Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Nordafrikas mindste land tog kampen op

Tunesien satte gang i Det Arabiske Forår, inden da har landet haft to ansigter: Det smilende over for turisterne, og det brutale over for borgerne.

Af JETTE ELBÆK MARESSA

Solen stod højt på himlen, og temperaturen steg til den pæne side af de 35 grader.

Middagsheden i ramadanen i udkanten af Tunis sommeren 1983 blev for de fleste vedkommende brugt til at koble af og samle kræfter, inden solnedgang, når det var tilladt at spise igen.

Men i Habibs hus var der aktivitet. I køkkenet svingede moderen gryderne, og døtrene havde travlt med at dække bord. I vinduerne var gardinerne trukket hermetisk til og skodderne slået for. Naboerne skulle nødig få mistanke om, hvad der foregik i huset.

Familiens forklaring på, at den ikke overholdt ramadanen var såre enkel.

»Vi er ikke muslimer, men marxister.«

Og det var ikke specielt velset at være politisk aktiv de forkerte steder.

Godt nok tillod Tunesiens enevældige præsident, Habib Bourgiba, at der blev afholdt valg et par år tidligere. Men partierne boykottede det. Bourgibas socialistiske parti sad stadig solidt på parlamentets 136 sæder.

Det blev således ikke borgerne, som styrtede præsidenten, men sikkerhedsstyrkerne, som i 1987 indsatte Zine al-Abine Ben Ali, som lagde ud med at erklære Bourgiba for senil og selv overtage magten.

Hvad der skulle have været midlertidigt, blev langvarigt, først i 2011 blev Ben Ali væltet efter det oprør, som brød ud, da en grønthandler satte ild til sig selv. Tuneserne kunne omsider begynde at tale frit uden at rulle gardinerne ned. 


Ud med RCD
Demonstrationer foran RCDs hovedkvarter - RCD var Tunesiens regeringsparti. Tusindvis af mennesker deltog i demonstrationerne.
Foto: Niels Hougaard

Turisternes paradis
Mens rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer fortæller om et rædselsregime med vilkårlig fængsling og torturering af politiske fanger, så oplevede turisterne et helt anderledes og smilende Tunesien.

Souken i Sfax, kamelridt i ørkenen eller besøg i beduintelt var blandt de klassiske punkter på en Tunesien-ferie. Turismen var med til at sætte gang i landets økonomi og den vigtigste indtægtskilde for fremmed valuta helt frem til 1976, da olieindustrien for alvor brød igennem. Herefter gik det nedad, og i slutningen af 1990'erne udgjorde turistindustrien med omkring 4,2 mio. besøgende kun omkring 7 pct. af Tunesiens samlede økonomi.

Tunesien er Nordafrikas mindste land og med blot 137 kilometer til Sicilien, har kontakten med Europa altid været stor. Det viste sig eksempelvis, da Italiens afsatte socialist-leder, Bettino Craxi i 1992 drog i eksil i Tunesien for at undgå de anklager, der var mod ham derhjemme.

Turen over Middelhavet er overkommeligt, og det oplevede europæerne i månederne efter opstanden i 2011, da tusindevis af Tunesiens unge satte over Middelhavet i farvestrålende fiskerbåde med kurs mod Italien eller Malta.

Tuneserne var blandt de første, som gik til valg, efter at Det Arabiske Forår var fejet gennem regionen.

Valget fandt sted den 23. oktober 2011 og blev vundet af det islamiske parti Al Nahda.

Landefakta
Tunesien
Tunesien har landegrænser til Algeriet og Libyen. Landet har knap 11 millioner indbyggere og er tre en halv gange større end Danmark.