Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Guatemala

Høje vulkaner, glemte maya-ruiner, jungle, indianere og borgerkrig er kodeordene, når man taler om Guatemala.

Af

Få andre lande kan fremvise en lige så stor andel rene indianere, og få steder er de lige så fascinerende og smukke som i Guatemala. Traditionerne og klædedragten er i høj grad blevet holdt i live i det centralamerikanske land.

Til gengæld er det heller ikke mange lande, der kan fremvise en så voldsom historie fuld af mord og overgreb.

De 12 millioner indbyggere taler spansk eller et af tyve indianske stammesprog. En stor del af befolkningen tilhører maya-grupper, som i store træk lever som deres forfædre. Der er desuden mestizer samt indbyggere med afro-caribiske rødder. Langt den overvejende del af befolkningen er katolikker.

Landet er med sine 109.430 kvadratkilometer knap tre gange så stort som Danmark. Hovedstaden Guatemala By er en af verdens farligste og mest kriminelle hovedstæder. Overfald, røverier og kidnapninger hører til dagens uorden i byen med over to millioner indbyggere.

En stor del af kriminaliteten skyldes, at landet i de senere år er blevet mellemstation på den colombianske kokains vej til Mexico og USA. Men endnu værre er problemet med de mange mænd, kvinder og unge, der er vokset op i borgerkrigen, aldrig har kendt til andet - og ingen chance havde for at finde sig til rette i et almindelig samfund, den dag krigen sluttede.

Møntfoden i landet er quetzal. For at kunne eje sådan en må man punge ud med lidt over en krone.

Maya-indianernes kultur blomstrede i over 1000 år, før de spanske erobrere kom til landet i 1523. Efter næsten 300 år som koloni, rev Guatemala sig i 1821 sammen med Mexico løs fra det spanske overherredømme og dannede Mellemamerikas Forenede provinser. Føderationen gik i opløsning, og Guatemala blev uafhængigt i 1838.

Et stærkt konservativt styre blev i 1871 væltet af en revolution, som for en periode bragte liberale kræfter til magten. I 1898 tog diktatoren Manuel Cabrera magten og gav det amerikanske United Fruit Company monopol på landets bananproduktion, hvilket førte til et statsgaranteret grov udnyttelse og misbrug af den fattige landbefolkningen, der praktisk talt var uden rettigheder.

Endnu et kup bragte diktaturet til fald, og det blev i 1945 fulgt op af landets første, frie valg. Den nye forfatning og jordreformen gik hårdt ud over United Fruit Company's interesser, der svarede igen med at organisere et amerikansk støttet militærkup i 1954. Den nye brutale regering førte landet ud i en 40 års borgerkrig, præget af dødspatruljer, massakrer og guerilla-aktivitet.

Først i 1996 blev der indgået våbenhvile og efterfølgende underskrevet en fredsaftale.

Guatemala er i dag et demokrati, omend med kraftige skønhedspletter. Den lovgivende magt i landet ligger hos kongressens 80 medlemmer. Præsidenten hedder Alfonso Potillo Cabrera. Han er erklæret morder, hvilket han flittigt gjorde reklame for i sin valgkamp som garant for, at han ville slå hårdt ned på kriminaliteten, lige som han efter eget udsagn gjorde mod to personer, der overfaldt ham.