Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

En farlig og smuk plet på Jorden

Antarktis er på samme tid smukt og farligt. Smukt for det stigende antal af turister, som lægger vejen forbi på store krydstogtskibe for at opleve den storslåede natur og dyrelivet, men farligt for de folk, som er udstationeret og har stedet som arbejdsplads. Og måske farligt for hele klodens befolkning, fordi isen smelter.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Turister, videnskabsfolk og pingviner.

Det er den meget korte historie om Antarktis - også kaldet Sydpolen - et af Jordens tørreste, koldeste, reneste, mest stille, blæsende, isede og ugæstfrie steder.
Det ved især de tusinder af videnskabsfolk og arbejdere, som på skift eller i længere perioder bebor kontinentet.

Trods dets afsides placering er kontinentet af vital betydning for hele Jordens klima og dermed nødvendigt at studere for at forstå klodens klimatiske forandringer i fremtiden.
For videnskabsfolkene er det et job forbundet med stor fare. 

For kun ca. et år siden skete den seneste dødsulykke, da biokemikeren Augusto Thibaud og sømanden Teófilo González uden varsel forsvandt i deres køretøj ned i et dybt, sort hul under isen. De var på vej tilbage til deres argentinske base, Jubany, efter at have arbejdet et stykke tid på den uruguayske base, 25. maj, på den chilensk-arktiske halvø.

De tre øvrige ekspeditionsmedlemmer så deres kollegaer forsvinde foran øjnene på sig, og de nåede kun lige at stoppe op og undgå selv at ryge med ned i det uendelige hul, som senere blev målt til at være 30 meter dybt.

Den efterfølgende redningsaktion forløb i mere end 30 timer med hjælp af en helikopter fra den chilenske hær og under dårlige vejrforhold med temperaturer ned til minus 20 grader og vindstød på 60 kilometer i timen, så temperaturen føltes dobbelt så kold. Der var intet livstegn fra de to forsvundne, og efter 48 timer opgav man håbet, selv om alle var udstyret med grej til at klare mange timer i det fri. Senere blev ligene af de to mænd fundet og begravet.

Ulykken er blot én af adskillige blandt videnskabsfolk, eventyrere og arbejdsmænd på Antarktis. Men mennesket har altid vist sig villigt til at løbe store risici og gå til ekstremer for at opdage nye ting eller undersøge specielle sider af vores eksistens.

Et af de temaer, som optager flest videnskabsfolk på Antarktis, er den globale opvarmning. Den kan få umådelige konsekvenser for Jordens befolkning, hvis den fortsætter i samme tempo som nu, advarer mange.

Flere undersøgelser viser, at den gennemsnitlige vintertemperatur på Antarktis er steget med 2,5 grader i løbet af de seneste 50 år. Det lyder ikke af meget, men det er faktisk den største regionale temperaturstigning over tid målt noget sted i verden. Forskerne har længe arbejdet ud fra teorier om, at o pvarmningen skyldes et øget indhold af drivhusgasser i atmosfæren, primært kuldioxid (CO2). Klimaeksperterne forventer, at kuldioxidniveauet i atmosfæren vil fordobles inden år 2100, så der ser ikke ud til at være nogen vej tilbage.

På en international konference for nylig herskede der blandt verdens førende polarforskere enighed om, at opvarmning pga. den øgede mængde kuldioxid i atmosfæren kan betyde, at Antarktis om 100 år igen vil se ud, som det gjorde for 40 millioner år siden med træer og buske.

Ja, du læste rigtigt: Træer på Antarktis, det kontinent som i dag er bundfrossent.

Samtidig diskuteres årsagen til opvarmningen vidt og bredt. Overordnet set handler debatten om, hvorvidt den globale opvarmning er menneskeskabt eller et udslag af naturlige forandringer i klimasystemet. For ikke alle klimaændringer er menneskeskabte: For eksempel var Danmark dækket af is for kun 15.000 år siden, mens verdens klima var betydeligt varmere for 100 millioner år siden end i dag.

Uanset årsagen til forandringerne, indebærer de en stor risiko for Jordens befolkning, fordi Antarktis i sig selv indeholder is nok til at hæve havoverfladens niveau med hele 57 meter. Hvis al isen smelter, vil store dele af klodens lavtliggende landområder, hvor mellem 30 og 50 pct. af klodens befolkning bor, blive truet af oversvømmelse.

Data fra undersøgelserne af temperaturstigningen er indhentet fra opsendelser af prøveballoner mellem 1971 og 2003. Men trods opvarmningen tør de færreste forskere spå om, hvad udviklingen ender med. Dertil er de komplicerede klimamodeller, som forskerne benytter sig af, stadig alt for usikre, og de kan ikke med sikkerhed forklare, hvad der ligger bag de øgede temperaturer.

Samtidig er der modsætningsfyldte observationer til at forvirre billedet. For eksempel smelter isen på det østlige Antarktis næsten ikke, mens kolossale isbjerge brækker af i ny og næ på den vestlige del, som for eksempel Larsen-isbjerget i 2002. På den vestlige side af den arktiske halvø trækker gletsjerne sig tilbage, hvilket er et tegn på smeltning.

De seneste år er Antarktis desuden blevet et af de helt store rejsemål inden for luksusferier. Antallet af turister steg fra ca. 6000 i 1992 til 13.600 ti år senere, og i sæsonen 2004/2005 nåede antallet op over 24.000. Hovedparten besøgte den arktiske halvø og kommer frem på store luksuskrydstogtskibe med fuld forplejning og landgang diverse steder. Attraktionen er det uudforskede i sig selv, det golde, barske, men smukke polarlandskab, samt ikke mindst dyrelivet med pingviner, albatroser osv.

Den øgede menneskelige aktivitet på Antarktis, såvel blandt turister som videnskabsfolk, har efterladt sine spor i form af en invasion af en række fremmede arter, herunder mikrober, alger, svampe, landplanter og havdyr. Nogle er forsvundet, andre har overlevet, mens en sidste del er begyndt at dominere deres omgivelser og derved skabe ændringer i de lokale økosystemer.

For eksempel har rotter og katte medbragt på skibe været skyld i flere fuglearters forsvinden. Da "de fremmede" dyrearter forsvandt, vendte fuglene tilbage.

De fremmede arter kommer til Antarktis på mange måder, men typisk transporteres de via tøj eller personlig bagage, med grøntsager, i køretøjer, stukket fast til skibsskroge eller oppustelige gummibåde, på ankre eller i ballast-tanke - alt sammen som uønskede gæster.

Klimaændringerne og den øgede menneskelige aktivitet på Antarktis i form af turisme og flere videnskabelige og tekniske medarbejdere på de ca. 65 arbejdsstationer stiller et meget interessant spørgsmål:

Hvor længe går der, før klimaet bliver så mildt, at det ikke længere er tågesnak at overveje en egentlig kolonisering af kontinentet?

Landefakta
Antarktis
Vidste du, at Antarktis er klodens eneste ubeboede verdensdel, at området er dækket af 98 procent is og sne, og at det er 14,1 mio. kvadratkilometer stort?