Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Mere end en kanal

Sig navnet Panama, og de fleste følger trop med ordet Panama-kanalen. Det vil landets mest kendte musiker, som nu er blevet turistminister, gerne lave om på, selv om den over 90 år gamle kanal stadig er på alles læber.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Stakkels Panamá - ja, på spansk skal trykket lægges på sidste stavelse, når man udtaler navnet. Landet, der altid har været en genvej til et andet sted. Aldrig kendt som en destination i sig selv.

Om det så var spanierne, som brugte den dengang colombianske koloni til at fragte skatte fra Peru. Guldgravere, der hastigt strømmede igennem på vej til Californien for at få sin bid af guldkagen. Eller hele verdens oceangående fragtskibe, som siden 1914 har brugt landets berømte kanal som smutvej fra Atlanterhavet til Stillehavet eller omvendt.

Hvorfor stoppe op i Panama? Rubén Blades har mange bud på hvorfor. Han er måske Panamas mest kendte internationale navn nogensinde efter den berygtede general Manuel Noriega, Panamas militære leder, som blev fjernet af militærstyrker under den amerikanske invasion i 1989 og siden anklaget, dømt og fængslet for narkosmugling.

Men Rubén Blades gider ikke tale om Noriega og det mørke kapitel i Panamas historie, generalen står for. Selv er Blades også symbol på noget helt andet og mere livsbekræftende, og samtidig noget, Panama gerne vil være mere kendt for: dets musik- og kulturliv.

Blades var gennem flere år landets største popidol og skrev en række berømte salsa-melodier og tekster, som i Panama er lige så kendte som nationalmelodien. Nu er han blevet turistminister og skal forsøge at overbevise verden om, at Panama er et stop værd i sig selv.

Landets hovedstad, Panama City, lever og vibrerer med byggeaktivitet, vækst og en generel stor tiltro til fremtiden, selv om ca. 40 pct. af landets indbyggere stadig må betragtes som fattige. Her er også smuk natur og store arealer med regnskov, der kan tiltrække turister.

I takt med den økonomiske udvikling er det Rubén Blades' håb, at der også bliver sparket endnu mere gang i landets kulturliv. Hvis man leder lidt, kan man finde masser af talentfulde bands inden for salsa, afro og reggaetton, den populære blanding af hiphop og reggae, som for kun kort tid siden eksploderede ud fra Puerto Rico og gik sin sejrsgang verden rundt med musikeren Daddy Yankee.

Men faktisk er en af reggaettonens fædre den panamanske sanger El General, som nu er pensioneret. Som en af de første eksperimenterede han med den specielle stil sidst i 1980'erne (dengang havde den bare ikke noget navn) ved at låne reggaebeats fra børn af jamaicanske indvandrere, som kom til Panama for at arbejde på kanalen.

Og det bringer os tilbage til den kanal, som - når alt kommer til alt - nok altid vil være den, der bliver snakket om, når talen falder på Panama. I disse tider er der nemlig planer om at udvide det 92 år gamle bygningsværk, så det bliver mere tidssvarende.

Da konstruktionen blev påbegyndt i 1881, stod franskmændene bag. De havde med succes bygget Suezkanalen, men i Panamas bjergrige og moskitoinficerede egn blev udfordringen uoverkommelig. Tropesygdomme tog livet af op mod 20.000 franske arbejdere, og siden opgav man foretagendet.

I 1904 tog amerikanerne over. De kunne godt se fordelen i at skære 12.500 km af en bådrejse fra USA's vest- til østkyst. Amerikanerne håndterede sygdomsproblemet ved at sprøjte sumpene med petroleum, bygge bedre huse og sørge for hospitaler og god behandling.

Og så løb det enorme ingeniørprojekt for alvor af stabelen, og i 1914 kunne de første havgående skibe sejle de kun 82 km mellem Stillehavet og det Caribiske Hav. Kanalen blev op til 1999 kontrolleret af USA, men tilhører i dag Panama. Den bliver mest brugt af USA, Kina, Japan og Chile og håndterer fem procent af al handel i verden.

Det giver Panama gode indtægter fra afgifter og toldpenge fra kanalens kunder. Men landet risikerer at miste en del af den omsætning, fordi den gamle kanal er ved at være forældet i forhold til skibsindustriens udvikling. Årsagen er, at skibsindustriens største skibe i dag er for brede til at kunne sejle igennem kanalen. I dag kan skibe op til 33 meters bredde passere, men de største skibe er helt op til 50 meter brede.

Derfor har Panamas kongres vedtaget et udvidelsesprojekt, som kommer til at koste 30 mia. kroner. Kongressens udvidelsesforslag skal til folkeafstemning, og her ventes indbyggerne at sige ja, fordi kanalens velbefindende er afgørende for hele landets økonomiske udvikling.

Men kritikere - og dem er der også nogle af - mener, at projektet ikke er langsigtet nok og vil sætte Panama i stor gæld, som kan blive svær at betale af. Netop derfor snakkes der så meget om kanalen for tiden.

Og det kan selv Rúben Blades ikke gøre noget ved.

Landefakta
Panama
Vidste du, at hovedstaden i Panama hedder Panama City, at landets areal er på 78.000 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 3,03 millioner?