Sitemap | Avanceret søgning |
 
Dette dokument stammer fra:

Sibirien

Disse landefakta er udarbejdet i 2008

Historie
Det sydlige Sibirien var ca. 100 f.Kr - ca. 100 e.Kr. en del af hunnernes rige. Fra 1200-tallet var det meste af Sibirien en del af mongolernes imperium, men da dette gik under, opstod mod vest Det Sibiriske Khanat. Russiske købmænd var tiltrukket af Sibiriens overflod af pelsvæk, og i 1581 indledte russiske kosakker på foranledning af rige russiske købmænd en erobring af Sibirien. I forbindelse med erobringen kom massevis af russiske bønder til Sibirien, hvor de slog sig ned som statsbønder og i begyndelsen af 1700-tallet udgjorde dobbelt så mange som den lokale befolkning. Denne blev udsat for russificering og tvangskristning.

Fra begyndelsen af 1700-tallet blev flere store russiske ekspeditioner sendt til Sibirien, herunder Vitus Berings to Kamtjatka-ekspeditioner. Indtil Den Russiske Revolution i 1917 kom endnu flere russere til Sibirien i kølvandet på den russiske ophævelse af livegenskabet, bygningen af Den Transsibiriske Jernbane og udviklingen af den sibiriske minedrift.

Under revolutionen kontrollerede den hvide hær stort set hele Sibirien, men alligevel vandt bolsjevikkerne magten i 1920. De første sovjetiske femårsplaner bragte industrialiserings- og kollektiviseringskampagner til Sibirien, og under Anden Verdenskrig flyttedes en stor del af den sovjetiske industri til Sibirien. Siden er Sibiriens udvikling fortsat med udnyttelsen af regionens olie-, naturgas- og vandkraftressourcer.

I perioder har Sibirien fungeret som et stort fængsel for både kriminelle og politiske fanger fra Rusland/Sovjetunionen. Allerede i 1700-tallet bestod næsten hele embedsmandsstanden af sådanne landsforviste. Under Stalin udspredtes et bredt net af arbejdslejre, de såkaldte GULag, til især det nordlige Sibirien.

Geografi
Sibirien er en naturgeografisk region, som omfatter det asiatiske Rusland fra Uralbjergene i vest til Stillehavet i øst. Landets areal er ca. 13 millioner km². Regionen grænser op til Ishavet, Stillehavet, Mongoliet, Kina, Kasakhstan, Manchuriet og Nordkorea. I Sibirien findes nogle af verdens største slettelandskaber og flodsystemer; store dele er uden infrastruktur og ubeboede.  Beboelsen er koncentreret til industribyerne langs den transsibiriske jernbane. I det centrale Sibirien ligger verdens dybeste sø (1620 m), den 31.500 km² store Bajkalsøen. Mod øst og syd ligger flere bjergkæder. Fra vest til øst strækker Sibirien sig over 110 længdegrader - næsten en tredjedel af Jordens omkreds. Den største by i Sibirien er Novosibirsk og har 1,4 mio. indbyggere (2002). Byen er Ruslands tredjestørste by.

Klima
Klimaet er næsten overalt tørt og kontinentalt med kolde vintre og korte somre. Mod nord og i bjergene er det imidlertid polart og ellers tempereret. Vintrene er kolde pga. et stabilt højtryk over det centrale Sibirien, som danner en kuldepol med ekstreme temperaturer på helt ned til −40 °C til −50 °C. Somrene er derimod varme og solrige. Længst mod nord er vegetationen tundra, som sydpå afløses af tajga og nåleskov. I et bælte fra vest til øst udgør dette det største sammenhængende skovområde i verden.

Miljø
Rovdrift af olie- og mineraludvinding og skovhugst har siden 1950'erne gjort store områder af Sibirien ubeboelige og betydet omfattende miljøforurening og økologiske katastrofer.

Befolkningen
Sibiriens oprindelige befolkning taler vidt forskellige sprog og har traditionelt levet som rensdyrnomader og af jagt og fiskeri. I 1998 var der 30 officielt anerkendte indfødte folk, men det reelle tal vides at ligge omkring 50. Fælles for disse etniske grupper er en ringe almen sundhedstilstand, en lav middellevetid samt stor arbejdsløshed. I dag udgør de indfødte folk bare 5 pct. af Sibiriens samlede befolkning, mens flertallet er russere og andre slavere. Den største gruppe af den oprindelige befolkning er jakuterne. I det østlige Sibirien har en del kinesere slået sig ned.

Befolkning
39,1 millioner (2002)

Infrastruktur
Store områder af Sibirien er helt mennesketomme. I industribyerne findes lufthavne, metro, busser og lokale togforbindelser. Skal man længere stræk, findes færger og frem for alt den transsibiriske jernbane; en 9000 km lang jernbanelinje, der løber mellem Moskva og Vladivostok i Sibirien. Den har altid haft stor betydning for Sibiriens befolkningsmæssige og industrielle udvikling. I 1989 åbnedes en parallel linje nord om Bajkalsøen.

Religion
Sibiriens etniske befolkning blev tvunget til at opgive sine oprindelige trosforestillinger af den russiske kirke. Den dominerende religion er derfor i dag russisk-ortodoks, men der findes også grupper af jøder, muslimer og buddhister.

Styreform
Føderation. Sibirien er opdelt i tre føderale distrikter; Det Fjernøstlige Føderale Distrikt, Urals Føderale Distrikt og Det Sibiriske Føderale Distrikt. Hvert distrikt har hver to delegerede repræsenteret i det russiske parlament i Moskva. Præsident er Dmitrij Medvedev (siden 7. maj 2008), som overtog præsidentembedet efter Vladimir Putin.

Økonomi
Sibirien gemmer på enorme reserver af mineraler og andre råstoffer. I Vestsibirien findes en betydelig del af verdens kendte naturgasreserver, mod syd brydes kul og jernmalm og østpå guld og diamanter. Næsten 40 pct. af Ruslands statsindtægter kommer fra sibiriske olie- og gasreserver.

Der findes endvidere stort potentiale for vandkraft, som udnyttes i kraftværker.

Møntfod
1 russisk rubel = 0,20 danske kroner (april 2008)

Industri
Pelsdyr, træ, naturgas, olie, guld, metaller

Kilder: Den Store Danske Encyklopædi, CIA - The World Factbook, Wikipedia.

Note: Da Sibirien er en del af Rusland, har det været begrænset, hvor mange selvstændige fakta redaktionen har kunnet finde for regionen. Landefakta om Rusland findes på http://viden.jp.dk/videnbank/landefakta/default.asp?cid=17516 

Sibirien