Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Gaza

Disse landefakta er udarbejdet i 2009

Gaza er ikke en selvstændig stat, hvorfor alle data ikke er tilgængelige.

Indenrigspolitik:
Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed - Palestinian Authority (PA) - blev etableret i 1994 som resultat af Oslo-aftalerne mellem PLO og Israel.

PA var oprindeligt tænkt som en femårig overgangsmyndighed indtil fred og palæstinensisk statsdannelse ville være opnået. I 1996 blev PLO's formand Yasser Arafat valgt til præsident for de palæstinensiske selvstyreområder efter demokratiske valg til præsidentembedet og den Palæstinensiske Lovgivende Forsamling - Palestinian Legislative Council (PLC).

Efter Arafats død i november 2004 afholdtes valg til præsidentembedet den 9. januar 2005, hvor Mahmoud Abbas (Abu Mazen) blev valgt til præsident. I det seneste parlamentsvalg - der blev afholdt den 25. januar 2006 - vandt den islamiske bevægelse Hamas 74 ud af PLC's 132 pladser. Det hidtil dominerende parti Fatah måtte derimod nøjes med 45 mandater.

Hamas dannede herefter regering med Ismail Haniyyeh som premierminister. Siden parlamentsvalget i januar 2006 har situationen i de palæstinensiske områder været præget af stigende konfrontation mellem Hamas og Fatah. Der har således siden oktober 2006 været fem voldsomme sikkerhedskriser i Gaza, der har været mere blodige for hver gang.

Udviklingen kulminerede i midten af juni 2007, hvor Hamas i løbet af to-tre voldeligedage overtog magten i Gaza. I lyset af Hamas-kuppet fyrede præsident Abbas samlingsregeringen og erklærede undtagelsestilstand den 14. juni 2007. Tre dage senere indsatte præsidenten en nødregering under den uafhængige premierminister Salam Fayyad (der ligeledes indtil videre fungerer som finans- og udenrigsminister).

UNRWA vurderer, at den humanitære krise i de palæstinensiske områder er værre end nogensinde før. I 2006 faldt BNP med næsten 10 pct. Den aktuelle per capita-indkomst er kun 60 pct. af 1999-niveauet.

I Gaza hævder 21 pct. af husstandene, at de slet ikke har nogen indkomst. Arbejdsløsheden er næsten 50 pct. i Gaza, hvilket ville have været endnu højere, hvis ikke PA havde ansat tusinder i anden halvdel af 2006. De humanitære konsekvenser er betydelige: Over 65 pct. af palæstinenserne lever i fattigdom, en tredjedel lider af "fødevareusikkerhed" og mere end 10.000 palæstinensere er emigreret i det seneste år (og mere end 50.000 vurderes at være i færd med at forlade Gaza/Vestbredden). I Gaza er 1,1 mio. indbyggere (ud af i alt 1,4 mio.) afhængige af direkte nødhjælp. 

Geografi:

Gaza-striben er beliggende i Mellemøsten ved Middelhavet mellem Egypten og Israel.

Areal: 360 kvm2

Klima: Tempereret med milde vintre og varme og tørre somre.

Befolkning: 1,55 mio (2009 anslået)

Befolkningstilvækst: 3,349% (2009 anslået)

Fødsler: 36,93 pr. 1000 indbyggere (2009 anslået)

Dødsfald: 3,53 døde pr. 1000 indbyggere (2008 anslået) 

Spædbørnsdødelighed: 18,35 døde pr. 1000 fødsler (2009 anslået)

Fertilitetsrate: 5,03 barn pr. kvinde (2009 anslået)

Etniske grupper: Palæstinensiske arabere

Religioner: Muslimer 99,3%, kristne og andre 0,7%

Sprog: arabisk, hebræisk (talt af mange palæstinensere)

Uddannelse: 92,4% af befolkningen over 15 år kan læse og skrive (2004)

Økonomi:

BNP: 11,95 mia dollars (2008 anslået)

BNP pr. indbygger: 2.900 dollars (2008 anslået)

Arbejdsstyrke: 267.000 (2006)

Arbejdsløshedsrate: 41,3% (juni 2008)

Inflationsrate: 11,5% (tallet inkluderer Vestbredden) (juni 2008)

Eksport: 339 mio dollars (2006) (Tallet inkluderer Vestbredden)

Eksportvarer: Citrusfrugter, blomster, tekstiler.

Import: 1,3 mia. dollars (2006) (tallet inkluderer Vestbredden)

Importvarer: Fødevarer, forbrugsvarer og byggematerialer.

Udlandsgæld: 1,3 mia dollars (2007 anslået)

Kommunikation:

Fastnettelefoner: 350.400 (2007) (Tallet inkluderer Vestbredden)

Mobiltelefoner: 1, 026 mio. (2007) (Tallet inkluderer Vestbredden)

Internetbrugere: 355.500 (2007) (Tallet inkluderer Vestbredden)

Hovedveje: 5.147 km (inkl. Vestbredden) (2006)

Kilder: CIA - The World Factbook, Udenrigsministeriets "Landefakta for Gaza/Vestbredden"

Note: Tallene for visse af de statistiske kategorier er ikke tilgængelige, hvilket kan skyldes landets økonomiske, politiske eller historiske situation. Manglen på disse oplysninger kan dog have en vis informationsværdi i sig selv.

Landeportræt