Styreform og konflikt

Et af de gennemgående kendetegn ved lande, der rammes af konflikt, er, at de ledes af udemokratiske regimer. Lande med autoritært og korrupt styre kastes langt oftere ud i borgerkrig end andre.

Mange afrikanske lande har siden deres uafhængighed efter kolonitiden haft perioder med autoritært styre. Det vil sige, at der i mange tilfælde har siddet en enevældig præsident på magten i landet. Et klart eksempel på enerådigt styre er den måde, Mobutu forvaltede det daværende Zaire (nu DR Congo) på, fra han kuppede sig til magten i 1965, til han blev afsat af oprørere i 1997.

Autoritære styrer er generelt kendetegnet ved, at de ikke tillader nogen form for konkurrence mellem partier med forskellige politiske holdninger. Der er tale om et-parti-systemer, hvor kun præsidentens parti er lovligt. Her giver det ikke megen mening at afholde valg. Nogle lande med et-parti-system har alligevel holdt valg for at få det til at se ud, som om præsidenten har stor opbakning blandt folk. Rwandas præsident fra 1973 til 1994, Habyarimana, formåede for eksempel at blive genvalgt tre gange med over 99 pct. af stemmerne. Hver gang var han imidlertid den eneste kandidat, og alle andre partier end hans var forbudt.

Valg, der afholdes på de betingelser, kan naturligvis ikke resultere i nogen magtoverdragelse. Der er reelt kun to muligheder for at få en ny præsident og evt. et nyt parti til magten. Enten kan den siddende præsident selv udpege sin efterfølger, eller også kan der ske et kup, hvor lederen afsættes med magt. Der er talrige eksempler på begge dele i Afrika.

FN-soldater fra Pakistan
I DR Congo er FN til stede med en stor styrke for at sikre området og overvåge fredsaftalen i forbindelse med borgerkrigen.
Foto: UN Photo/Christophe Boulierac

I foråret 2005 døde Togos præsident Eyadema. Inden havde han arbejdet på at sikre sin søn, Faure Gnassingbe, pladsen som præsident, selv om det var i strid med landets grundlov. Faure Gnassingbe overtog med militærets hjælp magten efter sin far. Det er efterfølgende lykkedes AU at gribe ind og sørge for, at der blev holdt valg. Det vandt Gnassingbe, så nu er han Togos lovligt valgte leder.

Kup er den anden måde, magtoverdragelse typisk finder sted på i autoritære regimer. Siden de fleste afrikanske lande opnåede selvstændighed i begyndelsen af 1960'erne, har ca. halvdelen oplevet et kup, adskillige af dem flere gange. I alt har der været omkring 60 succesfulde kup og mere end 100 andre mislykkede forsøg på kup.

Selv om et land ikke er demokratisk styret, behøver det ikke nødvendigvis at blive indblandet i væbnet konflikt. Men flere forhold betyder, at der er en øget risiko for, at det sker. Når en autoritær leder ikke risikerer, at befolkningen stemmer på nogle andre ved næste valg, kan han tillade sig at styre landet på måder, som fuldstændigt ignorerer befolkningens behov. Samtidig ved autoritære ledere, at de kun sidder på magten, så længe de har kontrol over militæret og dermed ikke risikerer et kup.

Resultatet bliver, at autoritære regimer ofte fører en politik, der har negative konsekvenser for store grupper i samfundet, men tilgodeser præsidentens støtter i militæret og måske bestemte etniske grupper. Korruption og bestikkelse sørger for, at dem, der har og støtter magten, får job og penge, mens eksempelvis økonomisk udvikling og sundhed for resten af befolkningen ikke prioriteres.

I den situation kan et land blive kastet ud i borgerkrig. De grupper i samfundet, der føler sig snydt, kan prøve at vælte styret eller eventuelt kæmpe for at gøre en del af landet uafhængigt. Borgerkrige, hvor motivet har været politisk utilfredshed med et autoritært regime, har man bl.a. set i Sudan, DR Congo og Elfenbenskysten.

De lande og internationale organisationer, der giver udviklingsbistand eller på anden måde er involveret i Afrika, er opmærksomme på problemerne med autoritære regimer. De prøver at fremme såkaldt "god regeringsførelse" og demokratiske valg ved at stille krav til modtagerne af bistanden. God regeringsførelse indebærer, at korruption og bestikkelse skal bekæmpes, mens menneskerettigheder og respekt for forskellige befolkningsgrupper fremmes. Det har selvfølgelig stor betydning for de folk, der bor i landet, hvis et autoritært regime afløses af mere demokrati og respekt for menneskerettigheder. Samtidig giver det også udsigt til, at flere konflikter fremover kan løses med politisk diskussion frem for med militær magt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten