Sitemap | Avanceret søgning |

Den bedste bog jeg har læst - Prioritaire af Iselin C. Hermann

Om Iselin C. Hermann: "Prioritaire". Essayet præmieres med 3. præmie.

Af Nicoline Joy Haas, Mulernes Legatskole
Publiceret 18-01-2009

Jeg læser meget. Jeg læser ofte. Jeg har for det mes te gang i en tre-fire romaner på én gang, og jeg tænker ofte over, hvad den næste bog, jeg vil læse, skal være. Men jeg har ikke læst meget dansk litteratur. Jeg har været igennem sager som "Den forsvundne Fuldmægtig" og "Smillas fornemmelse for sne", men ingen af dem har sat uudviskelige spor i mig. Ingen af dem giver mig kuldegysninger, når jeg tænker tilbage på dem. Når jeg læser, er det som regel udenlandsk litteratur af mandlige forfattere. Chuck Palahnuik, Vladimir Nabokov, William S. Burroughs, Anthony Burgess, Erlend Loe, Dostojevskij, Alex Garland, Stephen King et cetera. På listen over bøger, jeg har læst og forfatterskaber, jeg har dyrket, træder næsten kun mandlige forfattere frem. Jeg ville aldrig have troet, at en roman af en kvindelig, dansk forfatter ville ramme mig så dybt.

Jeg sad i køkkenet en aften og snakkede med min mor. Hun fortalte mig om denne her bog, Prioritaire af Iselin Hermann. Hun fortalte, at den var skrevet som en brevudveksling mellem en dansk kvinde (Delphine) og en fransk kunstner (Jean Luc Foreur), der gradvist bliver mere og mere forelskede. Jeg var straks skeptisk. Måske er det mit 18-årige sinds standarttilgang til alt, hvad der kommer fra hende. Mine små dagligdags oprør. Jeg, som er ung og tror jeg kender alt, ved alt. Men hvad ved jeg? Jeg husker i hvert fald, at jeg syntes det lød pladderromantisk og trivielt (og jeg betragter ved Gud ikke mig selv som pladderromantisk - eller triviel for den sags skyld). Men da bogen lå foran mig, samlede jeg den alligevel op og læste den første side. Og den næste. Og lige pludselig befandt jeg mig dybt inde i siderne, der blev vendt igen og igen, og jeg havde ikke lyst til at lægge romanen fra mig igen. Jeg var tryllebundet på en måde, kun få bøger rent faktisk har tryllebundet mig før. Og før jeg vidste af det var bogen slut, og aften gået på hæld. Jeg havde ikke lagt mærke til noget. Jeg var forsvundet fuldstændig ind i en kun delvist afdækket verden af længsel og fortvivlelse.

Men hvad var det, der fangede mig så fuldstændigt og totalt?

Var det formen? Anderledes former, anderledes narrative strukturer er noget, der altid har fanget mig. Jeg elsker spring i tid og sted og fortællere, gentagelser, mønstre. Jeg elsker, når bøger er skrevet anderledes eller utraditionelt. For mig er formen næsten vigtigere end indholdet. Bogen er som sagt skrevet som en brevudveksling, og man får kun det, der står i brevene at vide. Ingen ydre omstændigheder, ingen andre forklaringer. Man bliver pirret til det inderste, og den er umulig at lægge fra sig, for man er hele tiden nødt til lige at se, hvad han nu svarer på det brev, eller hvordan hun nu tackler den situation. Læseren er på sin vis blindfoldet, og må hele tiden gøre sig sine egne overvejelser om, hvad der er sandt og hvad der er løgn. Og selvom de begge er fyldt med længsel, ligger, mens man læser, ens sympati hos fortabte Delphine. For det er hende, der fuldstændig har ladet sig miste fodfæstet, og det er hende, der ikke kan finde svar eller holdepunkt. Det er hende, der hele tiden er i tvivl. Hendes frustration og desperation kryber snigende op fra siderne i bogen og borer sig insisterende ind i læseren, sådan gjorde den i hvert fald i mig.

Eller var det mon sproget? Fra siderne vælder det ud med meget smukke og poetiske formuleringer som "Det er et kirketårn, som snor sig om sig selv og ender i en guldkugle, det er som Rundetårn vendt på vrangen [...]", eller "Jeg ved ikke, hvordan du ser ud, når du kommer i tanker om en sjov histore du hørte i går, eller når du går forbi en kvinde, som dufter af én, du engang var forelsket i.". Men nogle gange krydser de alligevel grænsen. Nogle gange bliver det hele for romantisk og storladent for mit stadigt skeptiske og bitre sind. Og så bliver jeg igen   opmærksom på de fordomme, jeg havde om bogen til at starte med (men som trods alt ikke afholdt mig fra at læse og nyde den i fulde drag). På den anden side kommer jeg til at beundre den ærlighed hvormed der fortælles. Den ærlighed Delphine skriver med, er en ærlighed jeg kun kunne drømme om selv at besidde. Selvom hun aldrig har mødt Jean Luc, betror hun ham alligevel det inderste. Og hun forskåner ham ikke for sin frustration, hun spiller ikke postuleret kostbar. Hun er ærlig. Jeg er ikke ærlig. Jeg er sjældent helt ærlig over for andre. Eller over for mig selv.

Det kunne også være det var slutningen, for lige at hæve mig ud over mig selv. Den formidable slutning, hvor man finder ud af, at man er blevet taget snydt. Hvor de løse ender snøres sammen til en stram knude, og hvor man sidder tilbage med en langt større forståelse. Om end en smertelig en. Slutningen er det eneste sted i bogen, hvor brevformen brydes, og man rives ud af den sammenhæng man har befundet sig fuldstændigt i. Det virker næsten som et verfremdung (inden for en anden fiktions rammer), og man er ligepludselig ikke længere en del af korrespondancen, ikke længere hovedperson. Man er nu blot spektator. Og næsten lettet over, at bogen er slut. At spændingen er fadet ud.

Eller måske var det genkendelsen, identifikationen? Ja, det var det nok. Da jeg læste blev jeg virkelig ramt af Delphines frustration og fortvivlelse. Hun forstår ingenting. I min egen parallelverden forstod jeg heller ingenting. Hun satte ord på mine egne følelser. Det var det, der ramte. For jeg kender den fortvivlelse. Jeg kender den følelse af at sidde i den ene ende af en form for korrespondance, og ikke blive rigtig forløst. Ikke at blive svaret, og ikke at få de rigtige svar. Men alligevel bliver man i det. For nogle gange får hun jo ligepræcis det svar, hun havde håbet på, og derved bliver hun bibeholdt i sit fængsel. Sit længselsfængsel. Hvis det alt sammen var skidt, ville hun (ville man) jo afslutte det. Man ville afskære den person. Man ville ende sine egne lidelser. Men når man så får den forløsning man længes efter, så holder man ud lidt længere. Og det ender ikke godt i bogen. Det ender forfærdeligt. Gør det også det i mit eget liv?

Jeg tror, nej, ikke tror, jeg ved jeg har en fordom overfor kvindelige forfattere. Ikke bare forfattere, kvinder generelt. Jeg har bare en anden opfattelse af, en anden respekt for mandlige forfattere, musikere, politikere, mænd generelt. Der er en større troværdighed ved det mandlige køn. Kvinder er mere hysteriske. Har du nogensinde mødt en mand, der var hysterisk? Det er en dybtliggende utilfredshed med mit eget køn, der ligger til grund for den opfattelse. En fjendtlighed over for kvinder. Måske er det fordi, at det er noget af det eneste, jeg aldrig kommer til at kunne ændre. Man kan ikke bevæge sig ud over sit køn.

Jeg ser livet som værende styret af muligheder og begrænsninger. Men først og fremmest begrænsninger. Min største begrænsning er at være menneske. Dernæst kommer mit køn. Med dette mener jeg, at de ting, man er i stand til at foretage sig, den måde, man ser verden på, er begrænset af det fysiske aspekt ved at være menneske. Slanger kan for eksempel se i termiske mønstre, det kan vi mennesker ikke. Men det er ikke det, der er min pointe. Vi har fået etableret, at vi er mennesker, nu kommer hvilket køn vi tilhører. Og her ser jeg det som værende en større begrænsning at være kvinde, end det er at være mand. En del af det tager udspring i historien. Der er så få kvinder, der har gjort en forskel, historisk set, i forhold til mænd. Vi har endnu aldrig haft en kvindelig statsminister. Amerika har endnu aldrig haft en kvindelig præsident. Og 51% af jordens befolkning er trods alt kvinder. Men det væsentligste er nok det kvindelige væsen. Hysteriet. At kvinder er mere tilbøjelige til at træde i baggrunden og behage, at de er mere føjelige og bøjelige. At kvinder ikke er lige så stærke som mænd. Og den måde, vi stadig bliver objektificeret på. Men frem for alt, at vi stadig lader os blive objektificeret. U

Copyright: Nicoline Joy Haas, Mulernes Legatskole

Hvis du vil vide mere

Klassetrin
Gymnasiet

'