Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Et frikvarter fra de daglige lidelser

Det ecuadorianske fodboldlandsholds VM-succes gav det lille land en tiltrængt succesoplevelse midt i en hård tid med konstante politiske omvæltninger og udbredt korruption og fattigdom. VM-heltene hjælper med opbygningen af deres barndomsbyer.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Der er nok af dårlige nyheder og historier fra Ecuador. Den lille bjergnation i Sydamerika kæmper med daglig politisk tumult og korruption, fattigdom, naturkatastrofer, og sådan kunne man blive ved.

Landet har haft fire præsidenter siden år 2000, og i 1990'erne var udskiftninger i toppen af det politiske liv lige så hyppige. Det er med andre ord ikke ligefrem stabilitet og langsigtet planlægning, der præger landet.

Sidste år formåede én enkelt forretningsmand at opbygge et enormt pyramidesystem, som tusinder af fattige ecuadorianere spyttede deres få sparepenge i. Da personen, som desværre var en kæmpesvindler, pludselig døde, faldt pyramiden sammen som et korthus. Ecuador stod på den anden ende med utilfredse indbyggere, der havde tabt deres penge, og som regeringen desværre ikke kunne hjælpe.

Naturens kræfter gør også tilværelsen usikker i Ecuador. Vulkanudbrud, mudderskred og jordskælv koster menneskeliv hvert år. Samtidig er det rige dyreliv på Galapagosøerne, som er en ecuadoriansk provins og landets største internationale attraktion, truet af turisme og andre menneskelige aktiviteter.

Værst i hverdagen er dog den generelle fattigdom. 40 procent af indbyggerne lever for under 2 dollars om dagen.

Derfor kom det som et tiltrængt pust af glæde, da Ecuadors fodboldlandshold ved VM i Tyskland i sommeren 2006 overraskende formåede at kvalificere sig til ottendedelsfinalen efter sejre over Costa Rica og Polen i den indledende pulje.

"Tricolor," som holdet kaldes, fordi de spiller i det ecuadorianske flags blå, gule og røde farver, fik hele landet på den anden ende i en sejrsrus, som kunne mærkes fra havnebyen Guayaquil til hovedstaden Quito oppe i Andesbjergene og helt ned i junglelavlandet i Amazonas.

Selv om Ecuador senere røg ud af VM efter et knebent nederlag til England, vendte mange af spillerne hjem som helte. Ikke mindst i den fattige dal Valle del Chota med kun 2.000 indbyggere, hvorfra hele seks af VM-landsholdsspillerne er født og opvokset.

Mange af dem, såsom Edison Méndez, Agustin Delgado og Ulises de la Cruz, tjener efter Ecuadors forhold mange penge på at spille fodbold, og efter succesen i Tyskland med mulige kontrakter med udenlandske klubber kan de komme til at tjene endnu flere.

Men ingen af dem glemmer deres hjemland og den fattigdom, de selv er vokset op i, hvor man var sulten konstant og løb rundt uden sko. Edison Méndez har lovet at bruge en stor del af sin indtjening på at hjælpe Valle del Chota.
"Som barn var jeg altid sulten. Det var en lige så stor selvfølge som at have mørk hud og spille fodbold i gaden," fortæller Méndez.

Méndez og Ulises de la Cruz er to af bannerførerne blandt en håndfuld af Ecuadors bedste fodboldspillere, som har forpligtet sig til at sikre helt fundamentale faciliteter som rindende vand og kloaksystem i deres barndomsdal. Méndez har blandt andet finansieret en klinik, en skole og en fodboldbane.

Valle del Chota hører til én af Ecuadors fattigste regioner. Det er en frodig dal i Andesbjergene, grundlagt af jesuitter i det 17. århundrede. Jesuitterne bragte afrikanske slaver til området for at arbejde i sukkerrørsmarkerne og saltminerne.

Méndez er i slægt med disse slaver. Fra sin barndom kan han huske, at der kun var skolegang én gang om ugen, for byen havde ikke råd til at få en lærer ud fra Quito oftere end det.

De la Cruz, som tjener sine fodboldpenge i den engelske fodboldklub Aston Villa, har hjulpet økonomisk med at få oprettet et lægehus med en læge, en tandlæge og en sygeplejerske. Da han var barn, var den nærmeste lægehjælp 40 minutter væk.

Han har også bidraget til oprettelsen af dalens folkeskole, som nu har 200 elever, samt et vandrensningsanlæg. FIFA, fodboldens verdensorganisation, har gjort de la Cruz til ambassadør for projektet SOS børnebyerne.

En anden af de kendte fodboldspillere, Iván Hurtado, har etableret en stiftelse for 150 hjemløse børn.
"Disse unger har brug for glæde," siger han. "Det er ens pligt at forsøge at gøre folket glade."

Under hovedparten af Ecuadors VM-kampe var op mod 80 procent af alle ecuadorianske fjernsyn indstillet på fodbold, parat til at transmittere glæde. Det er den egenskab, som fodbold nogle gange har.
Men selvfølgelig er fodbold og fodboldspilleres generøsitet ikke nok til at skabe den økonomiske fremgang, som Ecuador virkelig trænger til.

De seneste år har der været flere tegn på en positiv udvikling, ikke mindst på grund af en stor olieindustri og de høje oliepriser samt en stor eksport af bananer og roser.
Der investeres også i infrastrukturen rundt omkring, hvilket betyder, at en for fem-ti år siden farlig, nedslidt og grim by som Guayaquil nu har fået et enormt ansigtsløft. Det samme er også planlagt for hovedstaden Quito.

Men som i så mange andre latinamerikanske lande er det helt store problem, at den økonomiske vækst kun kommer et fåtal til gode. Værdierne spredes ikke godt nok blandt alle indbyggere, og det betyder, at mange stadig holdes i fattigdom - ikke mindst det indianske mindretal, som i Ecuador tæller ca. en fjerdedel af befolkningen.

Fattigdommen og den ulige fordeling af goderne har de seneste år udløst mange massive protester og demonstrationer - og nogle af dem har altså medført, at præsidenter måtte afgå, og at der dermed har været stor udskiftning på posten som leder af det fattige land.


Primitivt træksystem
Vejrfænomenet El Nino vaskede den tidligere bro over floden væk.
Foto: AP Photo

Landefakta
Ecuador
Vidste du, at hovedstaden i Ecuador hedder Quito, at landets areal er på 256.270 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 13,3 millioner?