Sitemap | Avanceret søgning |

Kongehuset: Monarkier bedst til at gennemføre reformer

Monarkiet er den mest attraktive styreform set fra både borgernes og hele samfundets synspunkt, lyder det fra forskere.

Af AXEL PIHL-ANDERSEN
Publiceret 27-01-2008

Længe leve monarkiet med alt, hvad der følger af storrygende majestæter, utilfredse prinsgemaler, fartglade prinser og overeksponerede skilsmisser.

Monarkiet er nemlig godt for både demokratiet og økonomien og en medvirkende årsag til, at Danmark anno 2008 - sammen med en række andre monarkier - er blandt verdens mønsterlande.

Sådan lyder det fra Nationaløkonomisk Institut på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, hvor ny forskning viser, at monarkierne er markant bedre til at komme gennem store reformer end republikkerne.

Her taler vi vel at mærke ikke om små-reformer som politireformen eller kommunalreformen, men for Danmarks vedkommende om historisk vigtige reformer og milepæle som Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, hvor man slår fast, at magten deles mellem tre uafhængige institutioner - den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt - eller valgloven i 1915, hvor kvinder og tjenestefolk for første gang får stemmeret, og hvor man samtidig ophæver formue-krav om stemmeret til Landstinget.

Forskningsresultaterne er kontroversielle, fordi de går imod al almindelig demokrati-teori, der hævder, at et samfund fungerer bedst, når folket selv vælger deres ledere.

»Monarkierne kan noget, som republikkerne ikke kan. Se, hvor let Danmark og Holland har haft ved at gennemføre store reformer sammenlignet med Frankrig og Italien. En stor reform er næsten altid dyr for samfundet, men vores resultater viser, at der er en tydelig sammenhæng, der siger, at omkostningerne, såsom som arbejdsløshed, inflation m.m., ved de store reformer er langt mindre i monarkierne end hos republikkerne,« siger lektor Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen.

Sammen med professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet har han kigget nærmere på 27 vestlige og europæiske lande og deres store reformer i perioden 1820 til 2000.

Han peger på, at der er megen forskning i u-lande, men ikke mange, der har set på, hvad vi kan lære af vores egen historie.

»I dag er der vel 60-70 lande, der slås med nogle af de problemer, som vi havde for 150 år siden. Altså f.eks. hvordan man får kappet båndene fra adelen til retsvæsenet. Disse lande har typisk en politisk og økonomisk elite, der fungerer, som vores adel gjorde for 150 år siden, og hvor der er masser af eksempler på, at politikerne fortæller domstolene, hvad de skal dømme. Kikuyuerne i Kenya er et godt eksempel på en gruppe, der har sat sig på magten i et land. Objektivt set burde disse lande havde nogle større muligheder for at komme hurtigt videre i kraft af den teknologiske udvikling, men grundlæggende har landene de samme problemer med at indføre og udvikle demokrati, som vi selv har været igennem.«

Hurtigere i gang
Hvis man sammenligner to ens lande, har monarkierne ifølge Christian Bjørnskov typisk et forspring på 10 år, fordi de kommer hurtigere i gang igen.

Christian Bjørnskov har tidligere beskæftiget sig med, hvilken betydning begreber som sammenhængskraft og tillid har for et lands nationaløkonomi, og her fik han for alvor interesse for monarkiernes betydning.

»I min ph.d. skrev jeg et kapitel om borgernes tillid til hinanden og om, hvordan det påvirker økonomien. Jo højere tillid, desto bedre nationaløkonomi. Her kunne jeg bl.a. se - måske ikke så overraskende - at stor ulighed giver mindre tillid, og at der i meget lige samfund som Norge, Sverige og Danmark er en stor grad af tillid borgerne imellem. Til sidst forsøgte jeg mig med en monarki-variabel - nærmest for sjov - og den bragede i den grad igennem, så jeg blev nødt til at skrive hele kapitlet om. Der var nemlig meget stor sammenhæng mellem graden af tillid og monarki og på en måde, så det ikke kun kunne forklares med stor lighed. Også i kongedømmer som Thailand og Jordan i den tredje verden er der en langt større grad af tillid mellem borgerne i forhold til sammenlignelige republikker, og disse lande er præget af stor ulighed.«

Men tilbage til reformerne.

Hvorfor kan en i bund og grund ikke-demokratisk institution som monarkiet have en positiv indvirkning på reformer og udvikling af demokrati?

Ifølge forskerne handler det faktisk i stor udstrækning om tillid. Om tilliden til monarken, der virker stabiliserende for samfundet under meget store reformer.

»Hvis monarken anerkender en stor reform, så accepterer befolkningen ændringerne hurtigere end i en republik. Det betyder igen, at økonomien stabiliserer sig hurtigere i et monarki end i en republik, og borgerne oplever færre gener,« siger Bjørnskov.

Forskningen går tilbage til 1820, som er det tidspunkt, hvorfra man kan regne med nogenlunde fornuftige data på nationalindkomster etc.

To revolutioner
I nyere tid har Portugal og Spanien næsten samtidigt gennemgået overgangen fra diktatur til demokrati, og her er der ifølge Bjørnskov ingen tvivl: Kongedømmet Spanien har i den grad lagt afstand til republikken Portugal, hvor der var voldsom politisk uro, i flere år efter at de unge officerer i MFA anført af den venstreorienterede general Spinola havde afsat Salazars efterfølger, Caetano, ved den såkaldte nellike-revolution i 1974.

»På en måde gik det underligt let med at indføre demokratiet i Spanien. Siden har landet gennemført en række store økonomiske reformer og er i dag kommet langt længere end Portugal i økonomisk udvikling. Spanierne ligger også markant højere end portugiserne, når det gælder tillid til hinanden.«

Ifølge Bjørnskov virker monarken som en samlende kraft, som styrker tillid og stabilitet i modsætning til politikere, som ofte øger modsætningerne i befolkningen.

»Ved alle store reformer vil der være overgangsproblemer og ofte ligefrem et dyk i økonomien, hvor politiske modstandere typisk vil gøre alt for at dreje reformen tilbage. Skal vi ikke hellere gå tilbage til det gamle? Her virker monarken stabiliserende i den forandringsproces. Som en fælles identitet og fornemmelse af fællesskab med en helt anden troværdighed end politikerne. Se blot på vores egen dronning Margrethe og hendes nytårstaler, der virker som fælles nationale pejlemærker. Hun er valgt på livstid - politikerne kun for fire år ad gangen - og kan derfor både opbygge en helt anden troværdighed og anlægge et helt andet perspektiv i sine udmeldinger.«

Kongeligt fremskridt
Selv monarker, der ikke nødvendigvis har været særlig fremskridtsvenlige over for reformerne, kan virke konstruktive i processen. Her peger Christian Bjørnskov på den konservative Christian d. 10, der kom til i 1912 og ikke var specielt begejstret for ændringerne i Grundloven i 1915, der gav kvinderne valgret og samtidig fratog ham muligheden for selv at udpege 12 medlemmer af Landstinget.

»Alligevel virker det stabiliserende, fordi kongen i sidste ende accepterer ændringerne,« forklarer Christian Bjørnskov.

Omvendt peger han på Frankrig som et land, hvor der altid er garanti for voldsom ballade og politisk modstand i forbindelse med blot mindre ændringer, hvad enten det er hele den offentlige sektor, der går hjem og lægger landet stille, fordi man er utilfreds med bebudede ændringer i pensionen, eller det er landmænd, der blokerer Paris' ringveje i protest mod bebudede ændringer i landbrugsstøtten.

»Det er ikke tilfældigt, at de fleste af verdens mønsterlande, når det gælder tillid, sammenhængskraft og økonomi er monarkier som Danmark, Holland, Sverige og Norge. Der er ikke mange monarkier i den tredje verden, og vi kan jo heller ikke bare indsætte nye konger for at stabilisere landene. Men vi kan lære værdien af at have nogle politiske aktører som en samlende kraft, der sætter sig ud over almindelig partipolitik og svæver lidt over vandene. Se blot, hvilken betydning Nelson Mandela har haft for Sydafrikas overgang fra et apartheid-regime til et demokrati. Han har haft samme troværdighed, som en monark ville have i Europa.«

Copyright: Jyllands-Posten

'