Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Afrikas forbindelse til Amerika og Europa

Nogle få kilometer fra Senegals hovedstad, Dakar, ligger en lille bitte ø, der hedder Goree. Det er nok den mindste ø i verden, der har haft officielt besøg af både Nelson Mandela, Paven, Bill Clinton og George Bush.

Af Lasse Nørgaard

Øen med kun 1300 indbyggere får ud over statsledere og politikere også hvert år besøg af tusindvis af turister, der har ry for mere at opføre sig som højtidelige pilgrimme end som normale turister. Årsagen er øens særlige historie.

Gennem 312 år var Goree centrum for afskibning af slaver fra det afrikanske kontinent til "den nye verden", især til plantagerne på de caribiske øer. Intet sted er afstanden mellem Afrikas og Amerikas kyster kortere end fra Dakar, og for slavehandlerne var Goree en ideel mellemstation, hvor slaverne blev placeret med en fem kilo tung metalkugle om benet. Hvis nogen forsøgte at flygte fra øen inden transporten over Atlanten, ville de automatisk blive trukket ned på havets bund i det dybe vand omkring øen.

De seneste måneder har kysterne i Senegal igen været centrum for en større udvandring - denne gang frivillig. Hundredvis af både med tusindvis af passagerer er stævnet ud med kurs mod nordvest. Målet er De Kanariske Øer, der jo er en del af Spanien, og om bord på bådene er immigranter, der håber på at kunne finde arbejde i Europa og tjene penge til at sende hjem til deres familier. 

Heller ikke nu om dage er rejsen ufarlig. Den foregår i traditionelle fiskerbåde, store flade træbåde med mange passagerer, og flere af dem er kæntret undervejs, og alle passagererne druknet. Andre både er blevet fanget af kystvagterne eller har selv valgt at vende om og opgive den 1500 kilometer lange sørejse, der tager flere dages sejlads gennem meterhøje bølger. 

Men passagererne er villige til at løbe risikoen. Deres motto er "Barcelona eller Barzakh" ("Barcelona eller Livet efter Døden"), og alene i de første måneder af 2006 har tæt på 10.000 vestafrikanere klaret rejsen. Mange af dem er kommet fra Senegal.

Passagererne betaler mellem 700 og 1000 dollars for turen; et beløb, der ofte bliver samlet ind ved familiens eller naboernes hjælp. I nogle landsbyer bruger man sågar den traditionelle "tontine" til at samle penge ind til immigranterne. "Tontine" er en sparebøsse for hele landsbyen, som man lægger penge i, når man har lidt overskud. Pengene bliver normalt brugt til at hjælpe folk, der har brug for medicin eller hospitalsophold, eller til bryllupper, men nu bliver de også brugt til at betale kaptajnerne på de både, der transporterer immigranter til De Kanariske Øer.

Alle bidrager, og så trækker man lod om, hvem der er den "heldige" familie, der får lov til at sende deres ældste søn ud på den farefulde færd.

Det er naturligvis langt fra alle, der har lyst - eller råd - til at forsøge at forlade landet, men den nye udvandring fra Senegal og andre vestafrikanske lande har igen sat forholdet mellem det fattige Afrika og det rige Europa i fokus.

Senegal er også på en del andre områder forbindelsesleddet mellem Europa og Afrika. Landet er tit blevet fremhævet som et godt eksempel på, at demokrati og tolerance kan fungere i Afrika. Senegals første præsident efter selvstændigheden trak sig frivilligt tilbage og overlod posten til sin efterfølger. Og efterfølgeren accepterede et valgnederlag efter næsten 20 år som præsident og lod sin modstander fra et andet parti overtage posten.

Der er 65 politiske partier i landet, et uafhængigt retsvæsen og meget begrænset korruption.

Samtidig eksisterer de mange etniske grupper side om side i rimelig harmoni med hinanden, og alle sprog og religioner er tilladt, men langt hovedparten - 95 procent - er muslimer.

Men træerne vokser ikke ind i himlen: Senegal har i mange år haft problemer med en løsrivelsesbevægelse i den sydlige Casamance-region, og der er også uoverensstemmelser med Gambia, der kiler sig ind i Senegal langs Gambia-floden.

Den politiske tolerance og frihed er også kommet i søgelyset, efter at præsidenten i 2004 fyrede premierministeren og fik ham sat i fængsel anklaget for korruption.

Til gengæld forsøger Senegal at spille en aktiv rolle, både i international og regional politik. Landet har bl.a. bidraget med soldater til mange af FN's fredsbevarende styrker. Senest har Senegal været vært for "Civilisationernes Alliance", der blev oprettet på initiativ af den spanske og den tyrkiske premierminister for at bringe de vestlige og de muslimske lande tættere på hinanden og for at bekæmpe fanatisme og kulturelle misforståelser. I den forbindelse kaldte FN's generalsekretær, Kofi Annan, Senegal et eksempel på tolerance og fredelig sameksistens.

Senegal har også gjort sig bemærket som et land med en rig kultur inden for både litteratur, film og musik. Der er flere verdensberømte musikere fra Senegal end fra noget andet afrikansk land, blandt andre Youssou N'Dour, Ismael Lo og Baaba Maal.

Seneste skud på stammen er de unge hiphoppere fra Daara J, hvis album "Boomerang" blev et stort hit i både Afrika, USA og Europa. De er blevet berømte, fordi de netop ikke forsøger at efterligne amerikanske grupper, men fordi de har fundet deres egen, afrikanske stil. I virkeligheden mener de, at selv om hiphoppen blev opfundet i Amerika, så baserer den sig på en traditionel afrikansk rytmisk måde at fortælle historier på.

 


Historiefortælling
USA's tidligere præsident Bill Clinton med sin kone Hillary Clinton. Iført traditionelt senegalesisk tøj får de fortalt lokale fortællinger i landsbyen Dal Diam cirka 90 km øst for Dakar.
Foto: AP Photo/Greg Gibson


Turistindustri
I dag er den gamle slaveø Gorée en stor turistattraktion med museer, restauranter og et stort antal handlende.
Foto: Carsten Ingemann

Landefakta
Senegal
Vidste du, at hovedstaden i Senegal hedder Dakar, at landets areal er på 196.720 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 10 millioner mennesker?