Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Gode købmænd og middelmådige verdensmestre

Danmark er et lille land fyldt med paradokser. Mange er enige om, at Danmark er dejligt, men også om at brokke sig konstant. I den politiske debat tales der meget om danskheden og hvordan der skal passes på den - men det kniber med at definere, hvad danskhed er.

Af Lasse Nørgaard

Er Danmark et lille homogent eventyrland med åbenhed og tolerance over for udlændinge og folk, der tænker og lever anderledes? Eller er Danmark blevet et af de mest indesluttede og intolerante lande i Europa uden nogen reel viden om eller interesse for omverdenen?

Er hygge noget dejligt typisk dansk, som vi selvfølgelig er verdensmestre i, eller er hygge et eksempel på, hvordan vi samler os i små lukkede kredse med ryggen mod dem, der gerne vil ind i varmen?

Er der noget, som de fleste danskere - og udlændinge - kan blive enige om er typisk dansk, så er det, at Danmark er et land, hvor forskellene mellem folk ikke er så store.

Alle har i princippet samme rettigheder og samme muligheder for at gøre karriere eller komme til orde. Vi har fundet en balance mellem at tillade individdet stor frihed, og samtidig opbygget en stat, der tager sig af en del opgaver på vores vegne.

Hvorvidt den balance så også er rigtig, er konstant til debat, men de fleste er tilhængere af et samfund, hvor det ikke kun handler om, at de stærkeste overlever, ligesom vi heller ikke ville acceptere et samfund, hvor staten kontrollerer alt og umyndiggør individdet. 

Vi er uformelle og på fornavn med både skolelæreren og chefen, og vi siger du til lægen. Og vi viser stor tolerance over for naboerne, så længe de holder sig inden for de forholdsvis vide rammer, vi har fastsat som acceptable.

Vi er gennemført middelmådige, og det har vi det egentlig ret godt med, bare vi kan få lov til at brokke os over denne trygge middelmådighed.

Som Grundtvig skrev: "Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt". Det blev senere i Paul Hammerichs Danmarks-krønike omskrevet til: "Danmark er et land, hvor få har for meget og færre format".

Den udprægede sans for lighed og retfærdighed er forankret i noget historisk, der er typisk dansk, nemlig vores andelsbevægelse og højskolebevægelse. Samtidig er vores erhvervsliv og økonomi baseret på små og mellemstore virksomheder og ikke på industri-giganter i samme omfang som i nabolandene. Vi tænker småt, sundt og strategisk, ikke stort.

Når man taler om den danske sans for lighed, kan man ikke komme uden om Aksel Sandemoses berømte Jantelov om, at "du skal ikke tro, at du er noget", og "du skal ikke tro, du er bedre end andre". Da han skrev det, var det måske nok som en observation af en mentalitet, der allerede eksisterede, men siden er Janteloven blevet accepteret som en national nøgle til at forklare vores egen middelmådighed.

Samtidig med denne middelmådighed er danskerne temmeligt overbeviste om, at vi lever i verdens bedste land og er verdensmestre i det meste - uanset om det gælder sport, sangkonkurrencer, skolesystem eller sundhedsvæsen. Vi ved måske godt, at det ikke helt passer, men det indrømmer vi nødigt.

Vi vil gerne lære fra os, men vi er skeptiske over for enhver, der påstår, at noget kan være bedre andre steder - måske med undtagelse af vejret. Og når udlændinge klager over, at vores vestkyst er beskidt, eller når udeboende danskere siger, at vores hovedstad lugter, så reagerer vi ikke med selvransagelse og spørger, om de måske har ret, men siger, at så kan de jo bare holde sig væk, eller at det vel ikke er værre end andre steder.

Danmark er stadig økonomisk et af verdens rigeste lande, fordi vi altid har været gode købmænd. Vi forstår at handle med hinanden og med folk i udlandet og lære tilstrækkeligt om deres kultur til at kunne begå os. Danskerne holder også af at beskrive og bedømme andre lande. Gennem TV og rejseartikler og gennem selv at rejse ud på kortere ferier eller længere ophold.

Som alle andre folk elsker vi, når udlændinge siger noget pænt om os, men bliver ret fornærmede, hvis de er kritiske. Uanset om det gælder, hvordan vi arrangerer internationalt Melodi Grand Prix eller mere alvorlige spørgsmål som vores måde at behandle flygtninge, indvandrere og andre religioner på.

I de første måneder af 2006 kom Danmark for alvor i det internationale søgelys, da mennesker og andre medier over hele verden reagerede på karikaturtegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten.
Danske varer blev boykottet i nogle muslimske lande, enkelte danske ambassader blev angrebet, og danskere i udlandet fortalte, at de var nervøse over at fortælle, hvor de kom fra. 

Også internt i Danmark vakte avisens publicering af tegningerne og regeringens håndtering af den efterfølgende krise voldsom debat og kritik.
Den danske statsminister udtalte, at han ikke ville have gjort noget anderledes, hvis han kunne, mens mange borgere deltog i demonstrationer og underskrev erklæringer for tolerance og forståelse mellem forskellige kulturer.

Nogle mener endda, at krisen gav mulighed for en tiltrængt dialog og debat om ytringsfrihed, demokrati og sameksistens i et multikulturelt samfund. Og de negative billeder af Danmark ude i verden resulterede også i en form for selvransagelse. Hvis vi ikke vil kendes som et intolerant og fremmedfjendsk land, er det ikke længere nok bare at fremhæve H.C. Andersen, glade ænder, der bliver hjulpet over vejen af en flink politimand, og en vinkende dronning med store hatte. Danmark skal markedsføres på nye og anderledes måder.

Hvad der så er rigtig dansk, og hvilke værdier vi gerne vil fremhæve og markedsføre, er en anden diskussion. Statsministeren opfordrede for et par år siden til "kulturkamp" og en debat om vores værdier og fremtid, vores samfund og synspunkter. Men debatten kom mest til at handle om, hvem der sagde hvad i 1960'erne og -70'erne.

Er det, fordi vi i virkeligheden ikke har så mange visioner for fremtiden eller har svært ved at definere danskhed? Eller er det, fordi vi er bange for at lufte vores visioner, fordi vi så kunne blive beskyldt for at tro, at vi er noget?

Landefakta
Danmark
Vidste du, at hovedstaden i Danmark hedder København, at landets areal er på 43.094 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 5,5 millioner?