Sitemap | Avanceret søgning |

Tanker vedrørende romanen: Køkkenet, gravkammeret og landskabet

Om Christina Hesselholdt: "Køkkenet, gravkammeret og landskabet". Essayet præmieres med 3. præmie.

Af Ellen Kjær, Ringkøbing Gymnasium
Publiceret 18-01-2009

Jeg har ikke altid elsket mørk chokolade. Hvis du havde spurgt mig da jeg var yngre hvilken chokolade variant, der var min foretrukne, ville jeg straks have svaret lys.  

Mulle kaldte vi min dansklærer. Hun introducerede mig til en verden, der var smagfuld og bitter mørk. Over 70 % kakao. Jeg har altid været glad for at læse.

Køkkenet, gravkammeret og landskabet blev skrevet af Christina Hesselholt, samme år som jeg blev født.  

I 1991 da jeg blev født, vidste jeg ikke hvad chokolade var. Jeg vidste heller ikke hvad bøger var.  

Måske var det rart ikke at vide noget, ikke at kende til det der kunne gåes glip af.

Men jeg græd - meget, siger min mor. 

Min mor lærte mig bøgerne at kende, men dengang var det kun i én smagsvariant. Den mørke var endnu for kraftig.  

Som min første bid af en plade mørk chokolade var denne roman. Denne første.

Den første indsigt i en fremmed verden. Den første af en trilogi.  

Efter den første var jeg sulten efter mere. Den anden var en tryg og stabil plade lys chokolade. Lækker, men alligevel en smag jeg hurtigt glemte.  

Jeg har aldrig brudt mig om hvid chokolade. Jeg nåede at spise en halv plade, før jeg opgav det sidste bind.  

Marlon opgav til sidst. Tog sit eget liv da han sprang i floden med sten bundet om halsen. Som en perlekæde. Hans afdøde hustru havde haft en perlekæde. 

Perlekæden kunne symbolisere kærlighed sagde Mulle. Jeg fik en blød brun smag i munden da hun talte videre om Audrey med den blå kjole. 

Iført en blå kjole. Med fisken i brunt papir og biblen i tasken kom hun, hun gik ind i huset og sagde at hun ville hjælpe. Hjælpe ham - og drengen.  

Drengen var den lyse smagsvariant i bind to. Hans hensigter var ligetil og hans handlinger gennemskuelige. Jeg bryder mig ikke om det definerbare. Så hellere ingenting. 

Drengen prøvede tit at forestille sig ingenting. Audrey fortalte historier for at han skulle falde i søvn. Fortalte om fisk i gelerand. Indkapslet i stivnet vand. 

Det stivnede vand skulle analyseres. Jeg rakte hånden op og passede godt på smagen. Geleranden stod stadig dirrende tilbage på siderne. 

Audrey lavede gelerand og luftede ud. Åbnede vinduerne og skabte gennemtræk. Begyndte at klistre blåt på væggene. Spejlene var dækket til. Det havde han gjort.  

Spejlet på badeværelset var dækket med barberskum. Badeværelset var det eneste rum uden vinduer. Han skrev navnene på drengen og den afdøde i skummet.  

Skummet på min varme kop kakao er ved at lægge sig. Man kan nyde smagen på mange forskellige måder. Jeg har læst mange bøger siden da. 

Mådernes forskellighed og indsigten, lærte jeg at kende. De vil dog altid blive sammenlignet med denne første bid. Det, der gør den mest betydningsfuld.  

Bogens smag bliver betydningsfuld, når den lader mig føle. Viser mig mine egne tanker som jeg havde glemt. Måske negligeret? Måske ikke opdaget endnu?  

Christina Hesselholt opdagede smagen og skrev den ned. Mulle opdagede den på ny og delte den med mig. Jeg opdagede mine tanker. 

Giver nu følelsen af bogen videre. Jeg forstod ikke bogen. Jeg håber ikke, at du forstår dette. Men jeg forstod smagen, og den gengives bedst sådan.   

Copyright: Ellen Kjær, Ringkøbing Gymnasium

Hvis du vil vide mere

Klassetrin
Gymnasiet

'