennem bushen og langs vejene.

Simon havde problemer med at gå, men turde ikke andet end at fortsætte, da han så, hvordan hæren dræbte en gammel mand, der ikke kunne følge med. Til sidst, efter 400 kilometers vandring, kunne hans fødder ikke længere, og LRA efterlod ham i bushen, hvor regeringssoldater fandt ham 24 timer senere.

Frygten for LRA's bortførelser og overgreb på civilbefolkningen betød, at mange beboere i det nordlige Uganda ikke turde blive i deres landsbyer om natten. Titusindvis af børn og voksne vandrede hver aften fra landdistrikterne ind til de større byer for at søge beskyttelse hos slægtninge eller i bevogtede teltlejre. De kaldtes "night commuters", "nattependlere"; næste morgen gik de tilbage til deres arbejde eller skole ude på landet.

Der er nu håb om, at krigen i det nordlige Uganda vil stoppe. I august 2006 blev LRA og den ugandiske hær enige om en våbenhvile. Siden da har der været forhandlinger om en egentlig fredsaftale, men medio oktober 2006 er den endnu ikke på plads, og begge parter beskylder hinanden for ikke at overholde våbenhvilen.

Den Internationale Domstol for Krigsforbrydelser i Haag har udstedt arrestationsordre mod Joseph Kony og fire øvrige ledere af LRA, og dem ønsker LRA ophævet, før de vil underskrive en fredsaftale. Præsident Museveni har allerede lovet oprørerne fuld amnesti.

Siden Museveni overtog magten i 1986, har Uganda haft et såkaldt partiløst styre, domineret af præsidentens National Resistance Movement (NRM) og med et forbud mod andre politiske partiers aktiviteter. Men inden præsident- og parlamentsvalget i marts 2006 fik andre partier lov til at stille op. Museveni har ofte sagt, at han ikke vil blive siddende "alt for længe", men han stillede alligevel op til valget og blev valgt.

Hans kritikere synes, at nye, yngre kræfter burde tage over. Men Museveni har også vundet respekt for sit græsrodsdemokrati og for den økonomiske udvikling, Uganda har gennemgået og stadig gennemgår.

Samtidig var han en af de første afrikanske præsidenter, der forstod aids-faren, og allerede i midten af 1980'erne igangsatte man i Uganda store oplysningskampagner om aids. Disse opfordrede ganske vist til, at man holdt sig til kun en partner, men de var også realistiske og informerede om, hvad man skulle gøre for at beskytte sig. Det lykkedes faktisk at knække kurven, og Uganda har i mange år været et eksempel til efterfølgelse for andre lande i bekæmpelsen af udbredelsen af aids.

I 2005 sagde formanden for Ugandas Nationale Aidskomité, at aids var blevet en industri. Han opfordrede udenlandske donorer til at trække sig ud, bl.a. fordi mange af disse har deres egne religiøse og moralske dagsordener.


På flugt fra LRA
I Uganda søgte de såkaldte "night commuters" - børn fra landdistrikterne - hver aften ind til byen for at overnatte i beskyttede teltlejre. Her kunne de være i sikkerhed for LRA, der kidnappede børn i landdistrikterne og tvang dem til at blive børnesoldater.
Foto: Niels Hougaard