Sitemap | Avanceret søgning |

Partistøtte: Partierne bør forrtælle, hvad de får

Partierne bør offentliggøre, hvor mange penge de får i partistøtte, lyder kravet fra en professor.

Af LARS NØRGAARD PEDERSEN og CARL EMIL ARNFRED
Publiceret 20-12-2010

Nu må politikerne én gang for alle fortælle danskerne, hvem der giver hvad af større bidrag til partierne.

Så bastant lyder kravet, efter at der nok engang er udløst debat om de støttebeløb, som de såkaldte fundraisere - en sammenslutning eller privatpersoner - sender i lommen på partier og politikere.

Som reglerne er i dag, skal partierne blot angive navnet på en bidragsyder, hvis yderen giver mere end 20.000 kr.

Partierne behøver ikke at fortælle, hvor mange penge de faktisk har fået.

»Reglerne trænger til en kraftig opstramning i retning af mere åbenhed,« fastslår professor, dr. jur. Jørgen Albæk Jensen, Afdelingen for Offentlig Ret ved Aarhus Universitet.

»Jeg synes, at reglerne er meningsløse, hvis man ikke samtidig skal opgive selve beløbet. Hvis man kigger på det land, som inspirerer os, USA, er det en selvfølge, at man skal opgive det beløb, man indbetaler. Så det er ikke fordi, vi nærmer os den skinbarlige kommunisme, hvis vi indfører en ny regel. Der er mange samfund, som vi normalt betragter som betydeligt mindre regulerede end vores, der har betydeligt strammere regler end os.«

Balladen om partistøtte er opstået, efter at Venstres tidligere spidskandidat i Gentofte Kommune Marie-Louise Andreassen i går stod frem i Morgenavisen Jyllands-Posten og afslørede, at erhvervsmanden Fritz Schur i 2005 krævede at godkende hendes annoncer, fordi hun ytrede kritik af Gentoftes bykonge, borgmester Hans Toft (K). Sagt ligeud: Først sender man penge, derefter kan man kontrollere politikerne.

Fritz Schur har via sin advokat afvist historien, mens Marie-Louise Andreassen har skiftet parti til De Radikale.

I det konkrete tilfælde kom det altså frem - med fem års forsinkelse - hvor meget en kommunalpolitiker fik af en forretningsmand. Men normalt kommer beløbsstørrelsen aldrig danskerne for øre, ligesom det er nemt at kortslutte åbenheden ved at donere mange beløb på f.eks. 19.999 kr. til samme partis lokalafdelinger.

Vælgerne bør vide det
»Det store problem er, at vi ikke ved, hvor pengene kommer fra. Det ville være godt for offentligheden at vide, hvem der er økonomisk afhængig af hvem. Jeg synes ikke, at der er noget galt i, at man giver penge til politiske kampagner. Det er helt legitimt.

Men for at vælgerne kan træffe fornuftige beslutninger, er de nødt til at vide, hvem der støtter de forskellige partier økonomisk,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Professor Kasper Møller Hansen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, har forsket i demokrati og valg. Han ønsker også mere åbenhed om partistøtten, men han tror ikke på, at en ændring af partistøtteloven er løsningen.

»Hvis man forsøger at skabe et mere gennemsigtigt system, presser man bare bidragsyderne til at være mere kreative. Jeg tror simpelthen ikke, at det kan lade sig gøre at skabe et system, hvor man sikrer fuldstændig transparens i forhold til, hvem der har givet hvad, uden at det bliver ekstremt bureaukratisk.«

I stedet skal man minimere de samlede omkostninger til danske politiske kampagner, siger Kasper Møller Hansen:

»Det gør vi allerbedst ved ikke at tillade radio-og tvkampagner. Hvis vi først begynder at tillade politiske reklamer på TV2, vil vi se valgbudgetterne eksplodere og behovet for pengene blive endnu større, og så er man nødt til at revidere hele partistøttesystemet.«

»Der er mange samfund, som vi normalt betragter som betydeligt mindre regulerede end vores, der har betydeligt strammere regler end os.« Jørgen Albæk Jensen professor, Aarhus Universitet.

Copyright: Jyllands-Posten

'