Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Paradis med problemer

Kvinderne gør, hvad de kan, for at standse konflikten på "De Glade Øer". Men de er kommet til kort over for politisk rod, fremmedhad og unge uden sikkerhed.

Af Lasse Nørgaard

Hvis en kvinde på Salomonøerne vil have to mænd til at holde op med at skændes eller slås, kan hun stille sig mellem dem og sige: "Hvis I ikke stopper nu, så betyder det, at I er gået hen over mine ben!"

Og så skulle mændene gerne holde op med det samme. Hvis de ikke gør det, svarer det til, at de har rørt ved en kvinde, og så skal der betales kompensation til kvinden og hendes familie.

Piger på Salomonøerne må godt lege med deres brødre og andre drenge, indtil de er ti år. Derefter skal de undgå al fysisk kontakt med drenge og mænd, indtil de bliver gift. For en mand er det en stor synd at berøre en voksen kvinde, med mindre han er gift med hende.

Derfor er det effektivt for en kvinde at true med, at mændene har rørt ved hendes ben, hoved eller arme, hvis de fortsætter med at skændes - også selv om de ikke fysisk har gjort det. Og det har mange generationer af kvinder på Salomonøerne benyttet sig af, når de skulle mægle mellem stridende mænd i familien eller gruppen.

Kvindernes traditionelle rolle som fredsmæglere er blevet aktuel igen inden for de seneste syv-otte år, hvor Salomonøerne har været præget af etniske uroligheder. Landets kvinder har gjort, hvad de kan, for at stoppe konflikterne, blandt andet ved at danne organisationen "Kvinder for Fred", der forhandler med de stridende parter.

Men selv om kvinderne påtager sig opgaven som konfliktløsere, er der ikke længere samme respekt for deres traditionelle metoder, for samfundet har forandret sig meget - og denne gang er det ikke lykkedes kvinderne at få mændene og drengene til at holde op med at slås.

Konflikten mellem beboerne på den største ø Guadalcanal og naboøen Malaita brød ud i slutningen af 1990'erne, da landets økonomi gik ned ad bakke. Kun en lille gruppe fik det bedre, mens levestandarden faldt for over 80 procent af befolkningen.

Beboerne på Guadalcanal beskyldte folk fra Malaita for at være skyld i problemerne. Mange fra Malaita er flyttet til Guadalcanal, hvor de har fået job og købt jord, og en del af dem er også blevet gift med folk herfra. En militant bevægelse fra Guadalcanal begyndte at jage, overfalde og myrde folk fra Malaita, og mange tusinder måtte flygte. En militant bevægelse fra Malaita svarede igen ved at arrangere et statskup, og ved at kæmpe mod folk fra Guadalcanal. 

"Kvinder for Fred" gik mellem de to parter, holdt møder med dem og bad dem om at nedlægge våbnene. Kvinderne holdt også gudstjenester, delte mad og tæpper ud under konflikten, og tog ud og hjalp familier, der måtte flygte fra deres hjem.

De var iført uniformer og tørklæder i samme farver som landets flag: grøn, gul og blå - der dels repræsenterer landet og dets frugtbarhed, solskinnet og havet omkring øerne, men også symboliserer liv, fred, kærlighed og broderskab.

Løse konflikten kunne de grønne, gule og blå kvinder desværre ikke. Først da 2200 soldater fra Australien, New Zealand og andre lande i regionen kom til Salomonøerne i juli 2003, faldt der lidt ro over landet igen. Soldaterne arresterede mange militia-ledere og afvæbnede de forskellige grupper.

På det tidspunkt var Salomonøerne tæt på fallit, og hovedstaden Honiara var delvist ødelagt af de foregående års kampe og kaos. En ny guldmine var blevet lukket under kampene, ligesom udvindingen af palmeolie og eksporten af tømmer var gået i stå.

Det var mænd og drenge, der sloges og blev dræbt, men også kvinder og børn led under kampene. Kvinder blev voldtaget, børn blev rekrutteret som soldater, og skoler og klinikker lukkede.

Nogle kvinder siger, at den ændrede samfundsstruktur er med til at skabe grobund for konflikter. Flere end tre fjerdedele af hovedstadens indbyggere er under 30 år, mens kun to procent er over 55 år. De unge kan derfor ikke få hjælp og vejledning fra de ældre, og ofte kender de ikke deres forældres oprindelsessted, kultur, traditioner og sprog. De har ikke hverken den følelsesmæssige eller økonomiske sikkerhed, som børn og unge før i tiden havde, når de boede sammen med flere generationer på familiens egen jord.

Og når der så er økonomisk krise, er det nemmere at rekruttere utilfredse unge som krigere og bruge etnicitet til at ophidse dem til kamp.

Efter et valg i april 2006 brød urolighederne ud igen. Denne gang gik de ud over forretningsfolk og købmænd af kinesisk afstamning, og mange af de små fremskridt, der var sket siden de fredsbevarende styrker var ankommet tre år tidligere, gik igen op i røg. Den nyvalgte premierminister holdt kun en måned, inden han blev afløst af endnu en premierminister, der har lovet at bekæmpe korruption og skabe fred i landet.

Meget kunne nemlig være anderledes på Salomonøerne. Det er ikke noget rigt land, og de fleste lever af selvforsynende landbrug og fiskeri, men gennem eksport af tømmer, guld, fisk og palmeolie kunne økonomien blive meget bedre. Landets smukke natur kunne også tiltrække mange flere turister.

Og beboerne på øerne er da også selv klar over, at de bor i noget, der kunne være paradis, for normalt omtaler de Salomonøerne som The Happy Isles, "De Glade Øer". To radiostationer hedder da også netop "Radio Happy Isles" og "Radio Happy Lagoon", selv om der i de seneste år ikke har været så meget at være happy over på øerne.

Imens fortsætter kvindernes indsats for fred - også med utraditionelle metoder. På treårs-dagen for de fredsbevarende styrkers ankomst i juli 2006 spillede et kvindehold fra Guadalcanal en venskabs-fodboldkamp mod et hold fra Malaita.

Landefakta
Salomonøerne
Vidste du, at hovedstaden på Salomonøerne hedder Honiara, at øernes samlede areal er på 28.450 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 0,480 millioner?