Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Vores ukendte nabo

Polen er præget af kommunisme og katolicisme, af opgør med fortiden og tvivl om fremtiden.

Af Lasse Nørgaard

Nogle få år efter at Polen var kommet af med det kommunistiske regime, rejste en dansk tv-journalist til Warszawa. Han satte sig på gaden med en rød plasticpose fra den toldfrie butik foran sig, hvor han lagde et par lange spegepølser, han havde købt i lufthavnen i København. Formålet var at studere polakkernes kendskab til og reaktion på denne danske nationalspise.

Det er nok svært at forestille sig, at nogen ville få den idé at gøre det samme i et af Danmarks andre nabolande, f.eks. Tyskland eller Norge. Begivenheden handlede altså ikke bare om polakkernes manglende kendskab til enebærrøgede cognacspegepølser, eller hvilken smagsvariant det nu var, men afslørede måske i lige så høj grad vores manglende viden om - og respekt for - naboen i syd. 

Nu, 20 år senere - og 25 år efter kommunismens fald og den isolation, Polen dengang var omfattet af - er vores viden om Polen og dets befolkning stadig begrænset. Da Polen sammen med ni øvrige lande blev medlem af EU i maj 2004, reagerede Danmark ligesom andre gamle EU-lande med reserveret begejstring. På den ene side syntes man, det var en god ide med nye medlemmer af "familien", og at deres markeder nu er åbne for salg af danske spegepølser og mange andre varer.

På den anden side var mange bange for, at folk fra de nye - og fattigere - medlemslande nu ville rejse ud i stort antal for at få arbejde. Frygten for massiv indvandring af f.eks. polsk arbejdskraft blev begrundet med, at den skulle være mindre kvalificeret, men først og fremmest, at den er konkurrence-forvridende, fordi de polske arbejdere er vant til lavere lønninger. I Danmark kræver man derfor, at arbejdere fra de nye EU-lande skal arbejde efter dansk overenskomst, mens Tyskland og Østrig indførte endnu strammere regler.

Kun Irland, England og Sverige har lukket dørene helt op og anerkendt "arbejdskraftens fri bevægelighed", som ellers er et af EU's fornemste principper. Foreløbige undersøgelser viser, at det har gavnet deres samfund og økonomi, og at det ikke har kostet arbejdspladser. Polakkerne har reageret med skuffelse over de øvrige EU-lande, og et andet nyt medlemsland, Tjekkiet, har truet med at indføre samme regler over for borgere fra Bulgarien og Rumænien, når de bliver medlemmer. Kritikerne af denne udvikling mener derfor, at EU er i fare for at blive delt op i en superliga og en 2. og 3. division.

Samtidig forsøger man nogle steder aktivt at få fat i polske arbejdere - ikke fordi de er billige, men fordi de er nødvendige. I februar var den katolske biskop fra Aberdeen i Skotland f.eks. i Polen for at få flere præster til at komme til Skotland, hvor der nu lever flere katolikker end tidligere, blandt dem en del polske arbejdere.

90 % procent af alle polakker er nemlig katolikker, og den katolske kirke spiller en stor rolle i Polens historie, politik og dagligliv. Mens landet var besat og domineret af Tyskland og Sovjet, var kirken det nationale samlingspunkt og håb for polakkerne. Og stoltheden var enorm, da ærkebiskop Karol Wojtyla i 1978 blev valgt til Pave, et embede han bestred som Johannes Poul d. 2 i 27 år. Enorm var også sorgen, da den katolske fader Jerzy Popieluszko i 1984 blev bortført og dræbt af sikkerhedspolitiet for sin åbne støtte til fag- og demokratibevægelsen "Solidaritet". Efter sin død blev præsten et symbol på den polske frihedkamp.

I dag er den katolske kirke fortsat i søgelyset - og ikke kun for det gode. Kirken har selv for nylig iværksat en undersøgelse for at identificere de sorte får blandt præsterne. Det handler om præster, som aktivt samarbejdede med det hemmelige politi under kommunismen. Sagen er kommet op, efter at en katolsk præst har indrømmet, at han hjalp det hemmelige politi.

Samtidig bliver kirken kritiseret for at være korrupt og for at være alt for indblandet i politik. Især efter det seneste valg, hvor det konservative "Lov og Orden"-parti gik ind i et samarbejde med det katolske "Ligaen af Polske Familier", der prædiker for traditionelle konservative familie-værdier.

Den katolske kirke står også bag en tv- og en radio-station, hvis udsendelser heller ikke hører til blandt de mest progressive.

Det nylige valg, og den ny-konservatisme og højredrejning, som det tilsyneladende var udtryk for, har mødt skepsis i andre europæiske lande. Tolerancen over for seksuelle minoriteter og anderledes tænkende er blevet mindre.

Polakkerne selv reagerer på kritikken på forskellig vis. Nogle siger, at den konservative kirke kun repræsenterer et mindretal af de polske katolikker. Andre siger, at de vesteuropæiske lande skal være forsigtige med at belære Polen om tolerance. Vesteuropa har selv en blodig og intolerant historie, og der findes i dag fremmedfjendske og konservative partier, der nyder stor opbakning blandt befolkningerne. Polen har derimod i århundreder haft plads til både jøder og muslimer og unioner mellem græske og romerske katolikker. Polakkerne minder også om, at Polen blev ladt i stikken af de vestlige allierede efter 2. Verdenskrig, men selv organiserede fire folkelige opstandelser mod undertrykkelse og for frihed, nemlig i 1956, -68, -70 og -81.

Endelig er der dem, der optimistisk påpeger, at det vestlige Europa snart må holde op med at tale om Polens "ukvalificerede arbejdskraft". Polen er nemlig det eneste land i Europa, hvor halvdelen af alle unge læser videre efter gymnasiet.

Landefakta
Polen
Vidste du, at hovedstaden hedder Warszawa, at arealet er 311.904 km², og at befolkningen er på 38 millioner mennesker?