Sitemap | Avanceret søgning |

Domstolene: Manden med det sidste ord

Danmarks kommende højesteretspræsident har ingen ambition om at ændre samfundet. Men han er ikke bange for at sige sin mening. Han ser Højesteret som et »bolværk mod populisme«. Og så skal politikerne lade domstolene arbejde i fred, mener han.

Af CARL EMIL ARNFRED
Publiceret 23-07-2010

Den lille, rektangulære Sankt Jørgens Gård i København er magtens centrum i Danmark.

Statsministeriet, Folketinget, Christiansborg Slotskirke og Højesteret omkranser gården med de tunge granit-fliser. Inde bag ét af de aflange vinduer sidder højesteretsdommer Børge Dahl.

Hans magt er indiskutabel.

Som en del af den øverste domstol i det danske retssystem har han og hans 18 kolleger det sidste ord, når de mest principielle sager skal skal afgøres endeligt. Samtidig fastlægger de retningslinjerne for, hvordan by-og landsretterne i fremtiden skal behandle lignende sager.

Fra den 1. september overtager Børge Dahl hvervet som højesteretspræsident og bliver dermed landets højest rangerede dommer. Selv om han dermed bliver personi-ficeringen på den dømmende magt i Danmark, er indflydelse på samfundets indretning ikke noget, der optager ham, forklarer han.

»Jeg sidder ikke her, fordi jeg ønsker magt. Det er der ingen herinde, der gør. Slet ikke. Men det er forbundet med magt. Det er klart. Og det skal man kunne administrere. Men magtbegærlighed ville være en negativ kvalifikation, hvis man søger embedet,« siger Børge Dahl fra kontorstolen i sit højloftede kontor.

Historiske domme
I løbet af sine 14 år som højesteretsdommer har han været med til afgøre flere historiske sager. Han var retsformand i sagen om det såkaldte æresdrab på den 18-årige Ghazala Khan. Landsrettens langvarige fængselsstraffe blev stadfæstet og tilføjet en ekstra udvisning. Han var med til at afvise EU-modstanderes påstand om, at Maastricht-traktaten var grundlovstridig og var dommer i den omstridte Thulesag, hvor Højesteret afviste en større kompensation til grønlændere, som i 1953 blev flyttet fra deres boplads til fordel for en amerikansk militærbase.

Men når den 66-årige Børge Dahl cykler på arbejde om morgenen, tager sin cykelhjelm af og går op ad de 17 trin op til Højesteret, har han ingen ambition om at ændre samfundet i en særlig retning.

»Vi har politikerne til at ændre samfundet. Når man sætter sit kryds, bestemmer man, hvilken retning samfundet skal tage. Men inden for de rammer, som er overladt til domstolene, vil jeg gerne bidrage til, at retfærdighed sker fyldest,« siger han.

Sheriffer på valg
I Danmark har vælgerne ikke direkte indflydelse på, hvem der bliver dommere i Danmark. Det er Dommerudnævnelsesrådet, der indstiller en række personer til Justitsministeriet.

Højesteretsdommer bliver man først, efter at have bevist sin kunnen i mindst fire prøvesager.

I USA er systemet et andet. Der er højesteretsdommerne politisk udpegede, mens dommere på flere andre niveauer vælges direkte af befolkningen. Selv sherifferne er på valg. Men det er ikke en model, som vi bør stræbe efter i Danmark, mener Børge Dahl.

»Hvis man skal på valg, kan man frygte, at det ikke bliver lovens ord, men opportunisme og populisme der bliver afgørende. Og hvis der er nogen, der skal kunne stå op imod folkeopinionen, så er det domstolene. Vi skal ikke bare følge den almindelige mening. Tværtimod.

Vi skal være bolværket mod den almindelige mening, som kan bøje sig, som vinden blæser. Man ser tit, at der bliver pisket en stemning op på et område. Der spiller pressen også en rolle.«

Men føler du, at du har et folkeligt mandat?

»I sidste ende er det befolkningen, der står bag grundloven og har bestemt, at det er de folkevalgte politikere, der tager sig af lovgivningen og dens administration. Og så skal vi have nogle, som ikke er folkevalgte, men som repræsenterer uafhængighed og upartiskhed, juridisk kvalitet og integritet i den dømmende magt, som alene skal rette sig efter loven. På den måde har vi et folkeligt mandat, fordi det er sådan, man har ønsket at indrette systemet,« siger Børge Dahl.

De seneste 15 år har Højesteret fået øgede beføjelser. Sidst i 1990-erne ændrede et flertal i Folketinget på reglerne for udvisning af udlændinge.

De nye regler betyder, at enhver frihedsstraf skal medføre udvisning af Danmark, med mindre det er i strid med retten til et familieliv, som er beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og det er op til domstolene at vurdere.

Folketinget har altså undladt at forholde sig til, hvordan menneskerettighedskonventionens bestemmelse skal forstås. Men det var ikke sådan, politikerne så på opgavefordelingen mellem Folketinget og domstolene, da konventionen blev gjort til dansk lov, pointerer Børge Dahl.

»Der er ikke overensstemmelse mellem, hvad politikerne meldte ud, dengang menneskerettighedskonventionen blev lov, og sådan som det fungerer i dag. Politikerne lovede sig selv, at man hver gang, der var et lovgivningstiltag, nøje ville overveje, hvor grænsen går i forhold til menneskerettighedskonventionen, og sørge for at respektere det, når man lavede loven. Men sådan fungerer det ikke i dag. Det kan få den uheldige konsekvens, at lovens ord kan komme til strutte for meget af politisk handlekraft. Hvad der gælder i virkeligheden, er langt mere nuanceret.«

Politiske standpunkter Jura er ingen eksakt videnskab for Børge Dahl. Det handler om samlivet mellem mennesker og reguleringen af vores adfærd, som han formulerer det. Dommernes personlige holdninger kan derfor betyde noget for deres umiddelbare tilgang til sagen. Men ikke for afgørelsen, bedyrer han.

»Når vi indleder en ny sag, får vi en kæmpe bunke papirer med tidligere domme, udpluk af den juridiske litteratur og en masse andet udleveret. Og man kan ikke læse det uden, at der sker noget oppe i ens hoved. Nogle gange tænker man: Hold da op. Kan det være rigtigt? Vores opgave er i virkeligheden at forholde os kritisk-analytisk til alt, hvad vi bliver præsenteret for. Det er nye verdener, der åbner sig, hver gang en sag lander på bordet. Men jo længere man dykker ned i sagen, des mindre betyder det faktisk, hvad man umiddelbart havde af indskydelser. For i sidste ende handler det om, hvad det er for nogle regler, der gælder, og hvordan de samfundsmæssigt og menneskeligt bedst anvendes i den konkrete sag.«

Har du en fornemmelse af, hvor dine dommerkolleger befinder sig på den politiske skala?

»Partipolitiske standpunkter er uden betydning for vores arbejde. Det er en privatsag, som vi ikke sidder og drøfter. Men som på alle andre arbejdspladser sidder vi tæt på hinanden og taler om alt muligt, der rører sig i samfundet. Men det er typisk i enkeltspørgsmål, hvor jeg tror, at vi er en god afspejling af samfundet.«

Kan I finde på at indgå alliancer for at styrke jeres sag?

»Det er et meget, meget intensivt gruppearbejde at være højesteretsdommer. Vi sidder op og ned ad hinanden. Vi lytter til advokaterne sammen, vi holder pauser sammen og kan sagtens kommentere forløbet over for hinanden. Der kan man få en idé om, hvad de andre hælder til. I de sager, hvor vi ender med at være uenige, er man i alliance med dem, man er enig med, men den alliance rækker ikke ud over den enkelte sag.«

Hvilke sager har gjort størst indtryk på dig gennem tiden?

»Alle sager har et drama. Af menneskelig, social og samfundsmæssig karakter. Når aviserne og politikerne er optagede af f. eks. selskabstømmersagerne, om Maastricht-traktaten er i strid med grundloven og Irak-krigen, så fylder det. Men der kan også være et kæmpe drama i en forældremyndighedssag.«

Har du nogensinde fortrudt en beslutning - haft en dårlig dag?

»Nej, det har jeg ikke,« siger han og smiler.

»Men selvfølgelig er der ting, der kan påvirke ens opvakthed. Det oplever alle mennesker. Der må man prise sig lykkelig for, at vi først træffer endelig afgørelse efter moden overvejelse og mindst skal være fem dommere om en dom. Det er med til at sikre, at det, der er endeligt, også bliver rigtigt.«

Når Børge Dahl til september rykker ind i det fornemme, gule kontor, der tilhører Højesterets præsident, medbringer han ingen store ledelsesvisioner. Det vigtigste er, at rettens afgørelser er præcise og korrekte. Han har dog en ambition om, at landets højeste retsinstans skal være bedre til at kommunikere med befolkningen.

Dommene må ikke være volapyk, men skal kunne forstås af alle involverede parter.

»I virkeligheden er vores ambition, at de domme, vi afsiger, skal kunne trykkes i landets aviser, blive læst og forstået af alle og virke overbevisende. Samtidig skal det formuleres, så det er tilstrækkeligt præcist. Det er en udfordring.«

Det blev det sidste ord.

Copyright: Jyllands-Posten

Hovedpunkter
Højesteret har fået flere beføjelser de seneste år.

Men magtbegærlighed er en negativ kvalifikation, hvis man vil være højesteretsdommer, mener den kommende retspræsident, Børge Dahl.

Usynlige magthavere
Man behøver ikke at være et kendt ansigt for at have magt i Danmark.

Vi stiller skarpt på en række danskere, der har stor indflydelse på samfundet, selv om de ikke står på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

Blå bog
Børge Dahl

1944 født i Hadsund.

1963 Student fra Rungsted Statsskole.

1968 Premierløjtnant af reserven.

1972 Cand. jur. på Københavns Universitet.

1972-1975 Kandidatstipendiat Københavns Universitet.

1975 Sekretær hos Forbrugerombudsmanden.

1976-1981 Lektor Københavns Universitet.

1981-1996 Professor i erhvervsret på Handelshøjskolen (CBS).

1996- Højesteretsdommer.

2010- Højesteretspræsident.

'