Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Et svært land at styre

Guyana er en lus mellem mange negle, klemt af naboer og donorer. Men optimismen fejler ikke noget.

Af Lasse Nørgaard

Det er ikke nemt at være turistminister i Guyana. De fleste mennesker i verden har ingen anelse om, hvor landet ligger. Mange tror, det er i Afrika. Her er ingen hvide sandstrande, for Guyana ligger under havets overflade, så den korte kyststrækning er mudret, brun og grå.

Men turistminister Manzoor Nadim er optimist og har sat en større kampagne i værk for at tiltrække turister. Hans bedste salgsargument er, at 70 procent af landet er dækket af tropisk regnskov med flotte floder, imponerende og dramatiske vandfald og et dyreliv, der bl.a. indbefatter jaguarer.

Samtidig er junglen hjemsted for et af de mest omtalte masseselvmord i nyere tid. I 1978 begik 914 amerikanske tilhængere af Jim Jones-sekten selvmord langt inde i junglen. Det skete i Jonestown, opkaldt efter grundlæggeren og guruen Jim Jones. Turistministeren overvejer nu at gøre stedet til en turistattraktion. Det synes nogen er usmageligt, mens andre siger, at det vel ikke er anderledes end at gøre World Trade Center til et mindesmærke.

Guyana håber også at komme lidt på verdenskortet, når nogle af kampene i næste års verdensmesterskab i cricket bliver spillet i landet.

Sidste gang landet havde "chancen" for at få verdens opmærksomhed, var i januar 2005, da Guyana blev ramt af de værste oversvømmelser nogensinde.   Over 40 procent af befolkningen var berørt, men i de uger talte og skrev resten af verden kun om den enorme flodbølge, der dræbte hundredtusinder i Asien 2. juledag 2004.

Det er heller ikke nemt at være præsident i Guyana. Der har altid været spændinger mellem den tredjedel af befolkningen, der er efterkommere af afrikanske slaver, og den halvdel af befolkningen, der er efterkommere af indiske kontraktarbejdere fra sukkerplantagerne. Megen af landets politik er derfor baseret på etnisk tilhørsforhold, og præsident Bharrat Jagdeo skal tilgodese sin egen gruppe, uden at det sker for meget på bekostning af andre grupper. Samtidig er Guyana klemt af naboerne Brasilien, Venezuela og Surinam, som det har haft mange grænsestridigheder med.

Og endelig skal man som præsident tage hensyn til de store donorer USA og EU, som Guyana er økonomisk afhængig af. Guyana er en lus mellem mange negle.

Men præsident Jagdeo har opnået en del resultater. Han gik ind i politik allerede som 13-årig, og han blev finansminister som 31-årig. Da han i 1999 blev præsident, var han kun 35 år.

Dengang måtte Guyana bruge 90 procent af sine indtægter til at betale af på en stor udlandsgæld, men nu er tallet nede på 20 procent. Præsidenten har også netop fået gennemført en lov, der sikrer landets oprindelige befolkning, de såkaldte amerindianere, samme rettigheder som alle andre, blandt andet retten til landområder og naturressourcer.

Og han har tilsyneladende fået bilagt grænsestridighederne med Surinam, stridigheder, der handler om retten til at udvinde olie i havet.

Guyanas økonomi er stadig skrøbelig. En trussel fra EU om at betale mindre for Guyanas sukker kan få store konsekvenser for landets økonomi.

"Det kan ødelægge alt det, vi har opnået de seneste ti år", siger præsident Jagdeo til BBC, der fulgte ham og hans ministre i ugevis i 2005.

Et andet eksempel på Guyanas afhængighed af omverdenen var, da der pludselig kom historier i den amerikanske presse om, at guyanske kvinder blev smuglet ind til bordeller i USA og andre lande. Socialminister Bibi Shadik troede ikke selv på historien, der heller ikke blev dokumenteret, men hun måtte love at gøre noget ved sagen for at undgå økonomiske sanktioner.

I et land, hvor 30 procent af befolkningen lever i fattigdom, er det også en udfordring at være sundhedsminister. Kroniske sygdomme og sygdomme relateret til fattigdom er udbredte. Det er hiv/aids også. Men sundhedsminister Leslie Ramsammy har taget handsken op med nogle usædvanlige initiativer, bl.a. at sikre gratis medicin til alle hiv-smittede. Sundhedsarbejdere er også blevet sendt ud i nattelivet for at invitere prostituerede til møder i ministeriet for at diskutere, hvordan smitten kan begrænses.

Guyanas hovedstad Georgetown er præget af enorme gamle træhuse bygget under kolonitiden med dens karakteristiske arkitektur. Gennem mange år forfaldt husene, bl.a. fordi der var mangel på maling i det fattige land. Men i dag er mange af husene blevet frisket op, og byen er   blevet smukkere.

Befolkningen håber, at det er et symbol på, at selv om landet er et af de fattigste på det amerikanske kontinent, så er der lysere tider forude.

Landefakta
Guyana
Vidste du, at hovedstaden hedder Georgetown, at arealet er 214.970 km², og at befolkningen er på ca. 765.000 mennesker?