Sitemap | Avanceret søgning |

Valgkamp: Dyr, billig eller næsten gratis

Valget bliver et dyrt opgør mellem VK-regeringen på den ene side og Socialdemokratiet på den anden. Men det gamle arbejderparti har mistet en stor del af den økonomiske støtte fra fagbevægelsen, mens regeringen holder fast i sine støttekroner. Og de små partier? Ja, de må klare sig med andre metoder.

Af HENRIK VINTHER OLESEN og ERIK NØRBY
Publiceret 25-10-2007

Uanset, hvem der bliver landets næste statsminister, vil han eller hun med stor sikkerhed have brugt et tocifret millionbeløb på at råbe vælgerne op på torve og i reklamespots, inden valgkampen er forbi.

Pengene henter partierne dels i statskassen som offentlig partistøtte, dels via medlemskontingenter og andre private midler.

Netop de private midler - penge fra privatpersoner, virksomheder og faglige organisationer - har stor betydning for evnen til at føre en effektiv valgkamp.

Tingene hænger sammen
At de private donationer spiller en stor rolle i bestræbelserne på at vinde eller bevare regeringsmagten, dokumenteres af en gennemgang af de seneste års valgkampe, som cand. scient. pol. Anne Mette Marker har foretaget: Støttens størrelse og valgresultatet hænger sammen. En undtagelse var dog valget i 2001, da Socialdemokratiet fik 33 mio. kr. i støtte fra LO, men alligevel tabte stort.

»Da havde Poul Nyrup (S)problemer med indgrebet i efterlønnen, det var lige efter den 11. september, og Venstre brugte også mange penge på valget, selv om partiet ikke fik så meget ind i støtte. Men små partier med et lille budget kan godt have stor gennemslagskraft. Det har både Enhedslisten og Dansk Folkeparti bevist. De appellerer nok til en anden type vælgere, der ikke lader sig imponere af glittet papir,« mener Anne Mette Marker, der selv er medlem af den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU.

Senest har 3F smækket kassen i for Socialdemokratiet, og dermed øges afstanden mellem private donationer til Socialdemokratiet og de tilsvarende til Venstre og konservative.

Den rigtige mærkesag
Det har fået den tidligere S-formand og nuværende medlem af Folketingets præsidium Svend Auken til at tale om et demokratisk underskud. I stedet slår han til lyd for den amerikanske model, hvor man får offentlig støtte mod at give afkald på eller begrænse støtten fra private kilder.

Uden penge må man gå andre veje, og her er hemmeligheden at finde den rigtige mærkesag, siger kommunikationsrådgiver Klaus Laursen fra kommunikationsfirmaet JØP, Ove og Myrthu.

»Mit råd til samtlige små partier vil være at vælge et tema, der ikke handler om skat eller velfærd. Det kræver en stærk mærkesag - præcis som da Mogens Glistrup i 1973 kom i Folketinget med Fremskridtspartiet uden at have et valgkampbudget, men med mærkesager som nul-skat, en telefonsvarer ved grænsen i stedet for et forsvar og et opgør med skrankepaverne. Let forståelige budskaber til en befolkning, der var træt af de gamle politikere. Det samme leverede Erhard Jakobsen og Centrum-Demokraterne, igen uden et budget, men med et godt blik for enkeltsager, der var lette at kommunikere,« siger Klaus Laursen.

At mange penge ikke altid nødvendigvis er nøglen til politisk succes, så man netop ved valget i 2001: Op gennem 1990'erne var Socialdemokratiets samlede indtægter 50-100 pct. højere end Venstres. Men med næsten 93 mio. kr. i indtægter i 2001 tabte partiet alligevel 11 mandater ved valget.

Alternative kampagner
Modsat lykkedes det ved valget i 2005 de radikale næsten at fordoble deres mandattal fra 9 til 17 med et valgbudget på blot 2,7 mio. kr.

Opskriften var bl.a. en alternativ kampagne, hvor man lancerede en video rettet mod daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) - en kampagneform, som næstformand i den radikale folketingsgruppe Morten Østergaard kalder nødvendig, da partiet kun har de midler at føre valgkamp for, som medlemmerne indbetaler i kontingent og støttebidrag.

»Vi håber, at folk sender ekstra bidrag, og det er der heldigvis tradition for. Desuden lever vi af vandgrød mellem valgene og spinker og sparer for at have midler at føre valgkamp for, og vi prioriterer aktiviteter og udspil, der giver omtale,« siger Morten Østergaard, der tilføjer, at de radikale samtidig vil åbne for, at folk kan bidrage, selv om de ikke er medlem af partiet.

Hos Dansk Folkeparti er opskriften en anden: Valget vindes nemlig ikke i valgkampen, mener DF's pressechef Søren Søndergaard.

»Vi har en afgrundsdyb tro på, at valg skal vindes mellem valgene - ikke under valgkampen. Vi har f.eks. brugt over en mio. kr. på en stor kampagne med plakater på busser og S-togstationer. Den var planlagt længe inden valgrumlen i sensommeren,« siger Søren Søndergaard, der tilføjer, at partiet i stedet benytter de begrænsede midler til at nå grupper, som man ikke når gennem tv's debatprogrammer og lignende, bl.a. ved annoncer i ugeblade og tilstedeværelse på markedspladser.

»Selvfølgelig skal valgplakaterne også være der i valgkampen, men de flytter ikke stemmer,« siger han.

Venstrefløjen nøjes
På venstrefløjen er man også vant til at nøjes med lidt. Hertil kommer, at også SF og Enhedslisten rammes af fagbevægelsens dalende støtte til politiske valgkampe.

Hos SF ser landssekretær Turid Leirvoll dog pragmatisk på udviklingen.

»Mister vi penge i form af gaver, må vi jo samle nogle flere ind hos os selv. Det har vi gjort gennem møder og fester med underholdning og god musik. På den måde mobiliserer vi folk til at gøre noget. Folketingsmedlemmerne betaler i forvejen 5 pct. af deres løn til partiet, men er gået i spidsen ved at donere yderligere 1.000 kr. hver,« siger hun og tilføjer, at partiet regner med at bruge syv mio. kr. på valgkampen, primært på pjecer, møder og andre arrangementer.

Med et budget på 1,2 mio. kr. til valgkamp bliver der ikke indrykket mange valgannoncer fra Enhedslisten.

»Altafgørende for os er, at medlemmerne har nogle gode materialer, som de kan møde folk med og dele ud, der hvor vælgerne er. På arbejdspladserne, på gaden, i indkøbscentrene. Ved seneste valg fik vi penge fra 3F, men nu har vi mindre at gøre godt med,« siger Thomas Bugge fra Enhedslistens sekretariat på Christiansborg.

Copyright: Jyllands-Posten

Fakta: Penge og muligheder
Kommunikationsrådgiver Klaus Laursen, JØP, Ove og Myrthu:

EL
»Partiet er relativt ene med sine mærkesager, men vælgerskaren har ikke mange penge. Desuden er det tvivlsomt, om mange penge vil generere flere stemmer på partiet.«

SF
»SF er det stuerene venstrefløjsparti med velhavende vælgere, som kan bidrage aktivt til partiets valgkamp. Til gengæld er der ikke meget at hente fra fagbevægelsen eller erhvervslivet.«

S
»Socialdemokratiet har problemer, fordi fagbevægelsen har valgt at sige pas. Men selv om 3F nu vil lukke for pengene, har partiet fortsat mange medlemmer, og de har tradition for lokalt at finde opbakning, når det gælder.«

R & NA
»De radikale har som tungen på vægtskålen været interessante at støtte også for erhvervslivet. Nu er Ny Alliance kommet, og alt andet lige vil det parti få støtte fra erhvervslivet med udsigten til, at partiet kan få de afgørende stemmer - og erhvervslivet har ikke lyst til et magtskifte.«

V & K
»Regeringen får opbakning fra erhvervslivet, der lægger mange penge i valgkassen. DI havde gerne set, at skatten var blevet sat endnu mere ned - det samme havde de konservative, som bl.a. derfor får støtte. Men også Venstre, for DI ønsker ikke Socialdemokratiet til magten.«

DF
»DF får ikke meget fra erhvervslivet, der modsat partiet vil lempe for indvandring af arbejdskraft. Partiets penge kommer primært fra medlemmer. DF vil få svært ved at slå på yderligere stramninger af udlændingepolitikken, men til gengæld islamisme og terror.«

Hvis du vil vide mere
'