Sitemap | Avanceret søgning |

Den Kroniske Uskyld

Om Klaus Rifbjerg: "Den kroniske uskyld". Essayet præmieres med 3. præmie.

Af Ditte Hammerich Deleuran, Sct. Knuds Gymnasium
Publiceret 18-01-2009

Jeg så filmen, da jeg var 10 år. Den var fra 1985, farverne var grumsede og kvaliteten elendig. Og alligevel var der noget, der fangede. Personerne, tankerne, symbolikken. Og det hele opslugte mig. På trods af at jeg ikke forstod indholdet til fulde.

Men jeg blev fascineret. Fascineret af Fru Junkersens tiltrækningskraft, skønhed og seksualitet, på trods af hendes alder, og måden, hvorpå hun stod i kontrast til den uskyldsrene Helle.

Jeg blev fascineret af den charmerende Tore, som spillede rollen som den store uskyldige prins, der tog Helle, der var indbegrebet af perfektion, med storm. Og så var der Janus. Janus, der fuldstændig uselvisk ofrede sig for Tore. Janus, der uden at kny affandt sig med at være tredje hjul og var parat til at gøre hvad som helst for det unge par. Og Janus, der som den eneste tog kampen op imod idealets modstander, Fru Junkersen.

Det hele var så levende, og jeg blev fuldstændig betaget. Og så var der ikke andet at gøre end at læse bogen. Igen og igen. Og siden hen skrive opgave om den. Bare for at få det hele med og være sikker på, at der ikke var et aspekt af bogen, jeg havde overset. (På trods af at man i "Den kroniske Uskyld" aldrig kan få det hele med). Og bogen gav mig helt nye vinkler, helt nye beskrivelser og et helt nyt indhold indhold. Og jeg blev pludselig også betaget af sproget. Så realistisk og virkelighedsnært. Skolejargonen, der dominerede sproget i historiens begyndelse. Ungdomssproget, der udviklede sig i takt med, at Tore og Janus introduceredes for det sofistikerede overklassemiljø. Og sproget blev langsomt mere levende og metaforisk, nærmest eventyragtigt.
"Der var noget eventyragtigt over det, som om hun engang var blevet spået af en heks, der havde lovet hende, at hun i en bestemt alder skulle forvandles til en tudse, og heksen nu pludselig var kommet for at fuldbyrde spådommen..

Billedsproget trådte pludselig frem i meget større omfang, og specielt beskrivelserne af Fru Junkersen fangede mig. Hendes uhæmmede og dyriske tendenser blev skildret gennem dyreriget, og hun blev gang på gang beskrevet som en edderkop, heks, løve, slange etc. Hun var driftstyret og blev nærmest betragtet som umenneskelig. Hun var så kold, overlegen, dominerende og arrogant. Og det hele var et stort modstykke til den generte prinsesselignende datter Helle, der betegnes som den rene kærlighed. Helle blev nærmest guddommelig. Overjordisk med en helt særlig tiltrækningskraft. Der stod en glans omkring hende, og alligevel besad hun en tosidighed, der blev skildret gennem en rædsel i hendes øjne. Hun var så særpræget. Og det hele endte i den store finale, Helles selvmord. Ved at tage sit eget liv forblev Helle kronisk uskyldig, og renheden bestod, mens den perfekte kærlighed mislykkedes.

Og det hele var identificerbart. På trods af dramatikken og det teatralske aspekt. Og jeg forstod dem. Tore, Janus, Fru Junkersen, selv bipersonerne. Og ikke mindst Helle. Jeg blev trukket igennem hele deres følelsesliv og så alt igennem deres øjne. Og jeg forstod dem! På trods af at bogen er 60 år gammel! Bogen var frontfigur for modernismen og passede ind i en samtid præget af debatemnerne normer og seksualitet. Og alligevel over et halvt århundrede efter gælder temaerne stadig. Hvor fantastisk er det?

Romanen har tydeligt hovedfokus på seksualitet. Seksualitet i alle afskygninger og i forbindelse med både hæmninger, uskyld og dyriske drifter og lyster. Endvidere handler romanen om overgangsfasen mellem barn og voksen, pubertet, udvikling og ikke mindst venskab. Der er samtidig fokus på de unges frigørelse og udvikling af selvstændighed samt søgen på identitet. Og måske netop fordi alle emnerne er så universelle, gør bogen sig stadig gældende. Og det hele kunne analyseres og puttes i kasser for så igen at trækkes op og placeres i en ny. Der kunne opstilles aktantmodel, psykoanalyseres og tales om ødipuskomplekset. Og måske netop det tiltalte mig.

Sammenspillet mellem litteratur og psykologi. For bogen er ikke blot et produkt af sin tid, på trods af Rifbjergs samfundskritiske tendenser. Fru Junkersen er eksempelvis ikke nødvendigvis produktet af et kvindeundertrykkende samfund, der er ude af stand til at se enlige kvinder og deres behov. Hun kan lige såvel betragtes som en impulsstyret kvinde med en narcissistisk personlighedsbrist. Helle bliver derved ligeledes produktet af en forstyrret mor og opvækst frem for af tiden. Dette betyder også at en pige, som Helle vil kunne mødes om næste gadehjørne hele vejen igennem det 21. århundrede og ikke kun i en forældet 50'er roman.

Og alle kunne betragtes som hovedpersoner. Der var ingen dominant. Selv Janus, som besidder synsvinklen, vælger at træde tilbage. Han kaster sig med stor iver, nærmest eufori, over beskrivelsen af Tore. Han skamroser ham i overdrevne vendinger og priser sig lykkelig for overhovedet at have hans venskab. Dernæst kommer han med en genert, beskeden, kortvarig og nærmest ligegyldig beskrivelse af sig selv.

Og på en eller anden måde fandt jeg hans tilbagetrukkenhed forfriskende. Vi lever i en verden, hvor alle er så selvoptagede og udnytter enhver mulighed for at fremhæve sig selv og al hans usikkerhed og følelse af ikke at slå til ramte et eller andet. Ikke nødvendigvis medlidenhed, men mere identifikation og en form for forståelse. Og det var som om, jeg så lige igennem ham og genkendte følelsen af mangelfuldhed. Og jeg forstod hans betagelse af alle andre end ham selv. Følelsen af ikke at være god nok og aldrig leve op til kravene. Og til sidst var jeg ved at blive kvalt af selverkendelse. Nævn en anden bog der kan gøre det?

Den var i stand til at give mig en selvforståelse og et overblik over mig. Og ikke kun Janus guidede mig igennem afkrogene af min personlighed. I al sin stilhed og tilbagetrukkenhed afspejlede Helle ensomheden. Hun manglede alt det fnisede og kantede alle andre piger besad, og hun optrådte som enspænderen. Og jeg genkendte hendes særhed og udelukkelsen. Og hun blev konstant misforstået. Hendes afskårethed stod i direkte parallel til min og det samme gjorde hendes intense overjeg. Kontrollen, samvittigheden, lydigheden, pligtfølelsen, normerne, idealerne.

Og identifikationen blev understøttet af det måske mest forblindende ved "Den kroniske Uskyld". Ved det faktum at man aldrig kan blive færdig med den. Der vil altid være endnu et lag, endnu et symbol, endnu en tolkning. Den er uendelig og udefinerbar i hele sit indhold. Du vil aldrig forstå den til fulde, og du kan vedblive at udforske den.  

Og jeg vil aldrig kunne forstå den, der påstår at "Den kroniske Uskyld" er noget forældet, konfrontationsmodernistisk, forherliget lort! For den er relevant i hele sin substans og oser af genialitet. Den fanger hele ungdomskulturen på godt og ondt. Venskabet, hengivenheden, underkastelsen, depressionerne, neuroserne, frustrationen, sammenbruddene, identitetsudviklingen og identitetskrisen, behovet for bekræftelse, seksualiteten, gruppepresset, kærligheden, usikkerheden, løsrivelsen, selvstændigheden. Og den angreb alle de krav om personlige erfaringer, som vi har efterlyst i årtier og gnavede sig igennem dem, indtil der var intet andet tilbage end halvspiste overskrifter.

 "Den kroniske Uskyld" vil derfor for mig altid være et uanfægteligt stykke litteratur, og har du ikke læst den, er der ikke noget at gøre. Køb den, find den, stjæl den, lån den, læs den.

God fornøjelse! 

Copyright: Ditte Hammerich Deleuran, Sct. Knuds Gymnasium

Hvis du vil vide mere

Klassetrin
Gymnasiet

'