Sitemap | Avanceret søgning |

Kroppen

Din krop er dit tempel, din krop er din egen, siger damebladene. Det tror appelsinhudssvingende naturister, botoxafhængige amerikanere og alle os andre fedtforskrækkede stakler på. Men lad være. For ifølge professor i idræt ved Aarhus Universitet Verner Møller tilhører kroppen samfundet.

Publiceret 26-11-2013

Uanset om vi vælger at stramme os op med korset eller skalpel, skamfere vores læber med tallerkener eller brække fødderne på vores døtre, er det tradition og kultur, der bestemmer, hvad vi gør ved vores krop. Din krop er måske nok et tempel. Men den er ikke din egen, argumenter professoren. 

Selv om det ligger lige for at opfatte kroppen som hvert enkelt menneskes individuelle ejendom, skal man ikke tænke længe over den, før selvfølgeligheden fortoner sig. Retten til at bestemme over kroppen er ret beset ikke vores hver især. Ikke helt. Kroppen er under­lagt sociale normer og præget af kultur. Når vi overho­vedet tænker på kroppen som vor egen, så understreger det blot, at individualismen er kendetegnende for den moderne samfundsudvikling. I moderniteten er identi­tetsdannelse blevet en livsopgave og ikke som tidligere noget, der i vid udstrækning var tilrettelagt fra livets be­gyndelse. Identitetsdannelse med kroppen i centrum er for mange blevet fast arbejde. Ikke mindst det har gjort spørgsmålet om retten til kroppen aktuelt.

Ideen, som jeg her vil udfolde, begyndte at spire i 2006, da jeg i Københavns lufthavn - på vej til de caribi­ske øer - for første gang med egne øjne og helt tæt på så virkningerne af kosmetisk kirurgi. Et ældre amerikansk par skulle med samme fly som mig. Let foroverbøjede kom de trissende imod stolerækken ved gaten, hvor jeg sad. En særlig hvidhed strålede fra kvindens ansigt. Skæbnen ville, at de satte sig på stolene over for mig. Forskellen var slående. Mandens ansigtshud var furet af lysslugende rynker, kvindens derimod stram som lagnet på en nyredt seng.

Fænomenet ansigtsløftning havde jeg læst om, set bil­leder af og hørt debatteret længe før, men altså aldrig set et så påfaldende resultat af i virkeligheden. Var ansigts­løftningen mon en gave? Havde hun ønsket den? Eller havde hun fået den foretaget på eget initiativ uden mandens opbakning og vidende? Under alle omstændigheder sad parret nu der i udtryksmæssig disharmoni. Ud af det blå meldte spørgsmålet sig, hvordan de mon så ud nøgne sammen. Den gamle kones barm sad flad og dybt under trøjen. Den kirurgiske opstramning omfattede øjensyn­ligt ikke den del af kroppen, tøjet holdt skjult. Billedet af et glat, pigeligt ansigt på skuldrene af en runken krop var en bizar påmindelse om, hvor kompliceret et forhold vi har til kroppen som natur.


Verner Møller
er professor ved Institut for Folkesundhed - Sektion for Idræt med sport og kropskultur som forskningsområde. Aarhus Universitet.

'