Sitemap | Avanceret søgning |

Hvad er kærlighed egentlig for noget?

Om Pia Tafdrup: "Hengivelsen". Essayet præmieres med 2. præmie.

Af Christina Anna Rosenkær Jessing, Mulernes Legatskole
Publiceret 18-01-2009

Som jeg stod der en eftermiddag i december, omgivet af bibliotekets inspirerende hylder fyldt med bøger og med romanen i hånden, blev jeg straks fængslet af den diskret placerede titel; "Hengivelsen". Blot dét, at der var tale om ordet i bestemt form - det var ikke blot en hengivelse, men hengivelsen! Dette ene ord fangede mig og jeg fornemmede, at denne bog måtte være en af dem, man bør investere tid i og bør opleve.

Gennem de følgende dage lod jeg mig glide med ind i bogens historie - og kunne efter ganske få afsnit fange jeg mig selv i at forholde de spørgsmål, bogen kredser om, til min egen virkelighed. Havde jeg selv bare ladet andre styre mit liv for mig? Havde jeg muligvis indladet mig på forhold, jeg egentlig ikke kunne acceptere? Og hvordan så min kærlighed egentlig ud?

Det var så længe siden, jeg for min egen skyld, havde fundet tid til at læse en skønlitterær roman, at jeg helt havde ladet mig selv glemme, hvilken frihed der kan findes, når man dykker ind i bøgers fremmede universer. Pia Tafdrups debutroman lod mig lige fra de første sider forsvinde fra sengen i mit loftsværelse og dets skråvægge, de mange lektier og omverdenens forventninger - julemånedens kulde måtte vige for Tafdrups beskrivelse af en smuk sommerdag og billedet af den unge kvinde Pascha i færd med en yderst usædvanlig handling; romanen indledes nemlig med, at Pascha er ved at klatre over rækværket ind til nabohuset til hendes barndomshjem.

Da jeg en lørdag eftermiddag, efter en hel dag tilbragt i Hengivelsen's univers, kunne jeg læse den sidste sætning - hvorefter jeg sad tilbage med en mængde overvejelser om menneskelige relationer. Denne roman ender nemlig ikke, som så mange Hollywood film i dag, at man næsten forventer det, lykkeligt. Fortællingen om en kærlighed, der pludselig blomstrer frem for senere at blive fortæret og ødelagt af løgne, satte for mig virkelig spørgsmålstegn ved vores 'moderne' håndtering af kærligheden. Og hvad er kærligheden egentlig for en størrelse i vores senmoderne samfund?  

Denne romans essens ligger i, at en kvinde hengiver sig til en mand, en kærlighed og et forhold - og da hun erfarer, at det hele var en løgn og aldrig kærlighed, men blot begær fra mandens side, bryder hele hendes verden sammen. Det er netop dét der ligger i ordet 'hengivelse' - at man giver efter for en stærk følelse eller trang, hvilket egentlig svarer til det man gør, når man forelsker sig og vælger at lade sig blive forelsket. Ordet 'hengivelse' forbindes i min forudforståelse med noget positivt, med at være omsorgsfuld, kærlig og passioneret over for et andet menneske eller blot et projekt. At hengive sig betyder, at henlægge al sin energi i én ting og aldrig lade sine tanker slippe dette. Som Tafdrup også har påpeget på en af bogens første sider, findes begrebet 'hengivelse' også på fransk - her findes dog en dobbelttydig betydning af ordet "sacrifier". Dette franske dækker udtrykkene at 'hengive sig' og at 'ofre sig' i ét og samme ord - hvilket i fortællingen om kvindens hengivelse til en mand, der ikke er nær så betaget af hende som hun af ham, er yderst relevant. En hengivelse kan let forvandle sig til en ofring eller en opofrelse - hvis ikke begge parters intensioner og indsatser i forholdet er lige store.  

Forestil dig at gå ind i et fremmed hus hvis ejer du ikke kender. Tænk at falde i søvn der, liste ned af den snoede trappe og åbne køleskabet for at række ud efter pølse og ost, drikke vinen fra den genlukkede flaske på køkkenbordet, ligge og nyde det varme vand i badekarret - uden at kende til husets beboere. En pirrende tanke! "Hengivelsen" indledes med, at hovedpersonen rent faktisk gør netop dette - og da jeg som læser sad i vintermørket og oplevede denne handling fangede jeg mig selv i næsten at holde vejret af rent ubehag. Hvad vil man dog gøre når man konfronteres med virkeligheden og husets ejer? Denne del af romanen er fra Tafdrups side beskrevet yderst detaljeret og på en rolig og næsten klinisk måde - samtidig med at sproget bærer et drømmende præg; dette havde den effekt, at jeg som læser sad tilbage med en følelse af at have oplevet det hele som Pascha oplevede det og samtidig sad fornuften konstant i mit baghoved og skreg, at hun skulle se at komme ud af det hus nu!

Ved nærmere eftertanke ses det klart, at denne episode, der desuden er central for resten af handlingens udfoldelse, er et udtryk for løsrivelse fra restriktioner og begrænsninger. Jeg har også selv fanget mig selv i situationer, hvor det hele ville føles meget nemmere, hvis blot andre ville tage de virkelig betydningsfulde beslutninger for mig - så ville jeg heller ikke behøve selv at tage ansvaret, eller i hvert fald ikke at bebrejde mig selv, hvis nu det skulle vise sig at være den forkerte beslutning. Pascha konstaterer selv tidligt, at hun har ladet andre styre sit liv; tage beslutningerne for hende og herved levet beskyttet af tryghed - og en dag finder hun pludselig sig selv i færd med at klatre over den massive afgræsning til det fremmede, det ukendte - det spændende!

Behovet for at overskride grænser ligger i os alle, det giver livet nye nuancer og udfordrer vores verdensopfattelser. Men kampen for at komme over de begrænsende stakitter og ind i de ukendte verdener kan også skyldes et desperat behov for at opdage noget nyt, man ikke vidste fandtes og for at gøre op med en omverden, der altid har fået lov at sætte dagsordenen for ens liv.

Man kan i denne forbindelse forestille sig, at mange, også jeg selv, kan have tendenser til at efterleve kravene og forventningerne fra ens omverden - og i forsøget på dette kan man glemme at lytte til sig selv og sine egne ønsker. Ved at dette sker kan det tænkes, at chancen for at opdage noget enestående, at finde noget man ikke vidste man savnede, forsvinder - samtidig med, at risikoen for at blive afvist og såret ligeledes forsvinder. Hvilket netop kan være formålet med at lade sig fange i en virkelighed, hvor man lader sig blive valgt i stedet for selv at vælge.

I denne valgfrie virkelighed kan man også blive fri for at vælge rigtig kærlighed, men nøjes med én, der er let og ligetil - men i fraværet af dette 'ægte', vil et tomrum så opstå?

Tafdrup stiller i sin roman strengt taget spørgsmålstegn ved, hvad kærligheden egentlig er. Jeg har altid forsøgt at efterleve et princip om, aldrig at sige de tre vigtige ord for tidligt - så hellere for sent, bare man virkelig mener det. Men et behov for kærlighed, og måske egentlig mest af alt for bekræftelse, er også for mig noget, der af og til fylder mine tanker. Hvordan elsker man? Hvornår elsker man? Og hvordan ved man, at man elsker?

Dette er vel en række spørgsmål langt de fleste mennesker af og til, i en stille stund overvejer med sig selv. Hvordan ved man egentlig, at man virkelig elsker et andet menneske?

Jeg har hørt folk definere kærlighed som, når man vil give sit eget liv for at ens elskede kan leve videre. Mens jeg fra min mor har fået det fortalt, at virkelig dyb og inderlig, ubetinget kærlighed først for alvor kan føles, når man har fået et barn. Da vil kærligheden til dette barn overstråle alt andet - og jeg glæder mig da af den grund allerede nu, som 18-årig, til at få børn; for min mors beskrivelse af kærligheden til hele sin børneflok på 5, den slags kærlighed må opleves.  

For en del mennesker i dette samfund er kærlighed, både til og fra et andet menneske en mangelvare - og nogle kan derfor have tendens til at drage konklusionen om, at man elsker, alt for hurtigt. Hvilket kan skyldes, at man let fanges i en oplevelse af at elske, selvom det i realiteten er oplevelsen af at være forelsket og lader sig hengive til denne. Kan en kombination af forelskelse og hengivelse være kærlighed? Eller vil det blot være kærlighed til bekræftelsen, til nærheden og lidenskaben og egentlig ikke til ens partner?

Oplevelsen af kærlighed mellem to mennesker

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere

Klassetrin
Gymnasiet

'