Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Et lys i mørket

Efter kolonitid og borgerkrig er Mozambique ved at rejse sig. Stor økonomisk vækst og udvikling både i by og på land imponerer donorer. Men der er også stadig store problemer for et af verdens fattigste lande.

Af Lasse Nørgaard

Lækre cafeer langs fortovet, store flotte hoteller, flere tusinder kilometer kyst med flotte strande, elektricitet i provinsbyerne, rimelige veje, enorme udenlandske investeringer - og fred.

Det lyder ikke som et land i Afrika, og det lyder slet ikke som det Mozambique, de fleste kender. Mozambique er kendt som landet, der blev efterladt med ingenting, da kolonimagten Portugal i 1975 trak sig ud, og som blev yderligere ødelagt af borgerkrig de følgende 16 år.

Krigen udkæmpedes mellem regeringshæren fra Frelimo og oprørsbevægelsen Renamo. Det stod aldrig helt klart, hvad Renamos politiske mål var; først og fremmest var det en hær, der blev støttet af apartheid-styret i Sydafrika. De havde interesse i at skabe uro og ustabilitet, så Mozambique ikke kunne udvikle sig til en stærk stat og dermed blive en trussel for det hvide styre i Sydafrika.

Borgerkrigen var blodig og kostede dyrt, både menneskeligt og økonomisk. Mozambique blev fattigere og fattigere, næsten en million mennesker flygtede til nabolandene, titusinder blev dræbt, børn blev rekrutteret til hæren og arbejdede som soldater, tjenere eller sexslaver, tusinder af andre børn blev forældreløse.

I begyndelsen af 1990'erne ændrede Sydafrika politik, og støtten til Renamo ophørte. FN var med til at overtale Renamo til at nedlægge våbnene, og der blev indgået en fredsaftale. Fredsaftalen holder, og i dag er Renamo et politisk parti og ikke en hær. Gamle våben bliver indsamlet og givet til kunstnere og gadebørn, der sammen skaber store skulpturer af dem - nogle så flotte, at de bliver solgt til udenlandske museer.

Fredsaftalen var også starten på et nyt kapitel i Mozambiques historie. De seneste ti år har Mozambique haft en årlig vækst på otte pct. om året, og det er uhørt for Afrika. Og det er ekstra imponerende, når man tænker på, at landet i både 2000 og 2001 var ramt af enorme, ødelæggende oversvømmelser.

Mozambiques regering har været i stand til at tiltrække store udenlandske investeringer, foreløbig mest til mega-projekter i energisektoren. Projekterne skaber ikke mange arbejdspladser, men de hjælper landets økonomi, og de kan måske være med til at overbevise mindre og mellemstore investorer om, at Mozambique er attraktivt.

I dag har Mozambique selv glæde af den strøm, der bliver genereret fra den enorme Cahorra Bassa-dæmning, og landet bliver rost for, at udviklingen ikke kun er foregået i hovedstaden, men også i provinsbyer og landdistrikter.

Alt er selvfølgelig ikke fryd og gammen. Idealismen hos mange politiske ledere er blevet afløst af grådighed og korruption, nu da der er fred og flere penge i landet. Mozambiques mest kendte journalist, Carlos Cardoza, blev skudt ned på åben gade i 2001, fordi han var i færd med at afsløre en større korruptionsskandale. Hans mordere blev ganske vist fanget og idømt hårde straffe, men flere af dem har været i stand til at flygte fra fængslet siden.

Samtidig er der mange ar efter borgerkrigen: landminer, ødelagte byer og institutioner, tidligere børnesoldater, der skal hjælpes, børn uden forældre, soldater, der skal resocialiseres. Det koster mange penge.

Mozambique kæmper også med andre problemer. For at få lån fra Verdensbanken måtte landet stoppe nogle støtteordninger til bønder, der dyrker cashewnødder, en af landets store eksportvarer. Det mente Mozambique var uretfærdigt, når nu landmænd i EU og USA kan modtage store summer i statsstøtte.

Det er også vanskeligt for landet at genopbygge en sukkerindustri, fordi adgangen til de europæiske markeder er begrænset på grund af handelshindringer. Samtidig er det svært at eksportere til andre afrikanske lande, fordi EU dumper sin overskudsproduktion af sukker i Afrika til lave priser.
Mozambique er et af de lande, der følger reglerne, men som også påpeger, at de er uretfærdige. Landet har klaret sig godt, men kunne gøre det endnu bedre, hvis handelsvilkårene og konkurrencen var mere fair.

Og trods den økonomiske vækst er Mozambique stadig et af verdens fattigste lande. Antallet af fattige er stadig 54 pct., altså over halvdelen af landets befolkning, men de sidste 10 år er det faldet fra næsten 70 pct. Og hvem ved, måske bliver Mozambique om 10-20 år eksemplet på, at det godt kan lade sig gøre, at et afrikansk land rejser sig efter kolonitid og borgerkrig og skaber et fredeligt samfund med stor økonomisk vækst til glæde for alle borgere.


Tobakshøst
Tobaksfarm der dyrker for Prince danmark.
Foto: Mik Eskestad

Landefakta
Mozambique
Vidste du, at hovedstaden i Mozambique hedder Maputo, at landets areal er på 801.590 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 18,5 millioner?