Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Pingvinernes oprør

I sommeren 2006 oplevede Chile landets største studenteroprør nogensinde, da over en halv million gymnasieelever strejkede. Strejkerne blev kaldt "pingvinernes oprør" pga. de studerendes sort-hvide skoleuniformer. Pingvinernes krav var klare: Flere midler til bedre uddannelsesforhold.

Af Viggo Lepoutre Ravn

María er 18 år gammel. Hun er en af Chiles pingviner. Og hun taler rigtig meget uden at lægge fingrene imellem.

På det seneste har hendes talestrøm mest været skæld-ud til den chilenske regering, og hun ved godt, at regeringen helst så, at hun forsvandt hen hvor peberet gror. I Chile vil det for eksempel sige helt ned til den allersydligste del af landet, hvor det normalt kun er rigtige pingviner, der trisser rundt.

Men María Huerta har hverken tænkt sig at flygte eller tie. Hun har nemlig en mission, og den handler om at kæmpe for bedre uddannelsesforhold til alle unge chilenere.

I maj og juni var María Huerta flere gange på barrikaderne sammen med først omkring 100.000 elever fra 100 gymnasier. Siden tog protesterne fart, og omkring 700.000 elever landet over gjorde oprør i den største studenterdemonstration i Chiles historie, endda meget større end den, der fandt sted mod den socialistiske præsident Salvador Allende, kort før general Augusto Pinochet tog magten ved et militærkup i 1973.

De unge besatte skoler, hvor de overnattede, mens medfølende forældre bragte dem mad. Strejkerne blev - halvt i alvor, halvt i spøg - kaldt "pingvinernes oprør" med henvisning til elevernes sort-hvide skoleuniformer.

"Retten til uddannelse er nummer et," gentog María Huerta igen og igen i sin rolle som repræsentant for millioner af skoleelever, og man skulle ikke tro, at nogen kan være uenig i det. Men selv i Chile, der anses for at være Sydamerikas bedst fungerende og rigeste land, er der på mange områder stadig langt op til den levestandard med mere lige rettigheder og muligheder for alle, som vi i højere grad kender fra Danmark.

Langt fra alle er garanteret en god uddannelse. Det skyldes, at det chilenske skolesystems er delt op i et offentligt og et privat system. De private skoler og universiteter er klart bedst, men kun tilgængelige for dem, der har pengepungen i orden.

Strejkerne blev den første store indenrigskrise for den populære præsident, Michelle Bachelet, som er den første kvindelige præsident i det meget konservative lands 195 år lange historie.

Bachelet var selv i sine unge dage en aktiv, meget venstreorienteret medicinstuderende, og hendes far blev dræbt af Pinochets efterretningsfolk under militærdiktaturet. Hun har dog tilgivet og symboliserer en forsoning med Chiles dystre fortid.

Hun havde næppe regnet med, at hendes første store udfordring på hjemmefronten ikke skulle komme fra den konservative højrefløj, men i stedet fra tusinder af teenagere, som i deres udgangspunkt burde støtte hendes regering.

Under strejkerne kom sammenligningerne med det idealistiske studenteroprør i Europa i 1968 lynhurtigt frem, og ifølge mindst et banner var den sammenligning ikke skudt helt ved siden af: "Vær realistisk - kræv det umulige," stod der på en af de mange solidariske hilsener, der blev vist på chilensk tv. Sloganet var også fremme i Europa for snart 40 år siden.

Det kan godt være, at teenagernes krav var umulige, for de omfattede nemlig en fundamental hovedreparation af et uddannelsessystem, som de kalder diskriminerende og ringe. Sådan noget koster jo mange penge.

Kravene omfattede blandt andet flere lærere og flere skoler, færre elever i hver klasse, afskaffelsen af en såkaldt eksamensafgift, som skal betales for hver eksamen, man tager, samt gratis transport for elever og studerende.

Den 80'er-generation, som satte gang i strejkerne, har ikke oplevet Pinochet-æraen og det rædselsfulde diktatur, som slog mange systemkritikere ihjel på brutal vis.

Men det er et levn fra hans tid, der har fået dem på gaden. En af Pinochets sidste handlinger, inden han i 1990 gik af efter næsten 17 år ved magten, var at indføre et uddannelsessystem, som staten ikke havde særlig stor indflydelse over. Det vil sige, at uddannelse blev privatiseret og åbnet for fri konkurrence.

Mens det kan sikre gode lærere og god uddannelse til dem, der har råd til at betale den pris, det koster, må fattigere mennesker nøjes med regeringens skrabede udgave, fordi de ikke har råd. Og ulige adgang til uddannelse kan være med til at gøre kløften mellem rige og fattige endnu større.

Siden demokratiet blev genindført i Chile i 1990, er statens udgifter til offentlig uddannelse imidlertid blevet tredoblet, og fattigdomsgraden halveret. Det går med andre ord fremad i Chile. Men i gennemsnit bruger privatskolerne stadig fem gange så mange penge pr. elev end de offentlige skoler, og det er blandt andet den skævvridning, elever som María Huerta er utilfreds med.

Hun kan ikke forstå, at et land, som for tiden tjener styrtende med penge gennem salg af kobber, Chiles største eksportvare, ikke kan omdirigere flere af disse penge til dem, der har færrest. At udjævne indkomstforskellene har faktisk været det største problem for de tre demokratiske regeringer i Chile efter Pinochet-styret.

Selv om Chile har haft kontinentets højeste og mest stabile vækst på gennemsnitligt seks pct. siden 1985, har indgået frihandelsaftaler med store dele af omverdenen, har fordoblet indtægten pr. indbygger siden 1990, og årligt investerer milliarder i nye motorveje, er mange enige med de unge i, at uddannelsessystemet stadig mangler en renovering for at komme op på et ordentligt niveau.

Sympatien for de unges sag blev ikke mindre, da politiet bankede nogle af de unge demonstranter og skød med tåregas og vandkanoner efter dem. Den ansvarlige kommandant blev efterfølgende fyret for sine "overdrevne udskejelser, misbrug og uforsvarlige vold," som præsident Bachelet udtalte. I Chile er man nemlig meget kritisk over for enhver form for vold begået af hæren eller politiet. Det minder for meget om militærdiktaturet.

Bachelet annoncerede efterfølgende en såkaldt uddannelsespakke på omkring 700 mio. kr. om året til gratis frokost for de fattigste studerende, reparationer på omkring 1200 offentlige skoler og fjernelse af eksamensgebyret på ca. 200 kr. på gymnasierne.

I første omgang afviste María Huerta og hendes medstudenterledere tilbuddet som alt for småligt. Der var dog ikke mere at komme efter hos politikerne, og protesterne ebbede efterhånden ud. Men først efter, at María og hendes kammerater havde krævet det umulige af deres land.


Landsby
Midt i ørkenen ligger den lille oase Peine. En gammel indianerby hvor Inka-hovedvejen gik igennem.
Foto: Søren Lorenzen

Landefakta
Chile
Vidste du, at hovedstaden i Chile hedder Santiago, at landets areal er på 736.900,00 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 16,3 millioner?