Sitemap | Avanceret søgning |

Folk

Folketing, folkehøjskole, folkeskole. Folket som begreb spiller en væsentlig rolle i Danmark. Men hvad folket består af, og hvem der får lov at høre til det, er til fortsat diskussion. Ved at spole over 200 år tilbage i tiden kan vi finde hjælp til at forstå nutidens demokratiske udfordringer. Det handler bl.a. om de seks f'er: Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fattige, fjolser og fremmede.

Publiceret 04-03-2013

Fra slutningen af 1700-tallet blev de gamle adelsnationer i Europa efterhånden omdannet til folkenationer - og denne sammenføring af begreberne folk og nation antændte en brand, som stadig slår kraftige gnister fra sig: Demokratiet og nationalismen flammede op. Selv om Danmark ikke fik en fri forfatning i samme periode som USA og Frankrig, blev der i slutningen af 1700-tallet gennemført en række reformer inspireret af de samme elementer, som lå til grund for den amerikanske og den franske revolution. Det gælder ideen om statsborgerskab, medborgerskab, trykkefrihed, offentlighed, civilsamfund og personlig frihed - alt sammen centrale ideer i det moderne demokrati. Enevælden ændrede også karakter. Tidligere byggede enevælden på den opfattelse, at kongen fik sin magt af Gud. Nu anså man folket som den instans, der havde overdraget magten til kongen.

Folketing, folkevise, folkevogn
Folket gik altså fra at være undersåtter til at få hovedrollen, og det resulterede i alvorlige konflikter i forbindelse med demokratiets indførelse - hvor politik, sprog, kultur og klasse både spillede sammen og stødte sammen i udviklingen af folkebegrebet. Det kan mærkes i sproget. Med etableringen af demokratiske nationalstater glider den gamle forståelse af folk som husstand og slægt ud i sprogets periferi, og i stedet opstår en lang række nye folkeord, som kan inddeles i tre grupper med hver sin betydning: en politisk, en kulturel og en social. Den politiske betydning kommer frem i ord som folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre, folketing, folkeparti og folkeafstemning. Den kulturelle betydning findes i ord som folkevise, folkeeventyr, folkedragt, folkedans, folkeånd og folkesjæl. Den sociale betydning optræder i ord som folkehjem, folkets hus og folkevogn.

Seks kampzoner
Hvilken af de tre ovennævnte fortællinger om folket (den politiske, den kulturelle og den sociale), der skulle være bærende, har udgjort den vigtigste værdikamp siden indførelsen af demokrati i Danmark. Spørgsmålet har været centrum i en - tilsyneladende - endeløs diskussion: Hvem er en del af det danske folk? Kampen har blandt andet fundet sted i seks kampzoner, omring de seks f'er: fruentimmer, folkehold, fattige, forbrydere, fjolser og fremmede. Disse seks f'er er de vigtigste omdrejningspunkter for den kamp om folket, der fandt sted i Danmark, da demokratiet skulle indføres. Og selv om der er sket meget siden da, kan vi stadig spore konflikterne i nutiden.


Stemmeret og den danske sang
I historiebøger kan man stadig møde den formulering, at der med Grundloven af 1849 blev indført "almindelig valgret" i Danmark. En sådan sprogbrug skjuler det faktum, at det kun var et mindretal, der fik lov til at stemme. Kun mænd, der havde "fod under eget bord", det vil sige var husherrer, blev optaget i folket som politisk enhed. Frem til Grundloven af 1915 var demokratiet i Danmark et husbonddemokrati. Og efter år 2000? Hvis vi skal pille lidt ved dagens idyl, er det ikke uinteressant, at der stadig er nogle enorme kønsbetingede forskelle på, hvilken rolle mænd og kvinder spiller i det politiske liv. Efter valget i 2007 bestod Folketinget af 68 % mænd og 32 % kvinder. Men hvorfor er der ikke så større blæst om kvinders aktuelle demokratiske underskud? Forklaringen er måske, at man godt kan være del af folket som kulturel størrelse, selv om man principielt eller i praksis er udelukket fra det politiske folkefællesskab. Den danske sang er en ung blond pige, ved du nok - der er ingen ende på rækken af danske sange, hvor kvinden gøres til symbol på landet og det danske folk.

Frygten for pøblen
Det var kvinderne. Nu videre til næste arena: folkeholdet, det vil sige tjenestefolket og almuen. Skulle de indgå i det folk, der skulle styre? Grundtvig havde ingen tiltro til, at underklassen kunne styre landet. Fra sit første politiske skrift i 1831 og frem til 1848 var frygten for pøblen, hoben og mængden et gennemgående motiv hos ham. I flere artikler i 1848 advarede Grundtvig - i lighed med tidens liberale tænkere - mod at indføre en demokratisk forfatning, fordi det ville give "mængden" politisk magt. En sådan styreform kunne let splitte samfundet, idet enhver ville blive opmuntret til at søge sit eget frem for det fælles bedste.
I dag er fagforeningen 3F kritisk over den stadig større gruppe af østeuropæiske håndværkere, der kommer til Danmark. Løn- og arbejdsforhold udsættes for urimeligt pres, lyder argumentet. Noget andet er baggrunden i sig selv: Kan man arbejde og opholde sig i Danmark, men ikke høre til det danske folk, og hvad har vi overhovedet tilfælles med polakkerne? Vi har bl.a. dét tilfælles, at vi er borgere i EU, men det synes ikke rigtig at kunne måle sig med følelsen af, at de udenlandske håndværkere er en slags ikkeborgere, der er surfet ind over landet på EU-princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Først forsørge, så stemme
Tilsvarende kunne man spørge: Skal fattigrøve have noget at sige i et demokrati? Hvis man ikke betaler til kassen, må man så have indflydelse på, hvad midlerne skal bruges til? Er man del af folket? De fleste af demokratiets fortalere i 1848 mente, at fattige folk i Danmark skulle udelukkes fra demokratiets folk, og indtil Lov om offentlig forsorg blev vedtaget i 1961, var modtagere af fattighjælp afskåret fra at stemme og måtte heller ikke gifte sig. Argumentet for at holde de fattige ud af demokratiets folk var, at de fattige var tvunget til kun at tænke på sig selv og ikke på det fælles bedste. For at kunne påtage sig et ansvar for landets styre skulle man derfor først være i stand til at forsørge sig selv og sin familie.
Tilsvarende holdninger dukker stadig op på den politiske arena. I 2004 foreslog daværende formand for Venstres Ungdom, Lotte Noer, således, at folk på overførselsindkomst skulle fratages stemmeretten, og i 2011 fremkom flere medlemmer af KU med samme ide.

Forbrydere og fjolser
Forslag om, at forbrydere skal udelukkes fra demokratiets folk - som de var det ved demokratiets indførelse i Danmark - har til gengæld ikke været fremme herhjemme for nylig. Her adskiller vi os fra USA, hvor fire millioner borgere - heriblandt 13 % af alle afroamerikanere - er sat uden for demokratiet og kan ikke stemme, fordi de har en plettet straffeattest.
'Fjolserne, som vi vel i nutidigt sprog ville kalde psykisk handicappede eller måske intellektuelt udfordrede, kunne man oprindeligt ikke regne til folket som politisk instans. Det kan man heller ikke nu. Umyndige personer, der er sat under værgemål og har fået frataget deres retlige handleevne, har således ikke valgret. Når det ikke virker så brutalt, er det nok, fordi vi samtidig strækker os langt for at inkludere psykisk handicappede i folket. Selv om de ikke lever op til de krav, der stilles for at blive medlemmer af demokratiets folk, tilhører de nationens folk.

De fremmede: det sværeste f
Køn, social status, retslig status og intellektuel formåen er - som jeg lige har givet et indtryk af - ikke uden betydning, når vi diskuterer folk i dag. Gennem det meste af det tyvende århundrede er der dog blevet optaget flere og flere i folkets politiske og nationale fællesskab, og de fleste f'er har kæmpet sig ind i det gode selskab. Men der er én ting, som i dén grad overskygger de andre f'er som et uløst problem, og det er kampen om, hvilken rolle de fremmede skal spille i folket. I 1800-tallet var der stærke kræfter, der bekæmpede jøders ret til at være en del af det danske folk. Så sent som i 1819 hærgede jødeforfølgelser København og flere andre byer, og for at få genoprettet roen måtte kong Frederik 6. indsætte militæret, hvilket indbragte ham det ikke venligt mente tilnavn "Jødernes konge". Siden måtte der hårde politiske kampe til, før jøderne fik ret til at stemme og opstille som kandidater til de rådgivende stænderforsamlinger, der blev etableret i 1834. Nogle mente, at jøderne ikke var en del af det danske folk og aldrig kunne blive det, fordi man ikke kunne stole på jødernes loyalitet, så længe de vedblev at være jøder. Kulturen kolliderede med det politiske.

Folk og religion kobles stadig
Historien synes at gentage sig: Nok er en lang række muslimer danske statsborgere, men er de også rigtige danskere, er de villige til at lade sig "assimilere" og opsluge i den danske kultur, som Søren Pind krævede, før han blev integrationsminister i foråret 2011? Så selv om det at forfølge nogle på grund af deres religion i dag vækker foragt, og religionsfrihed er en af de centrale rettigheder i vores vestlige demokrati, så ser vi i debatten stadig en vis kobling af nationalitet, folk og religion. Man skal måske ikke være kristen for at tilhøre det danske folk, men kristendommen fremhæves ofte som særligt vigtig for danskheden. Og andre former for religiøs kultur kan kun accepteres, hvis det er inden for visse rammer.

Svar søges
Hvad skal vi så stille op? Et er sikkert: Vi kan ikke undvære begrebet folk. Hvad der må opgives i nutidens mere multikulturelle samfund, er derimod den forestilling, at det danske folk i politisk forstand er identisk med et dansk folk i kulturel forstand. Det bliver en af fremtidens helt store udfordringer at svare på, hvordan forholdet mellem det etnisk-kulturelle folkefællesskab og det politiske medborgerfællesskab håndteres, og hvordan uddannelsessystemet kan bidrage til udvikling af de medborgerkompetencer, som er nødvendige, for at demokratiet kan være både funktionsdygtigt og forskelstolerant.


Ove Korsgaard
Ove Korsgaard er professor i pædagogik på DPU.

Om forfatteren
Ove Korsgaard er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Han har bl.a. udgivet The Struggle for the People. Five Hundred Years of Danish History in Short (2008).

I hans nye bog "Folk" redegør han for begrebets historie, og han peger på, at vi næppe kan undvære begrebet fremover, heller ikke selv om nogen gerne så det slettet af ordbøgerne. "Opgiver man ideen om et folk, rejser der sig et vigtigt spørgsmål: Hvad med demokratiet i et multikulturelt og multietnisk samfund?" siger Ove Korsgaard.

'