Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Folket ved Jordens Navle

Qaanaaq i Nordgrønland er en af verdens nordligste byer. Den blev anlagt for godt 50 år siden, da ca. 30 polargrønlandske familier blev tvunget til at flytte dertil og forlade deres gamle hjem, hvor der skulle gøres plads til en amerikansk militærbase.

Af Lasse Nørgaard

Et svensk filmhold tilbragte midt i 1980'erne flere måneder i Qaanaaq på Grønlands barske nordvestkyst. Da de rejste tilbage for at vise indbyggerne resultatet, var der verdenspremiere i forsamlingshuset på "Folket ved Jordens Navle - Inughuit", som inuitbefolkningen i området hedder. Filmen skulle vises for de mennesker, den handlede om, men ikke alle var imponerede af optagelserne:

"Skulle det være noget?" spurgte en gammel dame og rejste sig. "De viser det jo bare, som det er," konstaterede hun og forlod forsamlingshuset. Det svenske filmhold var glade for den gamle dames reaktion, selv om bedstemor selv var skuffet. Hun havde allerede vænnet sig til Hollywood-film med en fiktiv handling og havde svært ved at se formålet med en kedelig dokumentarfilm.

Men filmen " Folket ved Jordens Navle - Inughuit" om beboerne i Qaanaaq er stadig interessant i dag. Den fortæller historien om fangerfamilierne, der blev tvangsforflyttet af den danske regering i 1953. Danmark havde indgået en aftale om at lade USA oprette en militærbase, Thule-basen, og indbyggerne i området fik derfor besked på, at de skulle flyttes ca. 100 kilometer længere nordpå. Her måtte de vente i månedsvis på huse og andre faciliteter i et område, hvor naturen var endnu mere barsk, og hvor der var færre dyr at jage.

Filmen fortæller også om samfundet, hvor det er lyst døgnet rundt i flere måneder om året, og mørkt hele døgnet i vintermånederne, hvor temperaturen kan falde til 50 minusgrader. Og om den gamle fangerkultur mellem hvaler, hvalroser og isbjørne, der er præget af sagn og myter, og om indflydelsen fra massekulturen med radio, tv og popmusik.

Filmen har også et par mindeværdige citater, som den gamle mand, første gang han lytter til en radio og beskriver det "som en påske med smukt vejr, hvor konen så engle, der fløj rundt i luften".
Eller den anden gamle mand, der beskriver "de hvide", der kommer for at anlægge basen i Thule, og som fortæller, at "en af de hvide mænd var ikke helt ligesom de andre. Han var. sort."

Thule og Qaanaaq er stadig to af de mest kendte steder i Grønland, og sagen om fangernes tvangsforflytning har symboliseret Danmark og Grønlands ambivalente forhold, som nogle vil kalde et "storebror-lillebror"-forhold, i mange år.

Beboerne i Qaanaaq dannede organisationen Hingitaq 53, der betyder "Deporteret 53", med henvisning til det år, hvor fangerne fik fire dage til at pakke deres ting og forlade Thule.
Organisationens leder, Uusaqqak Qujaukitsoq, har udtalt, at han før hans far døde, lovede ham, at han ville kæmpe for, at fangerne fik Thule tilbage.

Hingitaq 53 lagde sag an mod den danske stat for at få erstatning og for at få jorden tilbage. Retssagen har været en af de længste i det danske retsvæsens historie, og den er endt med en symbolsk økonomisk erstatning til beboerne samt en undskyldning fra den danske stat, der dog siger, at man ikke kan være ansvarlig for, hvad en regering besluttede for over 50 år siden. Og man vil heller ikke give nogen lovning på, at inughuit kan få jorden igen.

Hingitaq 53 har klaget sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, først og fremmest for at få retten til området tilbage eller fuld erstatning for tvangsforflyttelsen. Sagen har været bredt omtalt i både nationale og internationale medier, for det er en sag med mange aspekter. Den handler dels om, hvorvidt en stat har begået overgreb mod en minoritet, dels om en lille stammes risiko for at blive udryddet, og ikke mindst om Danmarks forhold til det store USA, der fortsat ønsker at benytte Thulebasen.

Endnu en Thule-sag tog sin begyndelse, da et amerikansk fly med tre brintbomber styrtede ned på indlandsisen tæt på basen i 1968. Dengang blev indbyggerne i Qaanaaq bedt om at hjælpe med at rydde op efter flystyrtet, og flere blev syge bagefter. De krævede erstatning for deres helbredsskader, men det er aldrig blevet bevist, at der var en direkte forbindelse mellem sygdommene og materialet, folk samlede op.

I januar 2006 afviste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at tage den 1. Thulesag op. Det skete efter næsten to års betænkningstid og med to begrundelser. Den ene var, at beboerne ikke var omfattet af den europæiske menneskerettighedskonvention i forsommeren 1953, da de blev tvangsforflyttet - en konvention, Danmark først tiltrådte i september 1953.

Den anden begrundelse var, at Danmark har givet beboerne "en fair behandling" siden dengang, bl.a. med boliger i 1953, nye boliger i 1985 og økonomisk dispensation efter retssagerne i Danmark. Samtidig er Thule-basens areal blevet indskrænket, og der er bygget en ny lufthavn, selv om det kan diskuteres, hvor megen eller hvor lidt glæde beboerne har af dét.

Menneskerettighedsdomstolen mener heller ikke, at polareskimoerne inughuit er en speciel stamme, der etnisk adskiller sig fra resten af Grønlands befolkning.

Trods kompensationerne er Qaanaaq stadig et barsk sted at leve med begrænsede fangstmuligheder, og arbejdsløsheden er kolossalt høj.


Diskobugten
Isbjerge kan hurtigt få én til at føle sig meget lille i en jolle.
Foto: Kim Pauli

Landefakta
Grønland
Vidste du, at hovedstaden i Grønland hedder Nuuk (Godthåb), at landets areal er på 2.166.086 kvadratkilometer, og at befolkningstallet kun er på ca. 55.000?