Sitemap | Avanceret søgning |

Løsgængere: De løse fugles brigade

Aldrig er så mange politikere brudt ud fra deres partier. Både i kommunerne og på Christiansborg siver mange folkevalgte fra partierne, straks de er blevet valgt. Naser Khader blev ugens løsgænger. Men hvad kan de løse fugle egentlig udrette?

Af KRISTIAN KLARSKOV, MAZ PLECHINGER og ANNE METTE SVANE
Publiceret 11-01-2009

Det har i årtier heddet sig, at de danske vælgere er blevet troløse og ikke længere stemmer som i de gode gamle dage. Dengang arbejderne stemte på Socialdemokratiet, bønderne på Venstre, husmændende og lærerne på de radikale, og de erhvervsdrivende på de konservative.

Nu er politikerne begyndt at svare igen. Vælgerne kan ikke længere være sikre på, at den person, de stemmer på ved et valg, bliver ved med at repræsentere det parti, han eller hun er opstillet hos.

En skuffet vælger er Ekstra Bladets vrisne bagsideskribent Hans Bjerregaard, som i denne uge skrev, at han »havde mest lyst til at pande ham ned,« som han stemte på ved kommunalvalget i 2005.

Københavneren Bjerregaard henviser utvivlsomt til borgerrepræsentanten Finn Rudaizky fra samme lokalområde, Christianshavn. Rudaizky stillede op for Socialdemokratiet, men forlod umiddelbart efter valget sit parti og havde status som løsgænger, indtil han i sommer skiftede til Dansk Folkeparti.

Den vej går det for flere og flere. På Christiansborg har Naser Khader, Malou Aamund, Gitte Seeberg, Jørgen Poulsen, Pia Christmas-Møller og Simon Emil Ammitzbøll siden valget i november 2007 forladt deres partier og søgt nye græsgange. Og med denne uges eksklusion af Tønders borgmester, eks-venstremanden Vagn Therkel Petersen, har hele 100 kommunalpolitikere ifølge Nyhedsmagasinet Danske Kommuner skiftet parti siden kommunalvalget i 2005.

En tendens i tiden
Løsgængerfænomenet er blevet en trend i hastig vækst i det politiske Danmark. Hvor der i 50'erne kun var to løsgængere og partihoppere på Christiansborg, har vi hidtil i dette årti set 26. Den første var Inge Refshauge, der den 21. juni 2000 skiftede fra Dansk Folkeparti til Det Liberale Højre. Den seneste er Naser Khader, der i mandags sprang fra Liberal Alliance til en tilværelse som løsgænger.

Men hvorfor alle disse mange partihop, og hvad kan de troløse politikere udrette, når de går rundt som løse fugle i Folketinget eller i diverse byråd?

Flemming Christiansen fra Aarhus Universitet har studeret fænomenet, der er mest udpræget blandt partier med få år på bagen.

»Frafaldene rammer i høj grad nyere partier, hvor politikken endnu ikke er endeligt defineret. SF blev hovedsagelig ramt af frafald i partiets første år, det samme med Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. I disse år ses det i ekstrem grad med Liberal Alliance, der har mistet fire af fem folketingsmedlemmer,« siger Flemming Christiansen.

Valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet ser tendensen til topstyring af de store partier som en hovedforklaring, fordi ikke alle kan leve med altid at skulle rette ind.

»Efter de konservatives opgør i starten af 90'erne er intern uro det værste, der kan ske for et parti. Der er kun plads til én linje, og det med at være et bredt parti med plads til mange holdninger holder simpelt hen bare ikke i et modere politisk parti,« siger Kasper Møller Hansen.

To tidligere partihoppere har i den senere tid ytret sig mindre pænt om afhopperfænomenet. Den tidligere fremskridtsmand og nuværende gruppenæstformand Tom Behnke (K) beskrev Naser Khader som en ren parodi, som det i virkelighedens verden vil være omkostningsfrit at byde indenfor, da han hurtigt vil være på vej væk igen. En anden tidligere fremskridtskvinde, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, brugte mellem jul og nytår sit ugebrev til at skælde ud på partihoppere og løsgængere.

»Under normale omstændigheder er der ingen så ligegyldige som løsgængerne i Folketinget. De har ingen betydning - overhovedet. Ganske enkelt,« skrev Pia Kjærsgaard.

Løsgængerne falder hen
I mange tilfælde har hun givetvis ret. Det var f.eks. ikke meget, vælgere og medier hørte til de politiske bedrifter for de tidligere venstrefolk Flemming Oppfeldt, Anders Møller og Peter Brixtofte, da de var blevet ekskluderet efter hver deres skandalesager.

»Men der er nogen, der er så engagerede, at de kan ramme rigtigt en gang imellem. Der er nogle få, som parlamentarisk er meget aktive. Men flertallet af løsgængerne har det med at falde hen. Lidt ligesom politikere, der er i deres sidste periode,« siger Aage Frandsen, tidligere gruppeformand for SF.

Han påpeger dog, at mange af Folketingets menige, anonyme medlemmer heller ingen indflydelse har.

Naser Khader har ikke tænkt sig at falde hen i rollen som løsgænger . Han forventer at fortsætte som formand for udenrigsudvalget og menigt medlem af Folketingets prestigefyldte udenrigspolitiske nævn. Khader nævner danmarkshistoriens eneste løsgængervalgte folketingsmedlem, multikunstneren Jacob Haugaard, som eksempel på en politiker, der nærmest mod sin vilje gik hen og fik indflydelse.

»Han var med til at stemme for finansloven og fik til gengæld noget Minnesota-behandling for alkoholikere. Men det er umuligt som løsgænger at forholde sig til al lovgivning. Jeg har højst mulighed for at ansætte en person, hvor Venstre har 46 medlemmer og et hav af sekretærer og konsulenter,« siger Naser Khader.

Han fremhæver Folketingets seneste partistifter, den eks-radikale Simon Emil Ammitzbøll, som en løsgænger , der har evnet at sikre flertal for et forslag om homoseksuelles ret til at adoptere.

»Hvis han havde stillet det forslag som medlem af den radikale folketingsgruppe, ville det ikke være sikkert, at samme flertal ville kunne dannes. Så havde det handlet om det partitaktiske spil, fordi regeringen ikke vil give oppositionen en sejr,« siger Naser Khader.

Det er ikke håbløst
Også den tidligere konservative partiformand og nuværende løsgænger Pia Christmas-Møller har i interviews prist sig lykkelig over at kunne agere efter de holdninger, hun blev valgt på - og ikke efter hensynet til at overholde den konservative partidisciplin. Men det kræver knofedt og kendskab til folketingsarbejdets krinkelkroge og finurligheder at begå sig som løsgænger , påpeger den eks-konservative Frank Dahlgaard, der i 1999 blev hældt ud fra sit parti, da han offentligt sagde, at han havde stemt på en EU-modstander ved valget til EU-parlamentet.

Som løsgænger havde han bl.a. held til at rejse en forespørgselsdebat om brug og misbrug af embedsmænd til politiske aktiviteter, hvor Dahlgaard sammen med SF og de borgerlige bragte SR-regeringen i mindretal. Med organisationen Nationernes Europa lykkedes det ham i 2000 at tiltrække betydelige økonomiske midler til euro-kampagnens slutspurt. Forklaringen var, mener han, at han kendte mulighederne for at få indflydelse, brændte for noget og havde bevaret evnen til både at blive begejstret og indigneret.

»Hvis du har en fornemmelse af, hvor nogle andre markante politikere har interesser, kan man sagtens finde nogle konkrete ting, hvor der er en chance for at komme igennem. Desuden kan man naturligvis præge debatten, hvad jo også er vigtigt,« siger Frank Dahlgaard.

Hvad Naser Khader får bedrevet som løsgænger , inden han melder sig under de konservatives eller Venstres faner, har vi til gode at se. Men med ugens erkendelse af hans manglende lederegenskaber vil Khader næppe nogen sinde komme til at sætte samme varige danmarkshistoriske stempel som partihopperne Aksel Larsen (SF) og Pia Kjærsgaard (DF), hvis partier som bekendt lever i bedste velgående.

Copyright: Jyllands-Posten

Kommunalpolitikeres rodløshed
Siden 2005 har 100 kommunalpolitikere forladt det parti, de blev valgt for. Det tal svarer til ca. 4 pct. af alle landets kommunalpolitikere.

Dansk Folkeparti har mistet flest lokalpolitikere. 15 DF'ere i kommunerne - svarende til 12 pct. - har brudt med partiet siden 2005.

Kilde: Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Politiske udbrud i udbrud
Siden Anden Verdenskrig har folketingspolitikere i 76 tilfælde skiftet politisk ståsted mellem to valg. Enten for at blive løsgængere eller for at springe til et andet politisk parti - typisk efter en kort periode som løsgænger. Hvor det før i tiden var et sjældent syn, er fænomenet blevet en tendens de seneste to årtier.

1947: John Christmas Møller (K) til løsgænger.

1953: Hans Schmidt, løsgænger. Fra 1957 medlem af Slesvigsk Parti.

1958: Aksel Larsen (DKP) til Socialistisk Folkeparti (SF)

1960: Thorkild Kristensen (V) til løsgænger

1964: Herluf Rasmussen (SF) til løsgænger

Erik A. Jensen (SF) til løsgænger

Anders Storgaard (SF) til Fredspolitisk Folkeparti

1965: Niels Westerby (V) til Liberalt Centrum

Børge Diderichsen (V) til Liberalt Centrum

1968: Hanne Reintoft (VS) til Den Sociale Arbejdsgruppe

Kai Moltke (VS) til Den Sociale Arbejdsgruppe

1970: Hanne Reintoft (Den Sociale Arbejdsgruppe) til DKP

1974: Birgit Busk (Z) til De Uafhængige

Niels Vestergaard Eriksen (Z) til Demokratisk Union

Niels Vestergaard Eriksen (Demokratisk Union) til Folkeunionen

Hans Jørgen Iversen (CD) til Kristeligt Folkeparti

1976: Hans Jørgen Lembourn (K) til De Moderate

Svend Bay (Z) til løsgænger

1978: Asger Lindinger (CD) til Erhvervspartiet

1980: Jørgen Junior (Z) til løsgænger

1982: Thure Barsøe-Carnfeldt (Z) til løsgænger

1983: Erling Askjær Jørgensen (Z) til løsgænger

Anker Tang Sørensen (Z) til løsgænger

Uffe Thorndal (Z) til løsgænger

Ole Maisted (Z) til De frie Demokrater

1984: John Arentoft (Z) til Konservative

1985: Ole Maisted (De Frie Demokrater) til Venstre

1986: Jørgen Lenger (VS) til SF

Anne Grete Holmsgaard (VS) til SF

1987: Arne Bjerregaard (KrF) til løsgænger

1990: Hugo Holm (Z) til løsgænger

Bjørn Elmquist (V) til Det Radikale Venstre

Mogens Glistrup (Z) til Trivselspartiet

Pia Dahl (Z) til Trivselspartiet

Mogens Elvensø (Z) til Trivselspartiet

Jane Oksen (Z) til Trivselspartiet

1992: Hans Erenbjerg (S) til løsgænger

1993: Hans Erenbjerg fra løsgænger til Socialdemokratiet

Lis Noer Holmberg (Z) til Venstre

1994: Bente Juncker (CD) til løsgænger

Jacob Haugaard valgt til Folketinget som løsgænger

1995: Pia Kjærsgaard (Z) til Dansk Folkeparti

Kristian Thulesen Dahl (Z) til Dansk Folkeparti

Ole Donner (Z) til Dansk Folkeparti

Poul Nødgaard (Z) til Dansk Folkeparti

1999: Frank Dahlgaard (K) til løsgænger

Kim Behnke (Z) til Frihed 2000

Tom Behnke (Z) til Frihed 2000

Thorkild B. Fransgaard (Z) til Frihed 2000

Kirsten Jacobsen (Z) til Frihed 2000

2000: Inge Refshauge (DF) til Det Liberale Højre

Ole Donner (DF) til løsgænger

Mogens Andreasen (DF) til Det Liberale Højre

Mogens Andreasen (Det Liberale Højre) til løsgænger

Inge Refshauge (Det Liberale Højre) til Demokratisk Folkeparti

2001: Tom Behnke (Frihed 2000) til Konservative

Kim Behnke (Frihed 2000) til løsgænger

Thorkild B. Fransgaard (Frihed 2000) til løsgænger

Kirsten Jacobsen (Frihed 2000) til løsgænger

Frank Dahlgaard (løsgænger) til Kristeligt Folkeparti

Arne Melchior (CD) til løsgænger

2002: Peter Brixtofte (V) til løsgænger

Anders Møller (V) til løsgænger

2004: Flemming Oppfeldt (V) til løsgænger

2007: Morten Messerschmidt (DF) til løsgænger

Morten Messerschmidt (løsgænger) til Dansk Folkeparti

Louise Frevert (DF) til Centrumdemokraterne

Naser Khader (R) til Ny Alliance

Leif Mikkelsen (V) til Ny Alliance

Inge-Lene Ebdrup (V) til Ny Alliance

Pia Christmas Møller (K) til løsgænger

2008: Gitte Seeberg (NY) til løsgænger

Malou Aamund (NY) til Venstre

Jørgen Poulsen (NY) til Det Radikale Venstre

2008/9: Simon Emil Ammitzbøll (R) til Borgerligt Centrum

2009: Naser Khader (LA) til løsgænger.

Kilde: Folketingets årbøger.

Hvis du vil vide mere
'