Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Sportsfanatikere, sangstjerner og masser af bøsser

Hvordan skal man beskrive et land, hvis to største turistattraktioner er en kolossal rød sten langt ude i ørkenen og en homo-festival midt inde i storbyen? Et land, der både er besat af sport og vild med Abba? Og hvis egen musikkultur spænder fra årtusindegamle blæseinstrumenter spillet af tykke mørke mænd fra landets oprindelige befolkning til en spinkel sangerinde, der er blevet det største kvindelige popidol efter Madonna?

Af Lasse Nørgaard

15. september 2000 i Sydney. En forårsaften og hele Australien dirrer. Den sportsglade nation er vært for OL, og åbningsceremonien skal til at begynde. Nu skal verden se, hvad Australien kan, og hvad det er for folk, der bor der.

Det store hengemte kontinent føler sig kulturelt og politisk som en del af den vestlige verden, men geografisk ligger det langt væk fra USA og Europa, dernede under Asien, til venstre for Stillehavsområdet.

Verden kender ikke nok til Australien - nu får den en chance.

I Danmark bliver den nationale identitet ofte diskuteret. Hvornår er man dansk, hvad er det særligt danske? Det har vist sig vanskeligt at svare på, selv om vi er et lille land, hvor man kan køre fra nord til syd på nogle få timer, og hvor befolkningen er langt mere homogen, dvs. mindre etnisk og kulturelt sammensat end mange andre steder.

I Australien diskuterer man de samme spørgsmål. Men her tager det fire-fem timer at flyve fra den ene ende til den anden, landet er beboet af en blanding af aboriginere, efterkommere af britiske straffefanger og kolonister og af immigranter fra stort set hele verden. Det er derfor næsten umuligt at finde fællestræk, der kan definere den nationale identitet.

Men OL giver alligevel et godt indblik i den australske befolkning og landets kultur. Den olympiske ild bliver båret ind på stadion af tidligere og nuværende kvindelige sportsstjerner, og den olympiske flamme bliver tændt af 400-meter løberen Cathy Freeman, der tilhører den aboriginske befolkning og via sin sport og popularitet har formået at sætte fokus på Australiens oprindelige indbyggere og deres forhold.

Samtidig er den olympiske ild en hyldest til landets kvinder. Traditionelt har Australien været et rigtigt macho-samfund med mænd, der satte større pris på muskler og bajere end på lærdom og urtete. Grundlagt af straffefanger og mænd fra arbejderklassen i Storbritannien var der en periode i Australiens historie, hvor mænd var mænd, og kvinder var usynlige og undertrykte.

Sådan er det ikke længere. I dag er australske kvinder kendte verden over som stærke skuespillerinder, sangere og sportsstjerner. Og en del australske kvinder er mænd. Mest kendt er Dame Edna, der som studievært med sit eget talkshow formåede at få alverdens stjerner til at stå i kø for at deltage og blive interviewet.

Men også i australske storbyer er drag-queens et udbredt fænomen. De optræder på barer, og de deltager i den årlige Mardi Gras-parade i Sydney, der er verdens største optog af homoseksuelle.

Her deltager alt fra lesbiske på motorcykler og bøsser med masser af glimmer, over deres stolte forældre, partipolitiske ungdomsforeninger og ansatte fra diverse luftfartselskaber, til aboriginske og jødiske homoseksuelle med skilte, der fortæller, at de er "dobbelt velsignet".

Et af de største bifald får mændene og kvinderne i politiuniformer. Da "Mardi Gras" første gang fandt sted i 1978 var det en protestmarch, der blev standset af politiet, og deltagerne blev anholdt efter voldsomme slåskampe. De anholdtes navne kom i avisen, og det havde alvorlige konsekvenser for mange af dem, der levede et skjult privatliv, for dengang var det ulovligt at være homoseksuel.

I dag er det for længst blevet tilladt, og Mardi Gras er blevet en af Australiens største turistattraktioner og indtægtskilder. Protestmarchen er blevet mainstream, en festival, der transmitteres via TV til resten af landet, og som har været med til at sætte Australien på verdenskortet. Og politiet går med.

Ved OL er der også en hyldest til Australiens homoseksuelle og drag-queens. Den berømte bus fra filmen "Ørkendronningen Priscilla" kommer ind på stadion under stor jubel. "Ørkendronningen Priscilla" er historien om tre drag-queens, der køber en bus, som de kalder Priscilla, og kører fra Sydney til Alice Springs midt inde i landet. Her skal de dels optræde, dels hente den enes søn, der bor hos sin mor.

Undervejs møder de forskræmte ældre farmere, bedsteborgere i provinsbyerne, intolerante macho-mænd og tolerante aboriginals. Filmen bliver på den måde en rejse gennem den menneskelige mangfoldighed i landet - ligesom en af dens store styrker er, at de tre hovedpersoner også er meget forskellige og har deres egne interne konflikter og opgør undervejs.

Ved samme lejlighed bliver andre af Australiens film hyldet, bl.a. Crocodille Dundee. Det er historien om macho-manden, der stadig lever i bedste velgående i det australske samfund. Men vel at mærke en macho-mand, der har formået at tilpasse sig, så han både kan klare sig i den farlige australske natur og i storby-junglen, hvor mennesker er blevet fremmede for naturen og hinanden.

I Australien er det ikke svært at få øje på farmeren, hverken ude på landet eller inde i byen. Måske sidder han på en bar og drikker bajere med gutterne, eller måske står han iført sine ørkenstøvler og sin jackaroo-hat   på en bøssebar ved siden af en drag-queen med armene over hovedet og synger med på Helen Reddys gamle hit, I am strong, I am invincible, I am a woman! ("Jeg er stærk, jeg er uovervindelig, jeg er en kvinde").

Åbnings- og afslutningsceremonierne ved OL blev også brugt til at vise andre sider af australsk kulturliv. Her optrådte både traditionelle og moderne aboriginale orkestre, blandt andet med de berømte bambusrør, didgeridoos, der fremkalder dybe baslyde, når man blæser i dem.

En af Australiens mest kendte og berømte kvinder, popstjernen Kylie Minogue, var også med til at sørge for musikken til OL. Kylie sang ABBA-sangen "Dancing Queen" samt et af sine egne hit, "On a night like this". Historien om Kylie Minogue er historien om barneskuespillerinden, der som ung spillede med i Australiens mest populære tv-serie "Neighbours", inden hun begyndte en karriere som popsanger. Hun hittede - og så hun blev glemt i en årrække. Sidst i 1990'erne fik hun et comeback med store hits, udsolgte koncerter og tv-shows, og Kylie blev den mest sælgende og populære kvindelige stjerne efter Madonna.

Hun blev et idol, et forbillede for mange kvinder - og symbolet på, at alt kunne lade sig gøre med hårdt arbejde, stor tålmodighed og den rigtige markedsføring. Samtidig viser Kylie, at bag glimmeret og populariteten er hun meget menneskelig - og smart. Når nogen påstår, at hun ikke kan synge, svarer hun, at hendes styrke er, at hun var lige god til at synge, danse og optræde, og det gør hende stærk på en scene.

Når nogle påstår, at hun er et produkt af dygtig marketing, svarer hun, at det til dels er rigtigt, og at sådan er musikindustrien i dag. Og når nogle siger, at de fleste af hendes fans er bøsser, så siger hun, at det er sandt, og at de altid har støttet hende, selv om hun ikke er noget typisk ikon for bøsser, da der aldrig har været noget tragisk i hendes liv - bortset fra hendes kostumer!

Det var før, hun fik konstateret brystkræft i 2005. Kylie Minogue er nu blevet behandlet og er på vej tilbage med endnu et comeback - mere menneskelig og populær end nogensinde.

På den sportslige side fik Australien også vist, hvad landet kan. Størst blandt mændene var svømmeren Ian Thorpe, "Thorpedoen", der vandt fire guld- og tre sølvmedaljer. En rigtig stærk mand, hvis seksuelle orientering stadig er et varmt emne i den australske presse. Ian Thorpe bliver ofte betegnet som skabsbøsse, mens han selv flere gange har truet med at lægge sag an mod dem, der påstår det.

Den sportsglade nation vil altid huske, at Australien var det land, der vandt flest medaljer, næst efter de tre store (USA, Rusland og Kina) og foran nationer som Tyskland, Frankrig og England. Men de vil også huske, at de stod bag et af de bedst organiserede og vellykkede OL nogensinde, og at det i den grad satte Australien på verdenskortet.


Operahus
Operahuset i Sydney som den danske arkitekt Jørn Utzon designede tilbage i midten af 1950'erne.
Foto: Morten Fauerby

Landefakta
Australien
Vidste du, at hovedstaden i Australien hedder Canberra, at landets areal er 7.741.220 km2 og at befolkningstallet er på godt 21 millioner?