Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Libyen skal vriste sig ud af Gaddafis skygge

Isoleret, inde i varmen og hvad nu? Libyen skal finde sig selv og en plads i det internationale samfund.

Af JETTE ELBÆK MARESSA

1969 er ikke et ligegyldigt år i Libyen. Det var det år, da oberst Muammar Gaddafi overtog magten, og få kan sige Libyen uden at sige Gaddafi.

Libyen blev simpelthen synonym med "Mellemøstens gale hund", som med hård hånd, terror og en vis portion snilde drev både sit eget folk og til dels det internationale samfund rundt i manegen, ind til han blev fisket ud af et kloakrør i efteråret 2011.


Oprør
Den store hånd, der knuser et fly, stod ved Gaddafis militære hovedkvarter og var symbol på Gaddafis magt.
Foto: Niels Hougaard

Synderegistret er langt. Libyen stod bag bombningen af et amerikansk fly over den skotske by Lockerbie i 1988. Alle 259 passagerer omkom, og byen Lockerbie, hvor flyet faldt ned, mistede 11 borgere. To år tidligere stod Libyen bag bombningen af et diskotek i Berlin. Begivenheder som var med til at sætte Libyen totalt uden for det gode selskab. Landet var i mange år ramt af internationale sanktioner, og de var medvirkende til, at Gaddafi, som før havde været stærkt optaget af arabiske forbindelser, flyttede sit fokus mod Afrika, fordi de arabiske lande undlod at bakke ham helhjertet op.

Men efter USA's invasion i Irak i 2003 og Saddam Husseins fald, begyndte der at ske noget. Gaddafi, som før havde vist sig hård og afvisende, blev pludselig mere samarbejdsvillig, hvilket fik mange internationale kommentatorer til at konkludere, at Irak-krigen havde haft en effekt.

I årene efter tog Gaddafi rundt til Vestens ledere og trykkede hånd som en anden direktør i et omrejsende cirkus.   Obersten sov ikke på hotel, men medbragte sit eget beduintelt, som har været slået op i såvel Paris som Rom og ikke mindst sine kvindelige livvagter, som tiltrak sig en del opmærksomhed.

Gaddafi var en god historie, og det var hans talrige børn også. Normalt gik det ikke stille af sig, når de tog ud og indbød til fest eller vilde slagsmål.

Men hjemme i Libyen var der ikke meget at grine af. Muammar Gaddafi holdt landet i et jerngreb, og borgerne måtte indordne sig hans besynderlige ideologi, som var beskrevet i "Den Grønne Bog". Gaddafis hjemmestrikkede ideologi var en blanding af islamisk fundamentalisme og arabisk socialisme. Kernen i ideologien var flade strukturer med etableringen af folkekongresser, men reelt fik folket aldrig noget at sige, fordi Gaddafis egne "revolutionære komiteer" stod over dem. En af deres vigtigste opgaver var at sikre, at den politiske udvikling i folkekongresserne var i overensstemmelse med lederens ønsker.

Da befolkningen omsider gjorde oprør, var Gaddafi parat til at slå hårdt igen, hvilket fik det internationale samfund til at gribe ind, og Gaddafi skiftede dermed igen status på den internationale arena.

De libyere, som i juli 2012 for første gang kunne vælge deres ledere, skal derfor til at bygge hele samfundsstrukturen op fra grunden. I 42 år fandtes ord som valg og demokrati ikke i deres hverdag, og en ting er, at de nu kan bruges, noget andet er at leve op til betydningen.

Da Libyen altid har været et delt samfund, som blev holdt sammen af Gaddafis magt, og da rigdommene i landet langt fra er jævnt fordelt mellem den golde ørken og de mere frodige kyster, frygter mange, at en borgerkrig bryder ud, før Libyen finder sin nye struktur efter Gaddafis fald.

Landefakta
Libyen
Vidste du at hovedstaden i Libyen hedder Tripoli, og det højeste punkt er Bikku Bitti på 2.267 meter?