De blå nomader og terrorisme

Timbuktu er en tør, tilsandet by, hvis folk er fattige. Kombinationen har gjort Timbuktu til et meget farligt sted at besøge på det seneste.

Af Helle Maj og Lasse Nørgaaard

Elefantjagt
Den ældre mand sætter sin lid til sit gamle gevær.
Foto: Carsten Ingemann

Fra Anders And-blade til store tykke romaner optræder Timbuktu som et synonym for "Verdens Ende". Et sted, hvor Bjørnebanden skal sendes til, og hvor umulige medarbejdere eller svigermødre bør deporteres hen. Et sted endnu længere væk, end der hvor kragerne eller marabustorkene vender, for de har for længst fået sand i øjnene.

Det er også derfor, at Al-Qaeda har valgt området omkring Timbuktu som ny bastion for rekruttering af terrorister. Folk er ekstremt fattige og de er muslimer. Al-Qaeda lover dem bedre levevilkår - men der skal ydes noget til gengæld. Organisationen forlanger, at folk hjælper med at kidnappe udlændinge.

I 2009 gik det galt. Her blev en engelsk turist kidnappet og overdraget til Al-Qaeda, som ville bruge ham i en byttehandel. Da det glippede, halshuggede de turisten.

»Vi ved, at Al-Qaeda søger efter at sprede deres aktiviteter i områder, hvor sikkerhedsforholdene ikke er gode nok, og befolkningen er fattig«, sagde den engelske minister med ansvar for bekæmpelse af terrorisme, Ivan Lewis for nylig til BBC.

Mali ligger nummer fire på listen over verdens fattigste lande.

Ivan Lewis understregede, at hvis kampen mod Al-Qaeda i Mali skulle lykkes, var der både brug for mere udviklingshjælp og mere militær i det nordlige Mali. USA har allerede kastet penge ind for at styrke det malisiske militær i den nordlige del af landet.

Turisterne holder sig væk
I Timbuktus støvede gader insisterer folk på, at truslen fra Al-Qaeda er overdrevet. De siger, at de fleste kidnapninger er sket langt fra byen.

»Vi er fuldstændig i sikkerhed og fred«, siger den regionale guvernør Col Mamadou Mangara, som ærgrer sig over, at turistindtægterne til byen er faldet kraftigt som følge af Al-Qaedas indtræden på scenen.

Uanset Al-Qaeda klinger navnet "Timbuktu" fjernt og eksotisk. Måske skyldes det, at Timbuktu faktisk engang var berømt for noget meget større og bedre end i dag. I 1600-tallet var Timbuktu centrum for handel, kultur og for lærde intellektuelle. Timbuktu var kort fortalt lysår foran Europa dengang.

Man kan se vidnesbyrd om byens storhedstid i bl.a. de tre store moskéer, som har fået UNESCO til at sætte Timbuktu på listen over bevaringsværdige steder, på engelsk kaldet World Heritage Sites.

Det er de færreste, der læser om Timbuktu, der egentlig ved, hvor byen ligger. En undersøgelse blandt skoleelever i England viste, at hver tredje elev slet ikke troede, at Timbuktu eksisterede i virkeligheden. Når folk får at vide, at Timbuktu ligger i Mali, vil mange også spørge: »Og hvor ligger Mali så?«

Det store vestafrikanske land - Afrikas 7. største land - har gennem de seneste mange år sjældent gjort sig bemærket i verdenspressen. Mali har ellers det meste af det, der kendetegner det almindelige billede af Afrika i dag: Sult og tørke, religiøse og etniske konflikter, heksedoktorer, farvestrålende nomader og et stærkt fodboldhold.

Verden centrum
Når et land er så fattigt, som Mali er, kan det være næsten umuligt at finde ud af, hvor man skal starte for at hive en hel befolkning op fra afgrunden. Hvad er vigtigst at gøre først? Give børnene en ordentlig uddannelse, så de har en chance for at klare sig selv i fremtiden? Eller støtte landbrugssektoren, så børnene ikke sulter, fordi deres fædre, bønderne, ikke får nok ud af deres afgrøder? 80 procent af Malis befolkning lever af landbrug.

Hvordan Danmark støtter fattigdomsbekæmpelse i Mali, kan du læse mere om i temaartiklen fra landet.

Tilbage til Timbuktu: Her kan man møde tuaregerne, kendt som "de blå nomader", fordi de har lange, blå klæder viklet om deres hoveder. Det er et stolt folk med stolte traditioner. Mange af dem rejser stadig på kamel ud i ørkenen for at hente saltblokke ud fra ørkenen. Andre har anskaffet sig en lastbil til jobbet nu om dage.

I Timbuktu kunne man også indtil for nylig være heldig at møde en af Malis to mest berømte musikere, nemlig Ali Farka Toure (den anden er Salif Keita, der i maj 2009 gav koncert i København). Ali Farka Toure spillede ofte med kendte amerikanske musikere, men holdt altid på, at blues-musikken opstod i det nordlige Mali og ikke i de amerikanske sydstater.

Ali Farka Toure døde i foråret 2006, kort efter at han havde vundet sin anden Grammy. Hans begravelse siger lidt om Mali: Den blev udskudt i flere dage, fordi flyet, der skulle bringe hans kiste hjem, ikke kunne lette på grund af sandstorm. Der er vitterlig meget ørken og sand i Mali.

I sine sidste år boede Ali Farka Toure i en anden by i det nordlige Mali, hvor han også var borgmester, men han blev født i Timbuktu. Om sin fødeby sagde han inden sin død:

»Nogle siger, at Timbuktu er Verdens Ende, men for os, der kommer derfra, er det selvfølgelig Verdens Centrum.«